Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Ukrainer vil rydde landminer i hjemlandet fra Odense

V'yacheslav Shvaidak forlod Ukraine en uge før krigen brød ud, da han mente, han kunne tjene sit land bedre andetsteds fra end fra fronten. 

Siden har den 33-årige løjtnant i den ukrainske tankdivision, der også har en ph.d. i økonomi samt en kandidatgrad i teknisk ingeniørfag, arbejdet på en løsning, der kan gøre det billigere at fjerne landminer.

Han er nu flyttet til Odense, efter at Odense Robotics StartUp Fund har bevilliget plads i Teknologisk Instituts eftertragtede robotinkubator. Her skal han sætte turbo på udviklingen af sin robot- og droneløsning, som allerede delvist er i produktion og test i Ukraine.

- Med de nuværende teknologier koster det mellem cirka syv og 22 kroner at rydde én kvadratmeter for miner. Ved at bruge robotteknologi og kunstig intelligens kan vi gøre minerydning hurtigere, billigere og sikrere. Vi estimerer, at vores løsning kan reducere prisen for minerydning til blot 0,7 kroner pr. kvadratmeter og forkorte tiden fra 70 år til 12, siger V'yacheslav Shvaidak i en pressemeddelelse fra Odense Robotics StartUp Fund.