Ung mand påkører tre biler: Familie på fire til tjek på OUH

Fire biler var involveret i en færdselsulykke søndag eftermiddag. En bilist mistænkes for at køre i påvirket tilstand.

Klokken 14.03 modtog Fyns Politi en anmeldelse om et uheld i det østlige Odense.

Fire biler var involveret i et uheld i krydset ved Åsumvej og Vollsmose Alle. Her kommer en bil kørende i vestlig retning mod Odense centrum.

- Bilisten snitter en bil, da han forsøger at køre uden om den bagerste bil. Den næste bil bliver skubbet på tværs af kørebanen, og bilisten mister selv herredømmet og rammer en tredje bil, der holder for rødt, forklarer Hans Jørgen Larsen, vagtchef ved Fyns Politi.

Bilisten, der påkørte de tre biler, er en 25-årig mand med bopæl i Herning.

Fyns Politi mistænkte manden for at være påvirket at enten alkohol eller euforiserende stoffer, og han blev derfor taget med til stationen til en blodprøve, oplyser vagtchefen. 

Tjekket på OUH

I den anden bil, der blev ramt i uheldet, sad en familie med far, mor og to børn. Det ene barn er to år gammel, mens det andet er et spædbarn på to måneder.

Hele familien blev kørt til tjek på Odense Universitets Hospital. 

 - Klokken 16.30 snakker vi med personalet på OUH. Alle fire er gået derfra med plastre hist og pist på mindre skrammer. De er altså alle uskadte, fortæller vagtchef Hans Jørgen Larsen.

Oversigt

    Oversigt