Mistænkeligt dødsfald: 41-årig fundet død i lejlighed
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Fem-seks politibiler og hundepatruljer bidrog til efterforskning af dødsfald. Onsdag fortsætter arbejdet.
En 41-årig mand er tirsdag fundet død i en lejlighed i Svendborg. Politiet kan ikke udelukke, at der ligger en kriminel handling bag.
Det oplyser Fyns Politi til en række medier - blandt andet Fyns Amts Avis.
- Vi fik en anmeldelse ved middagstid, og vi efterforsker sagen som et mistænkeligt dødsfald, siger Jack Liedecke, der er leder for afdelingen for personfarlig kriminalitet ved Fyns Politi, til regionalmediet.
Ifølge TV 2 Fyn blev politiet kontaktet klokken 13.54.
Bagergade, hvor lejligheden ligger, har været spærret frem til 19-tiden.
Ifølge mediet var der tirsdag aften flere hundepatruljer til stede i området.
Politiet ønsker ikke at oplyse til Fyns Amts Avis, hvorfor dødsfaldet er mistænkeligt.
En nabo oplyser til Ekstra Bladet, at der tirsdag aften var fem-seks politibiler og personer i hvide dragter på adressen.
De pårørende til den 41-årige mand er underrettet.
Betegnelsen "mistænkeligt dødsfald" bruger politiet om sager, hvor en borger er fundet død, og hvor man ikke umiddelbart kan udelukke, at der er sket en forbrydelse som eksempelvis et drab.
Efterforskningen af det mistænkelige dødsfald fortsætter onsdag.
Det oplyser vagtchef hos Fyns Politi Milan Seyfabad onsdag morgen til Ritzau.
Han fortæller, at politiet tog hjem "i løbet af natten", men at arbejdet altså genoptages i løbet af dagen.