46-årig løsladt efter bombetrussel i Svendborg
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Politiet kalder torsdagens episode med en bombetrussel for en dybt tragisk hændelse. Den 46-årige mand, der blev anholdt torsdag, bliver løsladt fredag.
En 46-årig mand, der torsdag truede med at sprænge sig selv og sin bil i luften på et øde parkeringsområde ved Ryttervej i Svendborg, vil ikke blive fremstillet i et grundlovsforhør. Det oplyser Fyns Politi.
Dermed vil han i løbet af fredagen blive løsladt.
- Der er tale om en dybt tragisk hændelse, hvor den 46-årige mand var kommet i en situation, hvor han ikke kunne se nogen udveje, siger politiinspektør Christian Rasmussen fra Fyns Politi.
Mangler juridisk grundlag
Efterforskningen i sagen har vist, at den 46-årige mand ikke havde til hensigt at skade andre. Hans handlinger var udelukkende rettet imod ham selv.
- På baggrund af den samlede efterforskning har anklagemyndigheden vurderet, at der ikke er juridisk grundlag for at fremstille ham i et grundlovsforhør, siger politiinspektøren.
Situationen opstod torsdag morgen klokken 07.43, hvor politiet fik en anmeldelse fra en borger på en parkeringsplads ved Ryttervej.
Derfor rykkede politiet massivt til Svendborg
Manden truede med at sprænge både sig selv og sin bil i luften, og derfor iværksatte Fyns Politi en omfattende politiaktion.
- Det kan virke voldsomt, når politiet rykker så massivt ud, men det gør vi, fordi vi i sådan en situation ikke kan vide, hvad den pågældendes hensigt er, hvad han har i bilen, eller om der er andre personer involverede, siger Christian Rasmussen.
Et større område omkring parkeringspladsen blev afspærret. SG Hallen, der ligger tæt på parkeringspladsen, blev delvist evakueret for at give politiet arbejdsro.
Eksplosioner og anholdelse
Klokken 16.41 skete der en mindre eksplosion inde i bilen forårsaget af den 46-årige mand, hvorefter han kom ud af bilen og blev anholdt.
I forbindelse med branden pådrog manden sig lettere skader, oplyser politiet. Bilen er udbrændt i løbet af aftenen og natten til fredag.
Vidner har hørt flere høje knald og set eksplosioner. Ifølge politiet er de ikke ualmindelige, når en bil brænder.
Togdriften omkring Svendborg blev indstillet som følge af bombetruslen. Den er genoptaget igen.
Allerede torsdag kunne Fyns Politi afvise, at der var tale om et terrorangreb.