Italienere bag Nyt OUH: Regionen kan tjekke alle underleverandører

Det italienske konsortium CMB/Itinera, der skal bygge Nyt OUH, spiller med helt åbne kort i forholdet til valg af underleverandører, siger konsortiets direktør.

Region Syddanmark kan hele tiden kikke det italienske entreprenør-konsortium over skulderen. Det sagde konsortiets administrerende direktør Aroldo Tegon på et pressemøde tirsdag.

quote Måske har andre begået fejltagelser, men vi er her for at gøre vores bedste, så danskerne kan ændre opfattelse

Aroldo Tegon, adm. dir, CMB/Itinera

Byggeriet har været udbudt i en såkaldt omvendt licitation, hvor Region Syddanmark har spurgt om hvor meget byggeri man kan få for de penge, der er sat af i budgettet.

Konsortiet kan tilbyde regionen byggeri for 743 millioner mere end de nærmeste konkurrenter - heriblandt 5E Byg og MT Højgaard, der bød med på 2. etape, hvor italienerne gjorde en forskel på 308 millioner kroner. 

- Vi tror på, at vi er mere effektive blandt andet på grund af digitalisering ikke kun i designet men også i produktionsprocessen, siger den italienske direktør.

Aroldo Tegon oplyser til TV 2/Fyn, at man godt forstår den danske skepsis til italienske entreprenører blandt andet efter den såkaldte IC4-skandale og skandalen om stålvirksomheden Ilva, der har forurenet store områder omkring byen Taranto i Syditalien.

- Måske har andre begået fejltagelser, men vi er her for at gøre vores bedste, så danskerne kan ændre opfattelse, siger Aroldo Tegon.

Han garanterer, at firmaets valg af underleverandører lever op til de standarder, som virksomheden selv forlanger og som også lever op til danske standarder.

- Vores procedure for valg af underleverandører har ligget fast i årevis.  De omfatter både miljø og sociale klausuler.

Vi er meget fokuseret på det område. Det er vores ansvar, men vi deler vores viden med regionen, så de også kan tjekke og dele deres viden med os, siger han.

Ifølge Aroldo Tegon er det helt veldefineret, hvad underleverandørerne skal leve op til, og man er parat til at tjekke om det er tilfældet ved uanmeldte besøg og via certificering af virksomhederne foretaget af eksterne konsulentfirmaer.

- Vi vil ikke have problemer med underleverandører, siger Aroldo Tegon.

Se interview med regionsrådsformand Stephanie Lose.
Se dronebilleder fra da Nyt OUH holdt åbent hus.
Fotograf: Mikkel Svendsen

 

Oversigt

    Oversigt