Ydmyghed.

Når man midt i sin egen største livskrise - efter i øvrigt et have brugt en hel tilværelse på at excellere i beskedenhed, respekt og ærbødighed - stadig har overskud til at tænke på andre. Og faktisk sætter andre først.

Sådan var Lars Høgh.

I 2018 fik den tidligere fodboldmålmand konstateret kræft i bugspytkirtlen, men på intet tidspunkt bad Lars Høgh om sympati eller lindring i offentligheden. I stedet vendte han pilen væk fra sig selv.

- Det kan godt være, jeg har været katalysator i forhold til, at overskuddet går til forskning i bugspytkirtelkræft. Men det handler slet ikke om mig. Der er omkring 1000 om året, der rammes af den kræfttype, som ikke får særlig megen opmærksomhed, fordi den er lidt usexet og primært rammer mænd på min alder.

Sådan sagde Lars Høgh i september 2021 til Fyens Stiftstidende, da han sammen med vennerne Michael Falch og Hans Thomsen realiserede velgørenhedsfestivalen NU Festival til fordel for kræftforskning.

To måneder senere ramte Lars Høgh overskrifterne, da han udgav selvbiografien ’Der er antal på alt’ og i den forbindelse gav en række interviews. Her afslørede han over for Danmarks Radio, at han ikke længere kunne tåle kemobehandlingen og nu var på livsforlængende medicin:

- Det første, jeg sagde til min familie, var, at hvis jeg skal herfra nu, skal I bare vide, jeg har haft et pisse godt liv. Det giver også dem noget ro. Det er ærligt, og jeg mener det. Jeg har oplevet så mange fede ting.

Det skulle vise sig at blive et af de sidste interviews med Lars Høgh. Den 8. december 2021 sov han stille ind.

Men historien om Poul Lars Høgh Pedersen kan ingenlunde reduceres til en historie om kræftsygdom. En sygdom, han sjældent selv havde lyst til at tale om. Medmindre det havde et formål, der kunne gavne andre.

Mr. OB

Lars Høgh blev født i Odense den 14. januar 1959, og tolv år senere begyndte han at spille ungdomsfodbold i Odense Boldklub. Og det skulle vise sig, at OB blev Lars Høghs skæbne. Og omvendt.

Til sidst kunne han ikke komme udenom kaldenavnet ’Mr. OB.’ For han spillede ganske enkelt for de stribede i hele sin karriere.

- Mr. OB... Jeg synes, det lyder totalt åndsvagt. Men altså det hænger jo sammen. Jeg har spillet her i så mange år. Så bliver det jo sådan, at det prædikat får du på en eller anden måde. Det har jeg det egentlig godt nok med, for OB er for mig noget sundt og noget godt. Det har givet mig utrolig meget, så det er jeg kun stolt af.

Sådan sagde Lars Høgh til TV 2 Fyn i forbindelse med sin kamp nummer 700 for Odense Boldklub i 1997.

I alt nåede målmanden i årene fra 1977 til 2000 utrolige 817 førsteholdskampe for OB, for hvem han vandt tre danske mesterskaber og tre pokaltitler med. Fem gange blev Lars Høgh kåret som Danmarks bedste målmand.

I 2000 sluttede 41-årige Høghs karriere med en OB-sejr på 1-0 på Vejle Stadion. En kamp, der i øvrigt bød på en straffesparksredning fra den afgående OB-profil, der netop var særligt kendt for sine veludviklede egenskaber, når det kom til straffespark. Og da en hel OB-tilværelse den dag skulle evalueres, tittede den berømte ydmyghed atter frem.

- Mange siger, jeg har givet OB meget. Men jeg mener helt klart, OB har givet mig mest.

Lars Høgh er den største legende i OBs historie, og med sin kamprekord på 817 kampe i OB-trøjen har han sikret sig, at navnet aldrig forsvinder fra historiebøgerne i Ådalen i Odense.

Miraklet i Madrid

Og hvilken af de utallige OB-kampe kan så karakteriseres som den største? Det er der faktisk et ganske entydigt svar på. Nemlig opgøret mod Real Madrid på Santiago Bernabeu i Madrid den 6. december 1994. Ja, dén kamp, der blot betegnes som ’Miraklet i Madrid.’

For Lars Høgh var en vigtig brik i dét, der kategoriseres som den største sensation i dansk klubfodbold nogensinde, da OB slog mægtige Real Madrid med 2-0 i returkampen og dermed slog madrilenerne ud af UEFA-Cuppens ottendedelsfinaler med samlet 4-3.

- Når jeg ser billeder eller klip fra kampen, så tænker jeg, at det er en eller anden fed film. Og så kommer jeg i tanke om, at jeg faktisk har en af hovedrollerne. Det er ret surrealistisk.

Sådan lød det, da Lars Høgh over for BT i 2014 reflekterede over miraklet. Høgh storspillede og reddede igen og igen fynboerne i opgøret, hvor de to OB-scoringer blev sat ind af Ulrik Pedersen og Morten Bisgaard.

Real Madrid-sensationen står stadig den dag i dag som det klareste minde om Lars Høghs formidable målmandsspil for de fleste OB-fans. For den stribede målmand havde en evne som ingen andre. Både når det gjaldt det faglige mellem stængerne, men også når det kom til livet som profileret fodboldspiller uden for banen, brillerede ’Høghen.’ For Lars Høgh var elsket. Højt elsket.

Og selv den dag i dag skal man lede længe – især i Odenses gader – efter én, der har noget skidt at sige om Lars Høgh. Han vandt hjerter – hos både mænd og kvinder, børn og voksne – og hans sympatiske og ydmyge facon vil for altid stå som et positivt pejlemærke for professionelle fodboldspillere i Danmark.

I skyggen af Schmeichel

Men mens hans OB-karriere endte som en præstation, der sandsynligvis aldrig vil blive overgået med 817 førsteholdskampe, så fik Lars Høghs landsholdskarriere aldrig for alvor luft under vingerne.

Hele Fyns førstemålmand står noteret for otte A-landskampe. Så selvom han fik sin debut tilbage i 1983 – og faktisk blev udtaget til det historiske VM i Mexico i 1986, hvor han spillede to kampe – så blev det aldrig på landsholdet, at Lars Høgh vandt danskernes hjerter. I hvert fald ikke inde på selve banen.

Men også på landsholdet og blandt de danske landsholdsfans blev Lars Høgh alligevel populær for sit sympatiske og ekstremt omgængelige væsen.

Men hård konkurrence med først Troels Rasmussen og senere Peter Schmeichel, der sad på landsholdstronen fra 1987-2001, gjorde altså, at Lars Høgh aldrig blev førstemålmand i rødt og hvidt. Men meget sigende så har netop Schmeichel-familien og Høgh-familien været tætte venner både dengang og nu. I flere generationer. Konkurrenter eller ej. For sådan var Lars Høgh.

Højt skattet målmandstræner

Efter sit karrierestop i 2000 fortsatte Lars Høgh i en lidt ”glemt” rolle som sportsdirektør i hjerteklubben OB. Det holdt dog kun tre år, inden han savnede duften af græsset for meget og valgte at forfølge en karriere som målmandstræner. Først i FC Nordsjælland – og siden i AaB, Viborg FF, Brøndby IF, OB og det danske landshold.

Fra 2007 og helt frem til sin død fungerede Lars Høgh som målmandstræner på det danske landshold. En højtskattet målmandstræner vel at mærke.

Og ikke så sjældent har man på landsholdets træningsbaner i Vedbæk og Helsingør kunne høre Lars Høghs mantra om, at bolden er målmandens bedste ven. Bolden skal altid – ved hver redning – knuges ind til brystkassen. Den skal altid have et kram.

Så selvom Høgh aldrig fik en glorværdig karriere som aktiv målmand for Danmark, så har fynboen alligevel sat et stort aftryk på landsholdet qua sin periode som målmandstræner. Ikke mindst i kraft af den betydning, som han har haft for stemningen i landsholdslejren i forbindelse med samlinger og slutrunder. Altid et smil på læben, altid diplomatisk. altid imødekommende. Også over for pressen.

Og nå ja, så har han været med til at udvikle en af verdens bedste målmænd i Kasper Schmeichel. Sønnen af den rival og ven, der i så mange år holdt Høgh selv på udskiftningsbænken på landsholdet.

Den perfekte uperfekte Lars Høgh

Nu har Lars Høgh så sat sig på livets udskiftningsbænk til et velfortjent hvil.

Og ja, selvom fynboen var en gudsbenådet målmand, så har der jo også været fejl og såkaldte målmandsdrop. Sådan må det være, når man har spillet 817 førsteholdskampe for OB. Otte hundrede og sytten.

Som dengang i hans OB-kamp nummer 615, hvor målmandskollega Lars Windfeld fra AGF scorede direkte fra et udspark på en fejlplaceret Lars Høgh i den kraftige modvind på Aarhus Stadion. Et drop, han selv kalder det største i karrieren.

Men hvordan håndterer man så det, når man er Lars Høgh? Man omfavner det.

- Det var en signatur for ham (Windfeld, red.), ligesom det også blev for mig på en eller anden måde. Det er jo også en del af min beretning, mit fodboldliv og min karriere.

- Men i dag er det bare det lille ar, der gør ansigtet charmerende. Det er en meget sjov kuriositet.

- Jeg kan ikke gå en tur ned gennem Aarhus, uden at jeg op til flere gange hører navnet Windfeld råbt. Det er pisse fedt og god humor. Det har jeg det godt med.

Påstanden herfra lyder, at alle kunne lide Lars Høgh. Smilet, overskuddet og humoren. Og evnerne mellem stængerne.

Det blev i den grad bevist i efteråret 2021, hvor en bølge af Høgh-sympati skyllede ind over alle danske fodboldarenaer. For det var ikke kun OB-fans, der hyldede Lars Høgh. Banneret fra Viborgs fans i forbindelse med kampen mellem OB og Viborg den 19. november 2021 siger sådan set det hele: ’LOYAL SOM FÅ – BEUNDRET AF ALLE’.

Nu skal Lars Høgh aldrig mere høre om sit Windfeld-drop. Aldrig mere kramme bolden på træningsbanen. Og aldrig mere vise sine exceptionelle evner til at være (et godt) menneske.

Selv når alt handlede om ham, og selv når alle snakkede om ham, så skulle det ikke handle om ham.

Men det skal det nu. Tak for alt, Lars Høgh. Hvil i fred.