Tillid bliver afgørende i nyt erhvervshus

Det gamle Tinghus i centrum af Svendborg genåbner 1. marts som netværkssted under navnet Work2gether.

- Følg med ovenpå!

Rune Rasmussen springer op ad den gamle trætrappe fra 1887, der siden Tinghuset start har været livsnerven i den store bygning. Han har travlt. Om få dage åbner huset efter en renovering. Ikke som domhus, men derimod som netværkshus med navn Work2gether.

- Det her er vores tingsal, og det er vores konference, som kan bruges til mange forskellige ting, fortæller Rune Rasmussen og peger rundt i rummet på førstesalen.

Ejere faldt for husets muligheder

Det var blandt andet dette rum som ejerne, Lene og Thomas Wiberg, faldt for, da de en dag gik tur i Svendborg. Til daglig bor de i Nordsjælland, hvor hun har været i medicinalindustrien, og han har arbejdet med indretning. Men Lenes familie på Sydfyn førte ikke blot til et kig på Tinghuset. De faldt for stedet og har skabt Work2gether.

- Svendborg er en spændende by. Altså, nettotilflytningen er ret høj, og der er fremtidsfabrikkerne der også lokker lidt i forhold til erhvervslivet. Man satser på de små og mellemstore virksomheder. Og det er jo så der, vi tænker, at vi har vores berettigelse med at kunne ramme de mellemstore virksomheder, der kan arbejde sammen her, håber Lene Wiberg.

Hun har sammen med sin mand kastet et ukendt millionbeløb i indkøb og renovering af bygningen. Det skal huse op til 80 personer, der rundt om i bygningen kommer til at sidde i et erhvervsmiljø, hvor alle kan komme hinanden ved, hvis de ønsker det.

Støtte og opbakning i erhvervsliv

- Jeg håber rigtig meget på, at vi kan få skabt det her netværk i erhvervslivet, hvor man kan give hinanden noget. Støtte hinanden og bakke hinanden op. Jeg tror, at vi kan skabe noget ved at hjælpe hinanden. Og ikke være så bange for konkurrence og konkurrenter i det hele taget, siger Lene Wiberg.

I det daglige får hun ikke sin gang i huset i Svendborg. Daglig leder bliver Mette Østbjerg Nystrup, mens Rune Rasmussen bliver administrativ leder. Lene og Thomas Wiberg har nemlig også købt et fyrskib i København og indrettet det til mødelokaler. Når det åbner senere på året, bliver hun daglig leder der.

Et fyrskib i København er en anden del af Lene og Thomas Wibergs virksomhed. Det er indrettet til mødelokaler og får Lene Wiberg som daglig leder.
Et fyrskib i København er en anden del af Lene og Thomas Wibergs virksomhed. Det er indrettet til mødelokaler og får Lene Wiberg som daglig leder.
Foto: Lene Wiberg

- Her får vi café. Den åbner den 1. maj. Her vil borgerne i Svendborg også kunne komme med deres pc og sætte sig og nyde en god kop kaffe, tilbyder Rune Rasmussen, efter at han har taget trappen ned i stueetagen og viser rundt i et rum, der er fyldt med støv og byggematerialer.

Hvis man vil være en del af Work2gether, eller medlem som Rune Rasmussen kalder det, koster det fra 2.100 kroner om måneden.

- Man tegner et medlemsskab for minimum tre måneder. For det får man en plads. Det kan være i et af de store rum. Men har man brug for at trække sig tilbage og få mere ro, har vi også mindre rum på førstesalen, siger Rune Rasmussen.

Åbning er blot første fase

Åbningen af Tinghuset er første af i alt tre faser. Formentlig til august i år åbner en anden del af bygningen, der som en bue er bygget til det gamle Tinghus. Senere, en gang ude i fremtiden, bliver arresten også en del af Work2gether. Men ikke nu. Det bruges stadigvæk som arrest.

- Sådan er det. Det vidste vi jo, da vi købte bygningen. Den kontrakt fortsætter, lige så længe der er brug for bygningen som arrest. Men derefter er vi klar til at inddrage den også. Det er jo en spændende bygning. Vi har været på rundvisning derovre, og der er mange muligheder, slår Lene Wiberg fast.

Sommerfugle i maven

Foreløbig har omkring 20 medlemmer tegnet sig for en plads i Tinghuset, der som udgangspunkt får plads til 80. Dermed skal det sydfynske erhvervsliv lige få øjnene op for mulighederne, før der bliver fyldt op.

- Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke har sommerfugle i maven, for det har jeg ved gud. Det her er også mange penge for os. Det er ikke sådan bare et greb i lommen. Men når det så er sagt, så tror vi rigtig meget på ideen. Vi tror på, at vi kan være med til at skabe noget i Svendborg. Og vi har fundet et godt team, der kan gøre det her sammen med os, smiler Lene Wiberg.

Rune Rasmussen i det rum, der senest 1. maj bliver til café.
Rune Rasmussen i det rum, der senest 1. maj bliver til café.
Foto: Preben Dahl

 

Oversigt

    Oversigt