Danmarks mest omtalte bog for tiden vejer 470 gram. Et kvart gram mindre, når man piller det voldsomt orange prismærke fra den iderige boghandler af. Altså ikke en sværvægter. Men måske tynger den mere i indhold og betydning? 

Med Lars Findsens bog, "Spionchefen - erindringer fra celle 18", i hånden, er vi taget til Thurø. På en dag med høj sol og en nærmest umærkbar vind, der hverken sender lugten af rådnende tang fra den nærliggende bugt eller gylledunst fra de omkringliggende marker ind over Thurø By. Det er her den socialdemokratiske transport- og ligestillingsminister Trine Bramsen kommer fra. Og hun er en af dem, der står for skud i bogen. På side 234 i den 250 sider lange bog kaldes hun "dum som en dør".

"Dum som en dør".

- Nå, gør hun det?, spørger Marianne, der har det så godt med sit fornavn, at hun helst ikke vil have sit specielle efternavn nævnt. Vi møder hende på fortovet midt i byen. Mens hun står med bogen i hånden, og uden at ænse en flok fritgående høns, der er på vej ud på fortovet, tilføjer hun efter en tænkepause:

- Der er så meget andet, der er vigtigere. Men jeg vil da læse den, hvis jeg får muligheden.

Og det gør hun nok, men det vender vi tilbage til.

Kort om bogen, der først og til stor overraskelse for mange blev offentlig kendt onsdag, da Lars Findsen i rette vinkel foran tv-kameraerne begyndte at åbne papkasser med de nytrykte bøger. I bogen fortæller han om de 71 dage han sad fængslet i Hillerød Arrest i en sag, der handler om mulig udlevering af hemmeligheder til fremmede magter. Ordet "mulig" er brugt, fordi sagen endnu ikke har været for retten, og der derfor ikke er faldet nogen dom. Men han fortæller om oplevelsen fra fængslingen og perioden op til samt konsekvenserne bagefter. Og gør de skrevne ord til en bombe, der detonerer i den aktuelle valgkamp, da han på siderne 214-215 beskylder Trine Bramsen, der tilbage i 2020 var forsvarsminister og dermed hans chef, for at blande politiske motiver ind i en undersøgelse af Forsvarets Efterretningstjeneste.

Jeg vil gerne læse den bog

- Jeg synes faktisk, at det er usmageligt, at den udkommer netop nu, siger en koncentreret Ole Pi Rinck, mens han spænder sin mountainbike bag på bilen. Vi finder ham ved Thurø Skole, hvor han har deltaget i skolernes klassiske motionsløb før efterårsferien sammen med sin 8-årige søn. Sønnen løb fem kilometer. Det er Ole stolt over. Knap så stolt er han over den nyudkomne bog.

- Jeg vil ikke købe den. Ja, jeg vil heller ikke læse den. Jeg har det generelt sådan, at jeg ikke har brug for at få alt at vide. Altså ned i denne detaljegrad, uden at jeg kan være sikker på, at det er rigtigt. Jeg er nok meget skeptisk, når det kommer til sådan noget, slår Ole Pi Rinck fast. Sjovt nok står han på en parkeringsplads, hvor den lange skygge fra en lygtepæl fyldt med valgplakater næsten når hen til hans fødder. En af disse plakater gør reklame for Trine Bramsen. Altså en af deres "egne" og en som Anne Marie godt ved, hvem er.

- Ja da. Hende kender jeg. Og jeg synes, at det er etisk og moralsk forkasteligt, at forlaget udsender sådan en bog midt i en valgkamp.

Egentlig har hun travlt. Hun har nyindkøbt is i sin blå Fjällräven rygsæk, og isen skulle gerne hjem, inden den smelter. Lidt blød bliver den dog, for hun har mere på hjerte.

Mange mere vigtige ting

- Der er virkelig så meget andet, der er vigtigt. Krig, klima og meget andet. Faktisk er jeg imod valget netop nu af den grund. Men når det er sagt, så vil jeg denne gang stemme på Mette Frederiksen. Det plejer jeg ikke. Men hun er det, vi har brug for netop nu, siger Anne Marie, der på ægte, thurinsk vis holder sit efternavn for sig selv.

Længere henne ad vejen møder vi Salte Vera. Hun er ikke en kvinde med et øgenavn passende til det sydfynske øhav, men derimod en let saltet øl med meget fyldig smag, som min kollega, fotografen Anders, og jeg nyder ude foran Thurø Bryghus. Pausen er kort, for indehaveren af bryghuset, Erik Nielsen, stopper et øjeblik med at fragte øl ud i sin sorte varevogn. Han kommer nærmere til vores bord, der jo rent faktisk er hans, og kigger på bogen, der ligger med forsiden opad.

- Jeg synes, at det er ulækkert, at ham Lars Findsen er blevet aflyttet i sit eget soveværelse. Det er da noget, vi har talt om derhjemme. Resten går jeg ikke så meget op i. Politik og sport siger mig ikke så meget. Men det med aflytningen, det er for meget.

Erik Nielsen har dermed afsløret en detalje fra bogen, der handler om de aflytninger, som spionchefen blev udsat for. Omvendt kan vi så afsløre, at Erik Nielsen formentlig snart er forhenværende ejer af det lokale bryghus. Helbredet tvinger ham til at sælge, og et par købere er tæt på en handel, der involverer rub og stub - også Salte Vera.

Levn fra fortiden

Med nærmest symbolsk aktualitet passerer vi en gammel, rød hornmine. Et levn fra fortidens krige. Men farven er lige så rød, som den socialdemokratiske rose er det på Trine Bramsens valgplakater. Deres antal tyder på en vis opbakning til hende på hjemøen. Men man skal jo nu en gang ikke overfortolke.

- Sådan en minister er nok ikke noget, der gør en forskel her. Det gør håndboldtrænerne i stedet, siger Marianne med et smil, og leder efter deres navne. Hendes mand, eller partner, vi får ikke slået det helt fast, iler til hjælp:

- Det er Jan Pytlick og Nikolaj Jacobsen, oplyser Anders Lund.

- Ja, dem. De bor begge herovre. De gør os stolte af Thurø, mener Marianne.

Anders Lund har stået og kigget på bogen.

- Jeg vil helt sikkert købe den, for jeg vil gerne læse den. Men hold nu fast, hvor er det en omgang rod...

Da Anders Lund var helt ung, var han jagerpilot i luftvåbnet. Fløj Draken-fly fra Flyvestation Karup. Han har et kendskab til Forsvaret, der gør ham overbevist om, at bogen kun er en flig af sandheden:

- Der er til fem bøger i den historie. Altså, det han (Lars Findsen, red.) har gjort, altså delt nogle statshemmeligheder med vores allierede, er jo sket alle dage. Det er der jo ikke noget galt i. At den så udkommer netop nu, ja, det er jo bare fordi, de vil tjene penge.

Der er jo også et valg

Mens vi taler, kommer en cykelrytter forbi. For tredje gang på kort tid. Enten kan han ikke finde dæmningen og komme tilbage til Fyn, eller også er han mere end almindeligt glad for at køre den samme rute igen og igen. 

Anders Lund og Marianne har også altid stemt på stort set det samme, men ikke denne gang. Nærmest i munden på hinanden, så det er svært at citere den rette for udtalelsen, lyder det:

- Jeg har altid stemt borgerligt. Men Mette Frederiksen er for mig at se det bedste valg denne gang. Hvis vi ser på de tre, der er i spil. Hun taklede krisen godt, og vi har brug for en stærk ledelse.

De går videre, og vi kører hjem, mens en sky glider forbi solen og gør turen over Thurø-dæmningen lidt grå og trist. Det skal man, som med så meget andet, passe på ikke at overfortolke. Lige som detonationen fra mulige politiske bomber ikke altid høres i udkanten af en valgkamp.