Laurbær til fynske Jesper Wung-Sung
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Den sydfynske forfatter Jesper Wung-Sung er årets modtager af litteraturprisen De Gyldne Laurbær.
Det er forfatteren Jesper Wung-Sung fra Svendborg, som torsdag eftermiddag har fået overrakt litteraturprisen De Gyldne Laurbær.
Modtageren af æresprisen bliver udvalgt af de danske boghandlere. I år gik en tredjedel af stemmerne til Jesper Wung-Sung, som senest har udgivet romanen "En anden gren" på forlaget Rosinante.
Med En anden gren har Jesper Wung Sung for første gang skrevet om sin kinesiske oldefar, der kom til Danmark som del af en udstilling i Tivoli og forelskede sig i danske Ingeborg. Det er en kærlighedshistorie sat i scene i København i det gryende 20. århundrede og en fortælling om at brænde sine broer og følge et andet menneske, en anden vej.
Krigsturisten tager kampen op mod kinesisk kærlighed
De deler mere end fornavnet, forfatterne Jesper Bugge Kold og Jesper Wung-Sung. For eksempel er de begge klogere på papiret end i virkeligheden.
Hvis forfatter Jesper Wung-Sung tager en tur på sit lokale bibliotek i Svendborg, kan han meget vel støde ind i sin kollega Jesper Bugge Kold. Sidstnævnte er nemlig bibliotekar, når han ikke selv skriver bøger.
Hvis de to er kamplystne, kan de begynde at sammenligne, hvem der har flest eksemplarer af deres bøger på hylderne - og om, hvem der har flest udlån.
Det bliver dog svært for Bugge Kold at konkurrere på lige vilkår med den gennem mange år anerkendte og prisbelønnede Wung-Sung, da sidstnævnte har udgivet knap 30 bøger siden 1998 og er en af de mest brugte forfattere i overbygningen i folkeskolen.
Spritny roman
Bugge Kold har tilsyneladende planer om at tage kampen op. Han udgav sin tredje roman, Krigsturisten, i onsdags. Der er noget at leve op til, for hans to første romaner - Vintermænd og Land i datid - blev skamrost af anmelderne, solgt til Amazon.com og oversat til engelsk og tysk. De første anmeldelser er løbet ind på Krigsturisten, og de er overvejende meget positive.
Alle de store dagblade har anmeldt bogen, og det sætter forfatteren naturligvis pris på. Selvom det er noget sært noget med de anmeldelser.
- Selvfølgelig er det rart at få gode anmeldelser, men det er en mærkelig følelse, for det er først, når jeg kommer ud og møder læserne, at jeg for alvor føler, at jeg har givet bogen til andre, fortæller Jesper Bugge Kold.
Masser af succes
Jesper Wung-Sung udgav tidligere på året romanen En anden gren. Den beskriver den utrolige kærlighedshistorie mellem hans oldeforældre. Hans oldefar, kineseren San Wung Sung blev udstillet i Tivoli i 1902, hvor den unge Ingeborg faldt for ham. Det blev indledningen på et fælles liv for de to unge mennesker, et liv med voldsomme mængder af udstødelse, fordomme og fattigdom, men også et liv i stor varme og kærlighed.
Bogen har ulmet i Jesper Wung-Sung hele hans liv, men først nu blev han klar til at skrive den - og det føles godt.
-Jeg føler mig faktisk fri. Jeg har skrevet den eneste bog, som jeg skulle skrive, så derfor føler jeg mig nu fri til at gøre, hvad jeg vil resten af mit liv som forfatter, fortæller Jesper Wung-Sung.
Superkloge på papiret
Jesper Wung-Sung indrømmer gerne, at han ofte bliver forundret over, hvor indsigtsfuld han kan være som forfatter, samtidig med at han er noget mere ordinær i det virkelig liv.
-Det mest forunderlige ved at se på det, som jeg har skrevet er, hvor meget klogere jeg er som forfatter end som privatperson, siger Jesper Wung-Sung.
Det er en betragtning, som Jesper Bugge Kold i den grad deler.
-Som forfatter reflekterer man hele tiden, men som privatperson kan jeg være enormt ureflekteret uden at tænke på konsekvenserne, siger Jesper Bugge Kold.
Se interviewet med de to sydfynske forfattere herunder:
Det var netop i Rosinantes lokaler, at Jesper Wung-Sung traditionen tro blev overrasket med blomster og champagne af Foreningen De Gyldne Laurbær.
Det er foreningen, der uddeler prisen, som består af en forgyldt laurbærkrans og et diplom.
Der blev i år stemt på 48 forskellige forfattere. Ud over den store stemmesluger Jesper Wung-Sung gik mange stemmer til Sara Omar, Naja Marie Aidt, Kaspar Colling og Sissel-Jo Gazan.
Om tildelingen af prisen udtaler Rosinantes forlægger, Jacob Søndergaard:
- Jesper Wung Sung har med En anden gren skrevet en meget personlig roman, som samtidig udfolder temaer, der berører os alle: kærlighed og fordomme, fattigdom og viljestyrke, skæbne og livsvalg. At De Gyldne Laurbær går til Jesper Wung Sung er både en velfortjent anerkendelse af en storslået litterær præstation og en hyldest til San og Ingeborgs fortælling og alt hvad den førte med sig.
Langeland inspirerer Wung-Sung
Den sydfynske forfatter Jesper Wung-Sung seneste udgivelse tager udgangspunkt i Langeland og mænd.
På trods af krise, affolkning og nedgangtider, så leverer Langeland masser af inspiration til forfatter Jesper Wung-Sung.
Den prisbelønnede forfatter har netop sendt romanen "Men" på gaden.
Vi har besøgt forfatteren i hans sommerhus ved Spodsbjerg, hvor en stor del af romanen er blevet til.
Se med på TV2/Fyn klokken 19.30.
Jesper Wung-Sung er fjerde generation af dansk-kinesisk afstamning. Hans oldefar kom til Danmark fra Kina for at deltage i Tivolis etnografiske udstilling i 1902.
Og det er netop Jesper Wung-Sungs kinesiske oldefar og hans danske kærlighed Ingeborg, som er omdrejningspunktet i romanen "En anden gren".
Både Berlingske, Politiken, Børsen, Fyens Stiftstidende og Ekstra Bladet har givet romanen fem ud af seks stjerner eller hjerter.
Anmelderne bruger ord som indfølt, hjertegribende og fascinerende til at beskrive bogen.
Jesper Wung-Sung debuterede i 1998 med novellesamlingen "To ryk og en aflevering". For den vandt han Bogforums debutantpris. "To ryk og en aflevering" blev i 2002 lavet til en film af samme navn.
Sidste år var det Merete Pryds Helle, som modtog De Gyldne Laurbær.