Professor bosat på Nordfyn: Her bliver sprognævnet en darling

Dansk Sprognævn er ikke imponeret over at skulle flytte til Bogense. Men det burde de være, mener professor i litteratur på SDU Anne-Marie Mai. Hun er selv bosat på Nordfyn.

Dansk Sprognævns flyttebiler skal inden få år læsse millioner af ord, bogreoler og kartotekskasser af på en endnu ukendt adresse i Bogense på Nordfyn. 

Sprognævnet har gjort indsigelser mod flytningen, men i Bogense vil sprognævnet blive noget af en stjerne, mener Anne-Marie Mai, der er professor i litteratur på Syddansk Universitet.

- Man vil blive lidt af en darling for alle på Nordfyn. 

Dagligt tager Anne-Marie Mai turen fra det nordlige Fyn til centrum. Hun arbejder i Odense, men bor selv i Nordfyns Kommune.

- Jeg tror, man kan opnå nogle fordele som sprognævn ved at blive placeret et godt sted, hvor man vil blive taget godt imod. Nu er man jo på Frederiksberg, og der er der rigtig mange institutioner. Jeg tror, at sprognævnet i Bogense vil nyde en bevågenhed og opbakning fra befolkningen og politikerne, som nævnet vil kunne drage mange fordele af, siger Anne-Marie Mai til TV 2/Fyn.

quote Jeg tror, at sprognævnet i Bogense vil nyde en bevågenhed og opbakning fra befolkningen og politikerne, som nævnet vil kunne drage mange fordele af

Anne-Marie Mai, professor, SDU

På spørgsmål om hvorfor gps'en lige netop skal indstilles til Bogense, siger professoren:

- Man kan også spørge: Hvorfor ikke?

Arbejde hjemmefra

Fredag er Dansk Sprognævns direktør, Sabine Kirchmeier, og Nordfyns Kommunes borgmester, Morten Andersen (V), på jagt efter de helt rette lokaler, der kan rumme både sprognævnets medarbejdere og de mange bøger og ord.

To bygninger er i spil. Først når lejekontrakten er underskrevet, offentliggøres adresserne.

Dansk Sprognævn beskæftiger i dag 14 medarbejdere. Det er uvist, hvor mange der vil flytte til Fyn. 

Sabine Kirchmeier argumenterer for, at hvis sprognævnet flyttes til Bogense, vil det være svært at rekruttere de rigtige personer.

- Selvfølgelig er der vanskeligheder og udfordringer i sådan en proces som den, man har begivet sig ind i, men jeg tænker også, at de kan løses. Hvis man har nogle medarbejdere, man simpelthen ikke kan undvære og ikke se, man kan rekruttere andre steder fra, kunne man måske lave en aftale om at have nogle arbejdsdage i Bogense og nogle hjemmearbejdsdage. Det kunne lade sig gøre. Vi lever jo altså i en digitaliseret verden og tidsalder, hvor det ikke er svært at komme i kontakt med hinanden. Jeg kan sagtens se, at det selvfølgelig ikke er særlig rart at skulle rykkes op med rode, men kan kunne måske vende det til noget positivt både for nævnet og medarbejderne, siger Anne-Marie Mai.

Der er endnu ikke fastsat en dato for flytningen. 

Oversigt

    Oversigt