Da uret rundede 8:17, handlede alt om Lars Høgh
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
OB havde forberedt flere tiltag for at hylde den alvorligt kræftsyge Lars Høgh. Også fredagens modstander Viborg hyldede OB-legenden.
"Lars, Lars, Lars, Lars Høgh, Lars Høgh, Lars Høøøøgh"
Sådan lød det ud over hele Nature Energy Park, da uret på måltavlen rundede 8 minutter og 17 sekunder af fredagens superligaopgør mellem OB og Viborg.
Som en del af en større hyldest til klublegenden Lars Høgh blev en sang indledt til ære for den kræftsyge OB-legende. Lars Høgh nåede imponerende 817 kampe for OB, og det er derfor, at hyldestsangen blev indledt på netop det tidspunkt af kampen.
OB-chef freder Alm efter nederlag: Useriøst at snakke om fyring
OB tabte fredag aften 2-3 til Viborg, men OB's sportschef fredede efterfølgende cheftræner Andreas Alm.
OB og Viborg stødte sammen fredag aften, da OB led et stort knæk på vejen mod målsætningen om top-6.
Fynboerne tabte således 2-3, og dermed har de stribede nu syv point op til Silkeborg, der på sjettepladsen har en kamp i hånden.
Det får dog ikke umiddelbart sportschef Michael Hemmingsen til at ryste på hånden, og han freder i første omgang Andreas Alm.
- Det ville være useriøst at snakke om en fyring af Andreas Alm allerede nu, siger han.
Michael Hemmingsen fortæller dog, at der naturligvis bliver evalueret i OB, og såfremt målsætningen ikke bliver opfyldt, vil man igen evaluere, om OB er på rette vej i forhold til strategien.
- Vi har en strategi, som vi forfølger, men vi skal selvfølgelig evaluere, hvis den retning, der bliver lagt, ikke bliver indfriet.
- Vi arbejder stenhårdt, selv om resultaterne ikke er der lige nu, og det er jo klart, at vi skal vinde mod Viborg på hjemmebane.
Cheftræner Andreas Alm ønsker ikke at forholde sig til sin egen position. Han fortæller, at det er Michael Hemmingsens bord.
- Uha, jeg kan simpelthen ikke stå og udtale mig omkring, om jeg skal ud. Det ville være utroværdigt. Det er udelukkende Michael Hemmingsens beslutning, om jeg skal ud eller ej.
OB's anfører, Jens Jakob Thomasen, understreger, at han ikke længere ser top-6 som værende aktuelt for fynboerne, og lige nu ligger fokus udelukkende på at komme tilbage på sejrssporet.
- Top-6 er formentlig ikke muligt for os nu, men lige nu har vi andre problemer at kæmpe med. Først og fremmest skal vi begynde at vinde nogle fodboldkampe.
- Ingen af os rammer niveau i kampen mod Viborg, og det er bare langtfra godt nok, at vi laver så mange individuelle fejl.
Fredagens hyldest kommer blandt andet på baggrund af et udsnit af Lars Høgs nye bog, hvori han fortæller, at han ikke hørte et eneste ord fra klubben, da han i 2018 fik konstateret kræft i bugspytkirtlen.
Klubbens bestyrelsesformand, Niels Thorborg, ærgrer sig over forløbet, og han fortalte forud for fredagens kamp, at han ville ønske, situationen var håndteret bedre.
- Det er jeg oprigtig ked af, og jeg ville ønske, at vi havde håndteret det bedre. Lars Høgh har haft en enorm betydning for OB, og han er en af de største i klubbens lange historie, sagde Niels Thorborg til Fyens.
Ud over sangen havde OB også forberedt et stort banner, der blev rullet ud på banen kort før kampstart. Et billede af Lars Høgh kom også til syne på måltavlen, da uret rundede 8 minutter og 17 sekunder.
Viborg havde også forberedt hyldest
Det var ikke kun hjemmeholdet, der fredag var klar på at hylde Lars Høgh. Både Viborgs fans og klubben selv havde forberedt små tiltag, der hyldede OB-legenden.
De medrejsende Viborg-fans havde medbragt et banner, der hyldede den tidligere OB-spiller. Undervejs i kampen hyldede Viborg-fansene også Lars Høgh med både sang og klapsalver.
Viborgs anfører Jeppe Grønning bar også et helt specielt anførerbind i fredagens kamp, hvor tallet 817 var indskrevet.
I et Twitteropslag, hvor anførerbindet er vist, har Viborg også skrevet en hilsen til Lars Høgh.
Anførerbindet til aftenens kamp på armen af fynboen Jeppe Grønning.
— Viborg FF ☘️ (@viborgff) November 19, 2021
En lille hyldest og anerkendelse til en af de største personligheder i dansk fodbold.
Lars Høgh, vi tænker på dig 💚🤍💙 pic.twitter.com/aqckD1qMi6
- En lille hyldest og anerkendelse til en af de største personligheder i dansk fodbold. Lars Høgh, vi tænker på dig, står der i opslaget.
For nylig har Lars Høgh fortalt, hvordan han er blevet mere og mere syg af den kræft, der i første omgang ramte ham i 2018.