Det legendariske britiske synthband Depenche Mode pleasede ikke kun publikum med hit på hit. Der er ikke et ondt ord fra anmelderne om bandets optræden på Tinderbox.
BT kalder koncerten for en "magtdemonstration", og musikmagasinet Gaffa stemmer i og beskriver koncerten som en "stærk synthfest i provinsen".
Selv den ellers så kræsne Thomas Treo fra Ekstra Bladet overgiver sig. Han roser bandet for sit populistiske sæt, hvor hits og store klassikere blev prioriteret over sange fra Depeche Modes skuffende seneste album, "Spirit".
Kritik af publikum
Depeche Modes forsanger, Dave Gahan, gjorde alt, hvad han kunne under hele koncerten, men de mange tusinde Tinderbox-gæster var blevet stegt godt og grundigt i varmen.
Thomas Treo skriver, at Depeche Mode var langt mere veloplagte end en dvask folkemængde, der virkede drænet for energi efter en lang dag i solen og fadøllene.
Alle anmelderne er enige om, at Depeche Mode forkælede publikum, ikke kun med hits, men også med krystalklar lyd, som står i skærende kontrast til Heartlands udskældte koncertlyd.
Det gav anmelderne Depeche Mode
Koncerten fik seks ud af seks stjerner i Fyens Stiftstidende, og anmelder Simon Staun mener, at koncerten er lige til historiebøgerne og runder således sin anmeldelse af på fornem vis.
- Det sørgmodige, det storladne og det sprudlende festlige smelter sammen i én af den slags koncerter, man fortæller sine børnebørn om.
Thomas Treo fra Ekstra Bladet er ikke lige så gavmild med roserne. Han skyder dog endnu en gang på publikum frem for bandet.
- Depeche Mode leverede en velkendt vare. Tinderbox tog ikke rigtig imod den.