Kinesisk handelsgigant kopierer ikonisk fynsk designvirksomhed
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Vi tager beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder meget alvorligt, lyder det fra Temu.
Udvalget af legetøj, interiør og møbler er stort hos den kinesiske handelsplatform Temu, der er blandt danskernes foretrukne webbutikker.
Men mellem de mange varer findes en række eksempler på dansk-lignende designs.
TV 2 har fundet reoler og lamper, som til forveksling ligner originaler fra Montana og Louis Poulsen. Frugtformede kurve og glas, der er lig dem, designvirksomheden Ferm Living sælger. Og også udstyr og tøj til børn, som kunne ligne kopier af produkter fra det populære mærke Konges Sløjd.
Administrerende direktør i designvirksomheden Montana, Joakim Lassen, er ikke overrasket.
Han har prøvet det før, og problemet fortsætter, hver gang en ny platform dukker op.
- Det er på en måde helt forventeligt. Der er penge i at sælge de her efterligninger, fordi der er andre, der har brugt tid og penge på at designe, markedsføre og sælge før dem. Men jeg synes, det er irriterende, at Temu slipper afsted med det, siger han.
Varer i dårlig kvalitet?
Montana har i en årrække produceret og solgt moduler til reolsystemet Panton Wire, designet af Verner Panton i 1971.
Søger man efter Panton hos handelsplatformen Temu, dukker der flere lignende kvadratiske trådreoler op. Blandt andet under navnet "skandinavisk-inspireret geometrisk sidebord".
Ligesom Montanas version fås Temu-reolen i kromfarvet metal. Men hvor Montanas enkeltreoler måler 34,8 centimeter i både bredde, højde og dybde, kan købere hos Temu-forhandleren købe reolen med bredde, højde og dybde på 35 centimeter for mellem 270 og 500 kroner.
Spørger man Joakim Lassen, synes forskellene ikke store:
- De her reoler ligner ikke bare. Det er en ren kopivare, siger direktøren, der dog er overbevist om, at kvaliteten af den kinesiske reol må være en anden end den originale vare, der produceres i Ukraine eller Polen og overfladebehandles og pakkes i Danmark, inden den bliver solgt for knap 1400 kroner stykket.
Forstår I, hvis der er danskere, der hellere vil købe et lignende bord til under halv pris?
- Jeg kan godt forstå fristelsen. Men jeg synes, det er forkert at snyde designeren, siger Joakim Lassen.
Kopivarer er et stort problem
Designvirksomheden Ferm Living bruger "enorme ressourcer" på at beskytte design- og ophavsrettigheder. Det fortæller administrerende direktør Peter Vedel.
For at undgå at blive kopieret registrerer virksomheden de forskellige designs og har ansat en advokat, som bruger det meste af sin tid på at bekæmpe efterligninger af virksomhedens produkter.
- Vi bruger en online brand protection service, der kan overvåge for efterligninger og kopier, og som bistår med håndhævelsen af vores rettigheder. Vi har i de forgangne år lavet mere end 100.000 "take-downs" og det seneste år mere end 6.000 på onlineplatforme. Men det kommer bare igen, siger Peter Vedel.
Ifølge kontorchef for kopivareområdet i Toldstyrelsen, Trine Dancygier, er problemet med kopivarer stort.
Toldstyrelsen har ansvaret for at kontrollere forsendelser fra for eksempel Kina og tilbageholde dem, hvis der er tale om kopier. Over en årrække har styrelsen set en stigning i antallet af tilbageholdelsessager, og hvert år destrueres titusindvis af kopivarer, som er sendt ind over de danske grænser.
- Jeg tror ikke, antallet af tilbageholdelsessager falder de kommende år. Vi ser generelt en stigning i antallet af forsendelser i Europa, og mellem dem er der også kopivarer, lyder det fra Trine Dancygier.
Finansierer organiseret kriminalitet
Salg af kopivarer er forbudt i Danmark, og som forbruger risikerer man, at varerne bliver tilbageholdt af Toldstyrelsen.
Det er bare en af en række gode grunde til ikke at købe efterligninger af dansk design eller andre kopivarer, mener Trine Dancygier:
- Kopivarer kan være farlige, hvis de ikke lever op til de sikkerhedsmæssige standarder, vi har i Europa. Ledningssamlinger og svejsninger kan udgøre en sikkerhedsmæssig risiko, selvom der bare er tale om en lampe.
Trine Dancygier tilføjer, at man med køb af kopivarer også kan være med til at finansiere organiseret kriminalitet.
RettighedsAlliancen, der hjælper rettighedshavere som for eksempel designvirksomheder med at få fjernet kopivarer på onlineplatforme som Temu, frygter, at problemet med kopier vil vokse.
- Det flyder med kopivarer på de her platforme. Det er meget nemt for forbrugere at få fat i, og mange forbrugere er ikke opmærksomme på, hvad det er, de køber. De kan støtte ulovligheder på mange forskellige planer. Varerne kan være fremstillet af børn i Kina. Og de kan også være fyldt med sundhedsskadelige kemikalier, siger direktør Maria Fredenslund.
Temu: Vi tager det meget alvorligt
Det har ikke været muligt at få et interview med Temu, men via virksomhedens danske kommunikationsbureau skriver Temu i en mail til TV 2, at handelsselskabet tager beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder "meget alvorligt".
Efter eget udsagn kræver Temu, at sælgere fremlægger dokumentation og underskriver aftaler, der sikrer "overholdelse af love og respekt for IP-rettigheder".
Siden lanceringen har beskyttelse af immaterielle rettigheder (patenter, varemærker og design, red.) ifølge Temu været et prioriteret område, som løbende er blevet forbedret.
Blandt andet med en portal, hvorfra rettighedshavere kan anmode om at få fjernet varer fra platformen:
- Vi har etableret et dedikeret system for hurtig reaktion og rapportering af potentielle krænkelser fra IP-ejere eller forbrugere. Vores proaktive overvågningssystemer markerer og fjerner potentielt krænkende elementer, før de er opført. Vi undersøger omgående eventuelle overtrædelsesrapporter. Afhængigt af alvoren træffer vi passende handlinger, herunder fjernelse af produkter, kontolukning og potentielle permanente forbud, understreger Temu i det skriftlige svar.
Her tilføjes det også, at Temu vil løse "de fleste anmodninger om fjernelse inden for et par dage".
Find bagmænd og skru op for kontrollen!
Ferm Living, Montana og RettighedsAlliancen håber, at myndighederne i Danmark og EU vil sætte ind med flere og nye værktøjer, så det bliver sværere at producere og sælge efterligninger af dansk design.
- Der bør være flere værktøjer til at håndtere det her. Det er problematisk, at man kan producere og sælge kopier til det danske marked, uden der bliver gjort mere ved det. Der skal være effektive foranstaltninger på platforme, der modvirker, at man kan sælge varerne, og så bør der blive prioriteret ressourcer til at finde bagmændene, påpeger Maria Fredenslund.
Hun foreslår desuden, at forsendelser i langt højere grad bliver tjekket for, om de kan indeholde efterligninger af dansk design, der krænker rettighedshavere.
I forbindelse med research til artiklen har TV 2 været i kontakt med Konges Sløjd og Louis Poulsen. Ingen af virksomhederne har ønsket at stille op til interview eller kommentere skriftligt.