Celina fik en ekstra familie - nu kan flere unge få det samme
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
De fleste kender udtrykket plejefamilie - men nu kan fynske børn og unge også få nemmere adgang til en såkaldt venskabsfamilie.
Konceptet går ud på at tilbyde børn og unge i sårbare positioner en familie, som barnet af og til kan besøge. Her kan barnet opleve, hvordan det er at være en del af en familie.
Og som en del af et nyt pilotprojekt i Region Syddanmark kan børn og unge på Fyn nu helt frit søge om at få en venskabsfamilie uden at have en sag i kommunen.
En vigtig forskel mener Kristina Bisgaard, procesleder for Mentorbarn på Fyn:
- Der er rigtig mange unge, som ikke nødvendigvis har kontakt til kommunen, men som har det svært, og som oplever at stå meget alene med deres problematikker, oplever hun.
- Og så tror jeg, at der er rigtig mange unge, der sætter værdi i, at man ikke behøver at være en sag i kommunen, for at have brug for nogle omsorgsfulde relationer.
Ifølge Kristina Bisgaard kan man nemlig sagtens have behov for en venskabsfamilie, selvom man har en familie i forvejen:
- Hvis man som ungt menneske står i en situation, hvor man føler sig alene, eller hvor man har nogle usunde relationer, så skal man endelig ikke tøve med at ringe til os og få en snak. Det handler om at tilbyde den unge et livsvidne, en tryg hånd i ryggen og oplevelsen af nærvær og omsorg.
Børn og unge kan kontakte Mentorbarn på deres hjemmeside eller ved at ringe til Kristina Bisgaard på telefonnummeret 25 29 08 05.
Forsøgsordningen varer i første omgang til og med marts 2025 og er støttet af Trygfonden.