Trængslen stiger på Fynske Motorvej
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Trafikken er steget med op til 27 procent på de danske motorveje de seneste fem år. Forsker vurderer ikke, at trængselsproblemet kan løses.
Tal fra Vejdirektoratet viser, at trafikken er steget med op til 27 procent på de mest trafikerede motorvejsstrækninger i Danmark over de seneste fem år.
Den udvikling ser kun ud til at fortsætte, siger trafikforsker og professor ved Københavns Universitet, Mogens Fosgerau.
- Der er ingen tegn på, at trafikvæksten holder op, og det betyder jo, at vi får mere trængsel.
Grafikken herunder viser de motorvejstrækninger med mest trafikvækst. Vejene omkring hovedstadsområdet er de mest befærdede, men særligt Østjyske Motorvej har oplevet en høj stigning og ligger nu på 94.000 biler på hverdage i gennemsnit.
Knap 780.000 danskere har mere end 20 kilometer til arbejde og undersøgelser viser, størstedelen af dem tager bilen.
For mange pendlere er konsekvensen mindre fritid og tid med familien - det gælder også Tom Moshage:
- Det er irriterende, for jeg kommer senere hjem. Min arbejdsdag starter jo, når jeg kommer, og så slutter den jo så tilsvarende senere, siger han.
Nu er det sikkert: Millioner på plads til letbanens etape to
I sidste uge var det ikke endeligt på plads. Nu er det slået fast: Et flertal uden om regeringen har sikret 15 millioner kroner til forundersøgelse af letbanens etape to i Odense.
15 millioner kroner.
Det beløb har Folketinget sat af til at lave forundersøgelser til en etape to af letbanen i Odense.
I sidste uge manglede stadig nogle formaliteter, der skulle på plads, før pengene var sikret til Odenses nye transportmiddel. Nu bekræfter Transport-, Bygnings- og Boligministeriet, at pengene er sat af.
Det er et flertal i Folketinget - uden om regeringen - der har ønsket at sætte pengene af. Flertallet består af Enhedslisten, Radikale, SF, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.
- Det er mange penge for Odense Kommune selv at bruge. Derfor betaler Folketinget. Vi vil gerne hjælpe, siger Karsten Hønge, der er transportordfører for SF.
De 15 millioner kroner skal gå til forundersøgelser af etape to for letbanen i Odense, hvor første skinne i etape et kun netop er lagt.
- Vi synes fra Socialdemokratiets side, at letbanen i Odense er et kolossalt spændende og rigtigt projekt, og vi glæder os rigtig meget, til det bliver realiseret. Og for at være bedst muligt forberedt, vil vi gerne have undersøgt etape to, så hvis der bliver økonomi til det på et tidspunkt, så kan man gå i gang med det, siger Rasmus Prehn, der er transportordfører for Socialdemokratiet (S).
Det samme lyder fra Karsten Hønge, transportordfører for SF
- Når tingene skal føres ud i livet, må man starte i god tid. Odense Kommune skal have et ordentligt grundlag at tage beslutninger ud fra, siger Karsten Hønge (SF).
Blandede modtagelser i Odense
Reaktionerne fra politikerne i Odense Kommune er blandede.
Borgmester Peter Rahbæk Juel (S) er glad for opbakningen fra Christiansborg.
- Jeg synes, at det er positivt, at staten og Transportministeriet engagerer sig i letbanens etape to. Også at de gør det så tydeligt, at de ser det i sammenhæng med den udviklingsplan, som vi har for Vollsmose. De investorer, jeg har talt med, har alle været meget tydelige omkring, at det at der er en letbane, det betyder meget for deres villighed til at investere i området, siger borgmester Peter Rahbæk Juel.
Helt så begejstret er by- og kulturrådmand Jane Jegind (V) ikke. På nuværende tidspunkt går hun og Venstre ikke ind for, at der overhovedet skal bygges en letbane etape to.
- Jeg havde hellere set, at de havde givet os de penge til for eksempel støjreducerende foranstaltninger ude ved motorvejen, hvor der er rigtig mange, der er generet af det, eller til nogle bedre cykelstier til vores børn, der skal i skole. Men når det er sagt, så ændrer det ikke vores holdning til, at vi synes ikke, at det er lige nu, at vi skal kigge ind i letbanens etape to. Lad os nu få etape et færdig, og se hvordan det virker, siger Jane Jegind.
Generelt delte meninger om letbanen
Heller ikke Jeginds partifælle på Christiansborg, transportordfører Kristian Pihl Lorentzen, er begejstret for en udvidelse af letbanen i Odense.
- Jeg har noteret mig, at der er truffet aftale om at sætte penge af til en undersøglese af en etape to i Odense. Det noterer jeg mig, men jeg siger også bare, at Venstre står ikke klar med penge til yderligere letbaneetaper i Odense eller andre steder. Letbaner er en rigtig, rigtig dyr kollektiv trafikløsnining. Vi har nogle bedre løsninger, siger Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen.
Den nuværende transportminister, Ole Birk Olesen (LA), har tidligere sagt, at der ikke skal bygges flere letbaner i Danmark.
Men det betyder ikke noget for Karsten Hønge, der mener, at pengene til forundersøgelsen af etape to er første skridt på vejen mod en realisering af projektet.
- Hvis vi skulle lade os lede af, hvad Ole Birk Olesen mener, at den kollektive transport skal have i Danmark, så kom vi ikke ud af stedet. Jeg forventer også, at vi i løbet af nogle ganske få måneder har en ny transportminister med et helt anderledes progressivt og moderne syn på transport i Danmark. Ole Birk Olesen er snart historie, og så skal et nyt flertal sørge for, at vi får løftet den kollektive transport. Også i Odense, siger Karsten Hønge.
Letbanens etape et forventes at være færdig i 2020.
Ifølge en beregning fra Brancheorganisationen Dansk Byggeri spilder danskerne omkring 20 millioner timer i trafikken om året.
Økonomisk vækst giver trafikal vækst
Årsagen til den stigende trafik og trængsel skal hovedsagelig findes i den positive økonomiske vækst, Danmark oplever, vurderer trafikforsker og professor ved Københavns Universitet, Mogens Fosgerau.
Flere borgere har arbejde, og flere får mere specialiserede job længere væk, men væksten betyder også flere biler på de danske veje, forklarer han.
- Efterhånden som vi bliver rigere, får vi råd til flere biler. Det er stadigvæk sådan, at rigtig mange mennesker køber en bil, når de får råd.
- Det betyder også, at nogle husstande får to biler. Samtidig er de små biler blevet billigere. Så det er blevet lettere at få endnu flere biler, siger Mogens Fosgerau.
Kigger man på udviklingen over antal motorkøretøjer per 1000 indbygger, ses det da også, at Danmark over de senere år nærmer sig det europæiske gennemsnit.
- Vi er på vej hen, hvor andre lande har været i et stykke tid, hvor der er mere trængsel. Danmark har været et land med forholdsvis lidt trængsel, fordi vi har forholdsvis få biler. Nu kommer vi til at ligne resten af verden mere, siger Mogens Fosgerau.