Kerteminde og Assens gør klar til at kapre tilflyttere
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Både Assens og Kerteminde kommuner er parate til at gøre sig til over for de familier, som vælger Fyn, når staten flytter arbejdspladser ud af København.
Mens større provenisbyer som Odense, Aarhus, Aalborg og Roskilde onsdag fik stor del i VLAK-regeringens flytning af statslige arbejdspladser, måtte en række kommuner konstatere, at regeringen ikke så deres vej.
Men det nytter ikke at tude over det. Det siger Kasper Ejsing Olesen (S), borgmester i Kerteminde Kommune, som ikke fik arbejdspladser.
Overblik: Sådan bliver 711 statslige arbejdspladser fordelt på Fyn
Miljøstyrelsen, Skat, Dansk Sprognævn og Lokale- og Anlægsfonden rykker fra København til Fyn i forbindelse med flytningen af statslige arbejdspladser.
Fyn er blevet tildelt i alt 711 statslige arbejdspladser i forbindelse med regeringens anden store udflytningsplan.
Samlet set har Region Syddanmark fået 1.015 nye arbejdspladser, og af dem går størstedelen således til Fyn.
Den største andel sker i forbindelse med flytningen af Miljøstyrelsen, der fremover skal ligge i Odense. 440 arbejdspladser rykkes fra Østerbro i København til Odense.
- Odense bliver som lokalhovedstad på Fyn stærkere af det her, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).
Derudover rykkes i alt 64 statslige arbejdspladser til Svendborg, heraf er 18 som en del af Skattestyrelsen. De resterende statslige arbejdspladser i Svendborg er fordelt med 18 i Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte og 28 i Styrelsen for Forskning og Uddannelse.
Sprognævn i Bogense
På Nordfyn kan man glæde sig over, at Dansk Sprognævn rykker fra København til Bogense. Det drejer sig om 15 arbejdspladser.
Dansk Sprognævn, der hører under Kulturministeriet, fastsætter den danske retskrivning og udgiver den officielle danske retskrivningsordbog.
- Det er ingen hemmelighed, at vi har satset benhårdt på at få statslige arbejdspladser til vores kommune. Nu, hvor anstrengelserne har båret frugt, er det selvfølgelig en enorm tilfredsstillelse, siger Nordfyns borgmester, Morten Andersen (V).
I dag har Dansk Sprognævn lokaler på Frederiksberg i det centrale København.
Også Middelfart og Nyborg får statslige arbejdspladser
153 medarbejdere i Gældsstyrelsen rykkes fra København til Middelfart.
Til sidst kan også nævnes, at Lokale- og Anlægsfonden også rykkes fra Christianshavn i København til Nyborg. Fondens 14 ansatte skal dermed også til at finde sig nye lokaler.
Lokale- og Anlægsfonden arbejder med at udvikle og støtte byggeri inden for idræts-, kultur- og fritidsområdet. Fonden har eksisteret siden 1993 og hører under Kulturministeriet.
- Der er lige nu potentiale for 500 nye familier i Odense, og dem skal vi præsentere Kerteminde Kommune for, så de kan vælge det som en bosætningskommune, siger den fynske borgmester til Ritzau.
Siger et, gør noget andet
Da regeringen først på eftermiddagen præsenterede anden runde i flytningen af statslige arbejdspladser til provinsen, blev Odense topscorer med tildelingen af 465 nye statslige arbejdspladser.
- Jeg synes ikke, at regeringen selv lever op til de ting, den siger, at den vil gøre, siger Kasper Ejsing Olesen.
- At flytte arbejdspladser fra København til byer som Odense, Aarhus, Aalborg og Roskilde, som er større byer, var ikke det, jeg havde regnet med, når regeringen vil flytte arbejdspladser ud i provinsen, siger han til Ritzau, mens han over for Morgenavisen Jyllands-Posten konstaterer:
- Det er godt for Odense med flere arbejdspladser, men de medarbejdere, som følger med fra København, flytter ikke langt ud på landet. De flytter til Odense.
Tæt på Assens
Borgmester Søren Steen Andersen (V) i Assens Kommune er enig med sin kollega i Kerteminde om, at det nu handler om at kapre tilflyttere, og han ser derfor positivt på mulighederne:
- Hvis der umiddelbart skulle være en skuffelse over, at vi ikke fik nogen arbejdspladser til vores kommune, så er den skuffelse meget mindre, end glæden over, hvor mange arbejdsplader der er kommet tæt på os, siger Søren Steen Andersen og tilføjer:
- Det vigtige er bosætningen, som kommer ud af det her.
Søren Steen Andersen vil kapre tilflyttere, som skal arbejde i Odense, Middelfart og Svendborg.
Undren i Faaborg-Midtfyn
Hos Faaborg-Midtfyn Kommunes borgmester, Hans Stavnsager (S), skaber regeringens flytteplaner undren og frustration. Han siger følgende til Morgenavisen Jyllands-Posten:
- Det er svært at se, at det handler om at skabe et mere lige Danmark med arbejdspladser uden for de større byer.