Søren Kragh Andersen skal for andet år i træk køre VM i holdtidskørsel.
Sunweb-danskeren imponerede i det netop overståede Vuelta a Espana, hvor han fik en tredjeplads på 13. etape og en tredjeplads på 21. etape.
Det kastede først en udtagelse til det danske landshold af sig, og nu altså også en plads på Sunwebs stærke hold til holdtidskørsel, som køres søndag.
Foruden Søren Kragh Andersen er Tom Dumoulin, Lennard Kämna, Wilco Kelderman, Michael Matthews og Sam Oomen også til start.
Dette års Vuelta startede med en 13,7 kilometer lang holdtidskørsel, hvor holdet fik en tredjeplads - kun slået af BMC og Quick-Step.
Søren Kragh Andersen er ikke den eneste dansker, som skal køre tidskørslen for sit hold. I går kom det nemlig frem, at Michael Mørkøv også stiller til start for sit Katusha-mandskab.
I 2016 blev det til en syvendeplads for Søren Kragh Andersen hos Giant-Alpecin. Ét minut og 26 sekunder efter det vindende Quick-Step-mandskab.
Holdtidskørslerne for mænd og kvinder køres søndag og kan ses på TV 2 SPORT. Kvinderne kører fra klokken 11.50, imens mændene sendes afsted klokken 15.20.