Banegårdskatte får stjålet kurven i tide og utide

DSB har købt en ny kurv til de to katte, og de opfordrer til, at den får lov at blive stående.

På Nyborg Station findes der udover de almindelige passagerer to usædvanlige beboere.

Kattene Røde Allan og Miti har nemlig gjort stationen til deres andet hjem, og de kan oftest findes på deres faste plads, i en fælles kurv på banegården, hvor de ynder at slappe af om dagen.

Sådan plejede det i hvert fald at være, men kattekurven, der er købt af DSB til kattene, har flere gange været forsvundet.

Efterfølgende har forbipasserende rejsende doneret nye kurve, men også de er forsvundet.

Hvem det er, der har fjernet kurvene, er uklart, men Tony Bispeskov, der er informationschef i DSB, er ærgerlig over situationen og opfordrer til, at kattene får lov at holde til på stationen.

- Vi håber selvfølgelig, at folk vil lade kurven være der, så kattene har deres faste plads på stationen. For os er det vigtigt at skabe plads til alle – også de to katte, der er flyttet ind på stationen, siger han til TV 2.

Flere rejsende har efterladt puder og lignende til Røde Allan, der siden er forsvundet.
Flere rejsende har efterladt puder og lignende til Røde Allan, der siden er forsvundet.
Foto: Martin Stenmann

Derfor har DSB bestilt en ny kurv til kattene, som de håber kan få lov at blive stående.

Røde Allan er en hunkat

De to katte har skabt stor begejstring i lokalsamfundet, og i Facebook-gruppen Banegårds-katten ‘Røde Allan’ & Co med over 3000 medlemmer deles der videoer og billeder af de to kattes liv på banegården.

På trods af navnet er Røde Allan faktisk en hunkat og hedder i virkeligheden Xilef.

De to katte Røde Allan og Miti i venteværelset på Nyborg Station.
De to katte Røde Allan og Miti i venteværelset på Nyborg Station.
Foto: Martin Stenmann

Begge katte har ejere, der sørger for dem, så DSB beder forbipasserende om ikke at fodre de to katte.

- De har deres egne hjem tæt på stationen, og de får den mad, de skal have. Desuden risikerer vi, at der kommer skadedyr, fortæller Tony Bispeskov.

Kattene er ikke i stand til at komme gennem de automatiske skydedøre selv, så han opfordrer i samme omgang til, at stationens passagerer lukker dem ind og ud efter behov.

- Det er et fedt fællesskab, der er opstået

En af dem, der er særligt begejstret for, at Røde Allan er flyttet ind på banegården, er kattens ejer, Martin Stenmann.

Han er glad for, at så mange mennesker deler glæden ved kattene, og han synes selv det er sjovt at skabe opmærksomhed om banegårdskattene.

- Det er enormt berigende og sjovt, at folk selv er begyndt at dele deres oplevelser med kattene. Det er et fedt fællesskab, der er opstået, fortæller han til TV 2.

Men ligesom DSB er han ærgerlig over, at de to kattes kurve er blevet fjernet.

Om de forsvundne kurve skyldes, at de bliver fjernet som hittegods, eller passagerer der ikke ønsker, at kattene skal være på stationen, har han ikke svaret på, men han opfordrer til, at den nye kurv bliver liggende.

Oversigt

    Oversigt