Klinik skal forkorte ventetid på høreapparater

Ny høreklinik i Region Syddanmark skal forkorte ventetiden på høreapparater.

Lidt over 5400 syddanske borgere venter på at komme i høreapparatbehandling. Odense Universitetshospital og Sygehus Lillebælt har aktuelt mere end et års ventetid på høreapparatbehandling.

Det skal ændres, mener regionsrådet i Region Syddanmark.

Regionsrådet har derfor afsat 9,5 millioner kroner til en ny regional høreklinik på Sønderborg Sygehus, som slår dørene op i løbet af foråret. Klinikken skal fungere som aflastning for regionens sygehuse.

Det nye tilbud er i første omgang rettet mod patienter, som har stået på venteliste i mere end et år eller nyhenviste patienter, der har udsigt til en ventetid på mere end 12 måneder på deres lokale sygehus, skriver Region Syddanmark i en pressemeddelelse.

- Selvom vi de seneste tre år har været den region, som har udleveret flest høreapparater i offentligt regi, er et tilbud om behandling mere end ét år ud i fremtiden ikke et reelt tilbud. Med den regionale høreklinik styrker vi høreapparatsbehandlingen og arbejder os et skridt nærmere vores målsætning om, at man som borger i Region Syddanmark får mulighed for at få udleveret et høreapparat inden for tre måneder, siger Poul Erik Svendsen (S), formand for Sundhedsudvalget i Region Syddanmark.

Patienter fra OUH og Sygehus Lillebælt, som vælger at tage til høreapparatbehandling i Sønderjylland, skal selv betale transporten.

Den regionale høreklinik er et resultat af budgetaftalen i 2017 for Region Syddanmark, som Venstre, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, De Konservative, Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre stod bag. Liberal Alliance stemte imod forslaget, mens Alternativet undlod at stemme.

Oversigt

    Oversigt