Region Syddanmark er ikke gode nok til at kontrollere de praktiserende lægers honorarer.
Derfor får de sammen med de andre regioner kritik af statsrevisorerne, der mandag kaldte det nuværende kontrolsystem for utilfredsstillende.
Og det er ikke første gang, at systemet møder kritik. De seneste 10 år er regionernes kontrol nemlig ad flere omgange blevet kritiseret, og som det ser ud nu, er der ifølge statsrevisorerne stadig risiko for, at regionernes udbetalinger af honorarer til læger er fyldt med fejl.
- Vi retter i dag en kritik af, at regionerne ikke er i mål i forhold til en del af kontrollen af det, der bliver udbetalt til de praktiserende læger. Der bliver årligt udbetalt omkring ni milliarder til de praktiserende læger, så det er altså mange penge, siger Mette Abildgaard (K), der er formand for statsrevisorerne.
Et tillidsbaseret system
Når en borger går til en praktiserende læge, så fungerer systemet sådan, at lægen sender en regning til regionen, som så sender betalingen tilbage til lægen.
- Det er et tillidsbaseret system. Der er jo mange ydelseskoder, og jeg kunne jo tage en anden ydelseskode end den jeg havde lavet arbejde for. Jeg ville også kunne lave en fiktiv regning på en af mine patienter, som ikke har været i klinikken i dag, siger Birgitte Ries Møller, der er læge og formand for Praktiserende Lægers Organisation Syddanmark.
Hvad tænker du om, at nogen kan udnytte det tillidsbaserede system til egen fordel?
- Det er enormt træls for os andre, at hele standen bliver beklikket, siger Birgitte Ries Møller.
60 millioner regninger
Hvert år modtager de fem regioner cirka 60 millioner regninger fra lægerne, og i 2021 blev der udbetalt omkring ni milliarder kroner til lægerne.
Allerede i 2012 påpegede statsrevisorerne og Rigsrevisionen at kontrollen med udgifter i praksissektoren ikke var tilfredsstillende. Efterfølgende varslede daværende sundhedsminister Astrid Krag (S, tidligere SF) og finansminister Bjarne Corydon (S), at der ville blive lavet et nyt afregningssystem.
Regionerne tog dog først det nye system i brug i 2021.
Det er for lang tid, mener formanden for statsrevisorerne.
- Man bruger ikke den viden, man har om, hvor er risici, hvor er der størst sandsynlighed for at finde noget, der ikke er i orden, siger Mette Abildgaard.
Svindlet for 1,7 millioner kroner i Svendborg
Det er tidligere set, at der er sket fusk med lægernes afregning på Fyn.
I 2021 kom det frem, at et lægepar fra Svendborg havde svindlet for omkring 1,7 millioner kroner, ved at overfakturere og udstede regninger for ydelser, de ikke havde foretaget.
Samme år blev regionernes nye system taget i brug, men der kan altså stadig forekomme fejl i det nye system.
Region Syddanmarks fungerende formand Bo Libergren (V) anerkender kritikken, men hæfter sig også ved noget positivt.
- Der er udfordringer i forhold til vores kontrol af udbetalingerne, men vi glæder os selvfølgelig også over, at Rigsrevisionen har noteret sig, at vi er blevet bedre til at lave vores førkontroller, siger Bo Libergren.
Mette Abilgaard mener da også, at politikerne på Christianborg har et ansvar for at sikre, at regionerne har bedre adgang til at kontrollere de udbetalinger, der ser mistænkelige ud. Det er statsrevisor Lars Christian Lilleholt (V) enig i.
- Udfordringen er blandt andet, at man ikke i dag har mulighed for at få indsigt i patienternes journaler, så regionen kan se på, om et honorar er udbetalt korrekt, eller om det er udbetalt forkert, siger Lars Christian Lilleholt.
Fyns Politi oplyser, at svindelsagen fra Svendborg stadig er under efterforskning, og at der ikke er en tidshorisont på, hvornår den eventuelt ender i retten.