Kunder revser politianmeldt slagter med sure smileyer - nu svarer han igen

Kritikken er haglet ned over Richardts Kød i Svendborg efter politianmeldelse og sure smileyer. Den 68-årige slagter inviterer kunder og Fødevarestyrelsen indenfor igen.

Tirsdag kunne TV 2/Fyn fortælle, at 68-årige Richardt Larsen, der ejer smørrebrødsforretningen Richardts Kød i Svendborg, er blevet politianmeldt, efter hans slagterbutik har fået sin fjerde sure smiley på et halvt år. Nu ønsker ejeren at svare på kritikken fra Fødevarestyrelsen og butikkens kunder. 

 

 

Flere af slagterbutikkens kunder har kommenteret TV 2/Fyns facebookopslag, hvor flere giver udtryk for, at de er blevet syge af hans mad eller har oplevet uhygiejniske forhold. 

- For 14 dage siden fik nogle, jeg kender, mad derfra. Der var to i selskabet, som efterfølgende blev syge. Den ene var meget tæt på at blive indlagt, skriver Dorthe Funch Rasmussen fra Svendborg.

- Ikke noget at sige til, at jeg var syg søndag og mandag, tilføjer Martin Hansen fra Svendborg.

Annette Møller, der også bor i Svendborg, fortæller ligeledes, at hun havde en dårlig oplevelse i slagterbutikken.

- Jeg var der for første gang for noget tid siden. Da jeg stod og valgte mit smørrebrød, kom ejeren ind i butikken og skulle lige selv have noget smørrebrød. Det tog han med fingrene, og han havde mange sår på flere af fingrene og kulsorte negle. Det var så ulækkert. Jeg var så chokeret, at jeg ikke kunne få et ord frem, men betalte for, hvad jeg havde købt. Det røg direkte i skraldespanden. Jeg kommer der aldrig mere, fortæller hun.

Beredskab Fyn: Flere blev syge af mad fra Richardts Kød

Om kunderne, der fortæller om deres oplevelser på Facebook, er blevet syge på grund af maden fra smørrebrødsforretningen, vides ikke. Der er dog flere end facebookbrugerne, der melder sig i koret af kunder, der er blevet syge.

 

TV 2/Fyn fik onsdag lov til at komme på besøg i slagterbutikken. 
TV 2/Fyn fik onsdag lov til at komme på besøg i slagterbutikken. 
Foto: Andreas Jarvel
Kødhakkeren, der her lige er blevet brugt og derfor ikke er rengjort endnu, var ikke gjort ordentligt rent, konstaterede Fødevarestyrelsen, da den var på besøg. 
Kødhakkeren, der her lige er blevet brugt og derfor ikke er rengjort endnu, var ikke gjort ordentligt rent, konstaterede Fødevarestyrelsen, da den var på besøg. 
Foto: Andreas Jarvel

 

TV 2/Fyn har været i kontakt med Knud-Otto Westergaard, der er uddannelseschef ved Beredskab Fyn.

I forbindelse med to førstehjælpskurser afholdt af Beredskab Fyn blev flere deltagere syge. Maden var leveret af Richardts Kød.

Slagter taler ud

I første omgang ønskede 68-årige Richardt Larsen ikke at uddybe Fødevarestyrelsens sure smileyer over for TV 2/Fyn, men dagen derpå vil han alligevel gerne svare på kritikken og har inviteret indenfor i slagterbutikken.

Han er klar over, at det ikke ser for godt på papiret med fire sure smileyer på et halvt år, og han er sikker på, at hvis Fødevarestyrelsen kom på besøg igen, ville han få en glad smiley.

- Det er ganske forfærdeligt, men de (Fødevarestyrelsen, red.) må gerne komme og kigge i dag, siger Richardt Larsen.

Må dine kunder også komme ind og kigge?

- Ok ja, de må komme ind bagved alle sammen - til hver tid.

Derfor kan slagteren ikke nå at gøre rent

Noget af forklaringen på de sure smileyer giver Richardt Larsen til tidspunktet, Fødevarestyrelsen er kommet på besøg på.

- De er hårde ved mig. Når de kommer om eftermiddagen, kan jeg ikke nå at gøre det rent, forklarer Richardt Larsen, der understreger, at det er først er sent om aftenen, at han har tid til rengøring. 

Richardt Larsen forstår ikke, hvis nogle af hans kunder - eksempelvis førstehjælpskurserne fra Beredskab Fyn - er blevet syge af hans mad.

- Det fatter jeg ikke noget af. Den dag lavede jeg 100 stykker roastbeef af det samme stykke kød. De 93 stykker var der ikke noget i vejen med. Det er da mærkeligt, at der lige bliver syv syge på én gang. Det er underligt, siger Richardt Larsen.

Tror du, det har noget med dig at gøre?

- Nej. Det kan lige så godt være, de har fået røgforgiftning. Jeg ved det ikke. Jeg tror ikke på, at det er min roastbeef - ellers havde jeg fået flere opkald, forklarer han.

Richardt Larsen frygter, at det seneste døgns omtale på TV 2/Fyn og efterfølgende i andre medier vil ramme hans smørrebrødsforretning på økonomien - særligt hvis hans kunder bliver væk.

Hvad vil du gerne sige til dine kunder?

- I er velkomne til at komme tilbage. Der er intet at komme efter. Vores varer er kølet ned, inden vi skærer det. Alle folk har altid været godt tilfredse. Vi får aldrig klager, fastslår Richardt Larsen.

Fødevarestyrelsen: Vægge og hylder i kølerum var fedtede

Under sit seneste kontrolbesøg konstaterede Fødevarestyrelsen beskidte vægge, fedtede gulve og indtørrede madrester i kødhakkeren.

Fødevarestyrelsen har givet smørrebrødsforretningen påbud om at udarbejde en rengøringsplan i produktionslokalerne, heriblandt maskiner og redskaber, to kølerum samt tørvarelager.

Det skyldes, at måden, slagteren gør rent på, ikke er god nok, konkluderer Fødevarestyrelsen. I rapporten nævnes det, at vægge og hylder i kølerum eksempelvis er fedtede og med indtørrede belægninger.

Slagteren afviser, at rengøringen er mangelfuld.

Richardts Kød leverer blandt andet smørrebrød til sine kunder. 
Richardts Kød leverer blandt andet smørrebrød til sine kunder. 
Foto: Andreas Jarvel

 

Oversigt

    Oversigt