Inger døjer med blærebetændelse: Forsøg med grise peger på tranebær som løsning
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Inger Ballegaards liv er stærkt påvirket af hendes problemer med blærebetændelse. Et ny forskningsprojekt vil måske kunne hjælpe hende og mange andre.
Inger Ballegaard fra Kerteminde kender kun alt for godt til blærebetændelse. Både når det gælder de fysiske gener, og hvordan det påvirker hverdagslivet.
- Det påvirker mig rigtig meget, for det betyder, at jeg ikke kan så mange ting. Jeg skal kort sagt altid være i nærheden af et toilet, fortæller Inger Ballegaard.
Hun er så hårdt ramt af sygdommen, at det ikke bare har indflydelse på hele hendes sociale liv og arbejdslivet. Inger Ballegaard er tvunget til behandling med antibiotika, for ellers risikerer hun, at infektionen breder sig i kroppen.
- Antibiotika er virkelig hårdt mod kroppen. Derfor er det guld værd, hvis nogen kunne finde noget andet at behandle med. For kroppen skal jo fungere resten af vores liv, siger Inger Ballegaard.
3.000 dødsfald
Sygdommen blærebetændelse er ikke kun udbredt, men også alvorlig. Blærebetændelse er den hyppigste årsag til blodforgiftning og medfører årligt omkring 3.000 dødsfald i Danmark.
Omkring 100.000 danskere har problemer med urinvejsinfektioner og bliver indlagt på grund af det. Men måske er der en enkel og naturlig mulighed for behandling, som blot kræver en videnskabelig afklaring om, hvorvidt det virker eller ej.
- Meget tyder på, at tranebær virker mod bakterier, fortæller forsker Kristian Stærk.
- Men det vi ikke ved er, hvordan vi skal bruge det i praksis for at forebygge blærebetændelse, tilføjer han.
Hjælp patienter som Inger via Et Sundere Syddanmark
Nu har du mulighed for at være med til at bestemme, hvad skal der forskes i i Region Syddanmark. Fem forskningsprojekter er med i Et Sundere Syddanmark, hvor borgerne via SMS bestemmer hvilke projekter, der skal vinde en forskningspulje på to millioner kroner fra Region Syddanmark.
Vinderen får en million kroner, andenpladsen får 600.000 kroner og tredjepladsen får 400.000 kroner til deres forskningsprojekt.
De fem deltagende sygehuse er Odense Universitetshospital, Sygehus Lillebælt, Sydvestjysk Sygehus, Sygehus Sønderjylland og Psykiatrien i Region Syddanmark.
Et Sundere Syddanmark er et samarbejde mellem Region Syddanmark, Syddansk Universitet, TV 2 FYN og TV SYD.
Vinderen kåres ved et finaleshow i Cortex Park i Odense, som sendes direkte på TV 2 FYN og TV SYD onsdag den 18. maj kl. 19.55.
Forsøg med grise
På OUH forbereder Kristian Stærk et forsøg, der en gang for alle skal gøre sundhedsvæsenet klogere på anvendelsen af tranebær. Målet er blandt andet at begrænse brugen af antibiotika. Og svaret skulle gerne komme fra et forsøg med grise.
- Nu prøver vi at tage et helt nyt redskab op af værktøjskassen. Det er aldrig anvendt før, og vi er så vidt jeg ved de eneste i verden, der tager den her model i anvendelse. Den er supervelegnet til at teste tranebær, siger Kristian Stærk om forsøget med grise, der indebærer indretning af en dyrestald på Odense Universitetshospital i Odense.
- Grise har de samme bakterier i deres tarm, som vi mennesker har. Det er præcis de samme bakterier, der giver blærebetændelse hos grise som os mennesker. Det samme gør sig ikke gældende for eksempel hos mus. Derfor er grise rigtig gode at bruge til test af tranebær som et naturligt middel mod blærebetændelse, forklarer Kristian Stærk.
Tranebær har historisk været kendt som naturmiddel mod blærebetændelse, men hvis det skal indgå i sundhedsvæsenets behandling er man nødt til at få eksakt viden om, hvorvidt det reelt virker, hvordan det virker, og i hvilken form, det bedst anvendes.
Inger Ballegaard glæder sig over, at lægerne nu vil se på alternative behandlingsmetoder.
- En bakterie kan du klare en vis tid, så kan du ikke mere. Jeg synes, at alt hvad der kan komme af nytænkning og forskningsprojekter omkring de her ting, det synes jeg er rigtig godt.
Stem på din favorit
Forskningsprojektet i blærebetændelse er et af fem forskningsprojekter, som du kan stemme på til at vinde dette års udgave af Et Sundere Syddanmark med en førstepræmie på en million kroner.
Skriv Sund1 og send det til 1414, hvis du vil stemme på projektet om træning af patienter med vindueskiggersyndrom fra Sygehus Lillebælt.
Skriv Sund2 og send det til 1414, hvis du vil stemme på projektet om diagnose, udredning og genoptræning af patienter med akut svimmelhed fra Sydvestjysk Sygehus.
Skriv Sund3 og send det til 1414, hvis du vil stemme på projektet om Livskvalitet hos skrøbelige patienter efter intensiv behandling fra Sygehus Sønderjylland.
Skriv Sund4 og send det til 1414, hvis du vil stemme på projektet om tranebærprodukter i forbindelse med blærebetændelse fra Odense Universitetshospital.
Skriv Sund5 og send det til 1414, hvis du vil stemme på projektet om blodpropper ved anoreksi fra Psykiatrien.
(Koster alm. SMS-takst)
Se de fem forskningsprojekter her
Bilist bragede ind i bageri - der er ødelæggelser for "et større beløb"
kopieret!
Lørdag middag fik kunder og forbipasserende ved Baks Bakery og Deli i Middelfart sig noget af et syn, da en større BMW bragede ind i butikkens facade.
Det fortæller ejer, direktør og bagermester Carsten Bak, der har delt billeder af ødelæggelserne. Han var ikke selv til stede ved ulykken.
- En af mine ansatte ringede til mig og sagde, at en bil var kørt ind i bageriet. Så kommer der mange billeder hen over nethinden, siger Carsten Bak til TV 2 Fyn.
Stor materielle skader
Inden han satte kurs mod sin butik, fik han fat i politiet, der til Carsten Baks overraskelse var hurtigere fremme, end han selv var.
Da han kom frem, kunne han se, at en bilist havde ramt et bord-bænkesæt foran butikken. Det var blevet presset ind i vinduespartiet og havde efterfølgende skubbet en tonstung ovn et par meter ind i produktionsområdet.
- Det var ikke fordi, det var så voldsomt, og så alligevel. Da vi kiggede nærmere, kunne vi se, der var sket en del skader. Det ser ret voldsomt ud, fortæller Carsten Bak.
Fyns Politi bekræfter over for TV 2 Fyn, at de har været på stedet for at se nærmere på ulykken. Vagtchef Sten Nyland fortæller, at ulykken er sket som følge af en kørerfejl.
Ingen personskader
Ifølge Carsten Bak bunder kørerfejlen i, at bilisten havde taget fejl af speeder og bremser.
Heldigvis var der ikke nogen personer til stede i produktionsområdet, da ulykken skete, og politiet bekræfter ligeledes, at der ikke er sket nogen personskader. Der er heldigvis kun sket materielle skader - dog for et “større beløb”, oplyser vagtchefen.
At ingen personer er kommet til skade, glæder Carsten Bak, der af samme årsag også finder plads til lidt galgenhumor:
- Det sjove ved det hele er, at der på facaden står “Bak”, og så kører han fremad.
Til trods for de omfattende skader er Carsten Bak klar til at åbne sin butik allerede søndag morgen.
Gitte har skrevet ny bibel til kvinder i overgangsalderen - revet væk inden udgivelse
kopieret!
En fynsk debutforfatter har selv udgivet en bestemt bog og slået alle de store forlag.
Gitte Boesen rådgiver kvinder i overgangsalderen, og hun har skrevet en bog, der allerede er gået nummer et på bestsellerlisten. Det er sket udelukkende på forsalget, da bogen først udkommer på tirsdag.
Lørdag holdt hun et lille releaseparty for bogen i Aaruphallen.
Selv er forfatteren ikke i tvivl om, hvorfor hendes bog er så efterspurgt fra udgivelsen.
Søndag kan byde på flere snebyger
kopieret!
Søndag bliver en overskyet dag, hvor det i første omgang mestendels vil holde tørt.
Men sidst på eftermiddagen kan der komme sne eller slud fra sydvest, som lokalt kan gå over i isslag.
Temperaturen når ned mellem frysepunktet og to graders varme med en svag til jævn vind fra syd. Den vil senere dreje over til omkring sydøst og bliver let til frisk.
Politikere vil stramme reglerne for fyrværkeri - sådan vil de gøre det
kopieret!
Nytåret 2024/2025 førte nye regler med sig. Affyringsperioden var blevet forkortet, hvilket betød, at man kun måtte fyre fyrværkeri af fra 31. december til 1. januar.
Alligevel valgte mange fortsat at fyre af uden for perioden, og ifølge Sikkerhedsstyrelsen var der sågar flere fyrværkeriulykker dette nytår i forhold til året forinden.
En af ulykkerne endte med, at en 24-årig mand fra Odense mistede livet.
Flere folketingsmedlemmer er nu åbne over for, at man igen skal kigge på, om fyrværkerilovgivningen skal skærpes yderligere.
- Jeg synes, det er relevant at kigge på, om der er behov for yderligere stramninger, fortæller folketingspolitiker for Venstre Lars Christian Lilleholt til TV 2 Fyn.
Han mener dog ikke, at man skal gøre fyrværkeri ulovligt.
Den store bødeblok skal frem
Venstre-politikeren fortæller, at han ikke mener, det vil løse problemet, hvis man vælger at gøre køb og salg af fyrværkeri ulovligt.
- Gør vi det ulovligt, skaber vi blot et marked for ulovligt fyrværkeri, fortæller han.
Helt konkret foreslår Lars Christian Lilleholt, at man skal kigge på, om man skal hæve bødesatsen for at fyre at uden for affyringsperioden endnu en gang.
I 2024 blev bødesatsen sat op til 2.500 kroner.
Folketingsmedlem for Socialdemokratiet Bjørn Brandenborg mener også, at man skal genevaluere den nuværende lovgivning på området.
- Vi kommer til at kigge på, om der er mere brug for regulering på området, fortæller Bjørn Brandenborg til TV 2 Fyn.
Dartklub har VM-feber: - Håber flere unge begynder at spille
kopieret!
I Assens Dart Club var der lørdag særlig god stemning ovenpå den spektakulære VM-finale fredag aften, hvor den kun 17-årige englænder Luke Littler på suveræn vis sikrede sig VM-titlen som den yngste nogensinde.
Med triumfen i Alexandra Palace i London blev der endnu en gang sat to tykke streger under, at den unge knægt er et ekstraordinært fænomen.
Og at en ung gut kommer ind og dominerer verdenseliten, det håber dartentusiasten Lars Nielsen kan få flere unge til at søge mod en dartklub.
Få masser af dartstemning fra Assens i videoen ovenover.
Hvor er Poul? Mere end 50 frivillige deltog i eftersøgning
kopieret!
Lørdag fortsatte eftersøgningen af Poul Frank Andersen, der har været savnet siden han forlod hjemmet i Årslev 2. juledag.
Politiet stoppede deres eftersøgning torsdag, men den frivillige organisation Missing People havde samlet 51 personer, som var med til at lede efter den 70-årige mand.
Foreningen hjælper til, fordi de, der kender ham nærmest, havde kontaktet foreningen, der desuden havde fået grundig overlevering af Fyns Politi.
Talspersonen turde ikke gætte på chancerne for at finde den ældre mand i live. Vigtigst er dog at få ham fundet, lyder det.
Poul Frank Andersen var iført en sort eller grå kedeldragt. Han har hvidt hår og gråt fuldskæg.
Fyns Politi kan kontaktes på telefon 114.
DMI varsler "spændende vintervejr" de kommende dage
kopieret!
Selvom søndagen umiddelbart kommer til at starte stille og roligt, så er der “spændende søndagsvejr” i sigte, skriver meteorolog Henning Gisselø i en kommentar på DMI’s hjemmeside.
For som dagen skrider frem vil vinden tiltage, og samtidig er der sne eller tøsne på vej over Danmark fra sydvest. Det giver risiko for snefygning flere steder.
Ud på natten vil nedbøren gå over i regn, og med temperaturer under og omkring frysepunktet, så kan man opleve isslag med superglatte veje, cykelstier, fortove, når man skal ud ad døren mandag morgen.
I alt forventer DMI, at der kommer mellem 10 og 20 millimeter nedbør, og derfor opfordrer de til, at man færdes udenfor med ekstra forsigtighed.
Vej spærres i ni måneder - skal bygge ny bro
kopieret!
Arbejdet med at anlægge den nye jernbane mellem Odense Vest og Kauslunde er godt i gang, og fra mandag og frem til september i år kommer det til at påvirke trafikanter på Søndersøvej ved Vissenbjerg.
Der skal nemlig bygges en ny bro, som skal føre jernbanen under Søndersøvej ved Fynske Motorvej. Derfor omlægges trafikken til en midlertidig vej lige nord for motorvejen ved frakørsel 54 Vissenbjerg, oplyser Assens Kommune på sin Facebookside.
Trafikanter på strækningen skal være opmærksomme på, at hastigheden på omlægningsstrækningen er sænket til 40 km/t.
Flere togafgange rammes - passagerer risikerer at vente 50 minutter
kopieret!
Skal du med regionaltog mellem Odense og Fredericia i de sene aften- eller nattetimer, så skal du være ekstra opmærksom den kommende uge.
Fra søndag 5. til torsdag 9. januar og natten efter kører enkelte tog på strækningen efter en ændret køreplan på grund af sporarbejde, skriver DSB på sin hjemmeside.
Det betyder, at man skal hold et ekstra godt øje med Rejseplanen, da de berørte tog kører mellem otte og 50 minutter senere end normalt fra flere stationer undervejs.
SFO-børn satte Danmarks-rekord - nu vil de i rekordbog
kopieret!
273,5 meter.
Så lang en musetrappe havde børnene på Soltoften SFO i Marstal på Ærø lavet i løbet af december, inden de gik på juleferie. Og det er intet mindre end en Danmarksrekord, skriver Ærø Kommune på sin Facebook-side.
Og Ærø Kommune skriver, at de forventer, at rekorden finder vej til Børnenes Rekordbog.
Børnene har selv lavet musetrappen, men med god opbakning fra det voksne personale, lyder det fra pædagog Christian Kurt Nielsen.
- Vi voksne holdt os på sidelinjen – dog ikke uden at friste med brændte mandler og æbleskiver undervejs.
Clay-direktør sørger over tabet af Peter Brandes: - En af de helt store, der har forladt os
kopieret!
Den fynske multikunstner Peter Brandes er lørdag morgen afgået ved døden i en alder af 80 år.
Og det er en af de helt store kunstnere, vi har mistet. Sådan lyder det fra Pia Wirnfeldt, der er direktør for CLAY Keramikmuseum Danmark i Middelfart.
- Det er en af de mest begavede kunstnere, vi har mistet. Peter var et menneskeligt og kunstnerisk intellekt ud over det sædvanlige, fortæller hun til TV 2 Fyn.
Står bag kæmpe-vase
Peter Brandes er blandt andet kendt for sine udsmykninger af flere danske kirker. Herunder Roskilde Domkirke og senest Aarhus Domkirke. I sin levetid har han også lavet kunstværker til udstilling i Danmark, i udlandet og til dronning Margrethe.
Ude foran CLAY Keramikmuseum i Middelfart står der en vase, der rager knap fem meter op i luften. Vasen er i folkemunde kendt som Sevilla-vasen, da Peter Brandes skabte den til verdensudstillingen i 1992 i Sevilla.
Men på kunstneren selv omtalte vasen som Isak-vasen, fortæller Pia Wirnfeldt:
- Reelt hedder den Isak-vasen, fordi motivet på vasen er Isak, der står på Morija-bjerget, hvor hans far Abraham havde taget ham hen for at ofre ham til gud.
Pia Wirnfeldt kalder vasen et “monumentalt værk og en milepæl i dansk keramikhistorie”. Et betydningsfuldt værk, som fortæller og markerer, hvilken betydningsfuld kunstner, Peter Brandes var.
Markant kunstner
En kunstner, der var optaget af at formidle de helt store religiøse og mytologiske fortællinger, som han udtrykte i alt fra maleri, keramik, glasmosaik, tegninger og meget andet.
- Vasen er et vartegn for museet. Folk, der har besøgt Clay, husker den vase, som står meget majestætisk ved siden af den gamle hovedbygning. Den er næsten 5 meter høj, og man skal bevæge sig rundt om den for at få historien foldet ud, fortæller Pia Wirnfeldt.
Men Peter Brandes var meget mere end den kendte vase, som i øvrigt også er afbilledet på et af de kendte, brunlige skilte, der står langs de danske motorveje for at vise bilisterne, at Clay Musuem er i nærheden.
Udsmykningen af kirker har altid draget multikunstneren, som også har udsmykket Nordlyskatedralen i Norge. Og det er også vigtigt for Pia Wirnfeldt at anerkende den betydning, som Peter Brandes har haft med udsmykning af kirker både i Danmark og internationalt:
- Han er måske en af de mest markante kunstnere i det seneste halve århundrede i forhold til udsmykning af kirker. Det er en af vores helt store og epokegørende kunstnere, der desværre har forladt os, slutter hun.
Havn tæt på at blive oversvømmet
kopieret!
I den sydlige del af Lillebælt er der blevet skubbet så meget vand ind, at vandstanden lørdag formiddag står omkring en meter over dagligt vande ved flere havne.
Det gør sig blandt andet gældende ved Faaborg Havn, hvor vandstanden er 99 centimeter over normalen.
Af den årsag ligger vandet nu og skvulper ved havnekanten.
Vandstanden er imidlertid nedadgående resten af dagen, så det forventes ikke at give problemer.
Undrede du dig også over denne lysende plet på himlen? Her er forklaringen
kopieret!
TV 2 Vejret har modtaget flere billeder fra undrende danskere fredag aften og natten til lørdag. Hele omdrejningspunktet er en lysende plet lige ved siden af Månen.
- Hvad er det, der er over månen? Det har jeg aldrig set før, spørger TV 2 Vejrets læser Kent Bering Coort.
Ved første øjekast kunne det ligne en meget klar stjerne, men faktisk er der tale om noget helt andet. Det er nemlig planeten Venus, der sammen med Månen lyst flot op på den danske vinterhimmel.
I anden halvdel af januar vil mange af planeterne være synlige på samme tid. Eksempelvis i perioden 16. til 20. januar, hvor Saturn og Venus står lige ved siden af hinanden.
Flere husstande ramt af strømafbrydelse
kopieret!
Opdateret klokken 14:27: Flere husstande har fået strøm igen.
Vores Elnet er ramt af driftsforstyrrelse, der påvirker strømforsyningen til flere husstande på det østlige Fyn.
Det fremgår af virksomheden hjemmeside, hvor de oplyser, at der er tale om en “uvarslet afbrydelse”.
Det oplyses ikke, hvor mange husstande, der er påvirket af strømafbrydelsen, men Vores Elnet har markeret et større geografisk område med en rød cirkel, som værende påvirket af strømafbrydelsen.
Strømafbrydelsen er registreret omkring klokken 08.30 og forventes afsluttet 10.32.
TV 2 Fyn arbejder på at få en kommentar fra Vores Elnet.