Den 18 årige svendborgenser blev lørdag kåret som årets danske YouTuber - ligesom han også vandt prisen for at stå bag årets bedste serie af YouTube-videoer. Det var for en serie med titlen "hvad kan jeg blive?".
Kåringen fandt sted ved awardshowet, Guldtuben, i København.
- Det er et kæmpe skulderklap. Nu har jeg arbejdet hårdt med det i fire år og nærmest dedikeret hele mit liv til det, siger Rasmus Brohave til TV 2/FYN.
Rasmus Brohave begyndte at lave videoer på YouTube for fire år siden. I dag har han mere end 180.000 følgere, han lever af det og droppede ud af handelsgymnasiet i 2015 for at bruge alle sine kræfter på at lave videoer.
Det er et kæmpe skulderklap.
At det er gået sådan, havde Rasmus Brohave ikke regnet med fra starten:
Jeg havde aldrig regnet med, at jeg skulle droppe ud af Handelsgymnasiet for at lave det her
- Det har overrasket mig helt vildt. Jeg begyndte, da jeg var 14 år bare for at underholde, og så kunne jeg dele det med mine venner på Facebook. Jeg havde aldrig regnet med, at jeg skulle droppe ud af Handelsgymnasiet for at lave det her fuld tid og have så mange følgere. Det er ret vildt, siger han.
Lever af reklamer
Han står ved, at han modtager betaling fra forskellige firmaer for at lave videoer, der altså udover underholdning også er reklame.
Men han gør det ikke for enhver pris.
- Jeg sagde for eksempel nej til en af verdens mobilgiganter engang, fordi jeg ikke bruger deres produkter. Så gad jeg ikke sige til mine seere: Køb den her telefon. Jeg vil gerne være ærlig, siger Rasmus Brohave.
Han bestræber sig også på, at hans videoer ikke bliver ren reklame, for så springer folk fra, mener han.
Kræver hårdt arbejde
Rasmus Brohave er klar over, at mange andre unge gerne vil følge i hans fodspor; men så skal de være parat til at knokle.
- Hvis de vil det, skal de springe ud i det, men de skal ikke droppe skolen lige med det samme. Det skal bygges op. Det tog mig tre år. Der er rigtigt travlt. Nogle gange arbejder jeg 70 timer om ugen. Der skal gøres mange tanker og det kræver abejde at lave videoerne, siger han.