Varetægtsfængslet: Tabte i billard og slog vinder bevidstløs
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
En mand fra Svendborg tog det ilde op, da han tabte i billard på værtshuset De Tre Musketerer, og dermed kom til at skylde sin modstander en flaske whiskey. Det skriver Fyns Amts Avis.
Ifølge avisen kunne han ikke betale for whiskeyen, og da modstanderen insisterede på at få flasken, slog taberen ham, så han væltede af sin stol og først ramte billardbordet og derefter betongulvet. Her blev han liggende bevidstløs og med blod ud af øret.
Personalet ringede straks efter politiet, som anholdt voldsmanden klokken 22.42 og sigtede ham.
I et grundlovsforhør blev den 37-årige gerningsmand varetægtsfængslet i fire uger. Også selvom han påstod, at det var ham selv der var blevet overfaldet. Det kunne videoovervågning nemlig modbevise, skriver avisen.
Grundlovsforhøret fandt sted fredag i Byretten i Svendborg.
Fyns Amts Avis skriver, at sygehuset konstaterede, at den forurettede havde fået et brud på en nakkehvirvel og desuden havde en blødning i for- og baghovedet. Men at han var uden for livsfare.