Årets vejr har været hårdt ved de fynske æbler

Varm vinter og koldt forår har saboteret bestøvningen af æblerne.

- Det er fuldstændigt uden kerner.

Henning Jensen, der har Egeby Frugtplantage på det nordligste Fyn, har skåret et af sine æbler over. Æblets kernehus er fuldstændigt tomt, fordi det ikke er blevet ordentligt bestøvet.

Konsekvensen af den manglende bestøvning er, at æblerne falder af træet uden nogensinde at blive ordentligt modne.

Årsagen skal findes i vejret.

- Vi har haft en mild vinter, som har gjort, at vi er kommet tidligt i gang, og så har vi haft en kold periode i marts og hen i april måned, som har påvirket bestøvningen negativt, fortæller Henning Jensen.

I Henning Jensens plantage ligger der flere æbler på jorden, end der plejer, og det vil også være tendensen hjemme i folks haver.

Æblerne ender på jorden, fordi æblerne ikke er ordentligt bestøvet, samtidig med at træet er stresset.

Det grønne æble mangler fuldstændigt kerner i kernehuset. Til sammenligning holder Henning Jensen et æble, der ser ud, som det skal.
Det grønne æble mangler fuldstændigt kerner i kernehuset. Til sammenligning holder Henning Jensen et æble, der ser ud, som det skal.
Foto: TV 2

- Tørt og solrigt kan være godt for æblerne, men hvis det er rigtig tørt og rigtig varmt i en lang periode, bliver træerne stresset. Og når de bliver stresset, har de en tendens til at smide bladene og de æbler, som ikke er bestøvet ordentligt for tidligt, siger Henning Jensen.

Sæsonen i år har været præget af en varm vinter og et koldt forår, hvilket er det stik modsatte af godt æblevejr.

Henning Jensen bud på det optimale bestøvningsvejr er vinter om vinteren, forår om foråret og så en dansk sommer med både sol og regn.

Og så skal æblerne blive hængende så længe som overhovedet muligt.

- Hvis man går ud og plukker et æble, lige inden det falder ned, er det det mest velsmagende æble, man kan få, siger Henning Jensen.

Oversigt

    Oversigt