Trængslen stiger på Fynske Motorvej

Trafikken er steget med op til 27 procent på de danske motorveje de seneste fem år. Forsker vurderer ikke, at trængselsproblemet kan løses.

Tal fra Vejdirektoratet viser, at trafikken er steget med op til 27 procent på de mest trafikerede motorvejsstrækninger i Danmark over de seneste fem år.

Den udvikling ser kun ud til at fortsætte, siger trafikforsker og professor ved Københavns Universitet, Mogens Fosgerau.

- Der er ingen tegn på, at trafikvæksten holder op, og det betyder jo, at vi får mere trængsel.

Grafikken herunder viser de motorvejstrækninger med mest trafikvækst. Vejene omkring hovedstadsområdet er de mest befærdede, men særligt Østjyske Motorvej har oplevet en høj stigning og ligger nu på 94.000 biler på hverdage i gennemsnit.

 
 

Knap 780.000 danskere har mere end 20 kilometer til arbejde og undersøgelser viser, størstedelen af dem tager bilen.

For mange pendlere er konsekvensen mindre fritid og tid med familien - det gælder også Tom Moshage:

- Det er irriterende, for jeg kommer senere hjem. Min arbejdsdag starter jo, når jeg kommer, og så slutter den jo så tilsvarende senere, siger han.

Ifølge en beregning fra Brancheorganisationen Dansk Byggeri spilder danskerne omkring 20 millioner timer i trafikken om året.

Økonomisk vækst giver trafikal vækst

Årsagen til den stigende trafik og trængsel skal hovedsagelig findes i den positive økonomiske vækst, Danmark oplever, vurderer trafikforsker og professor ved Københavns Universitet, Mogens Fosgerau.

Flere borgere har arbejde, og flere får mere specialiserede job længere væk, men væksten betyder også flere biler på de danske veje, forklarer han.

- Efterhånden som vi bliver rigere, får vi råd til flere biler. Det er stadigvæk sådan, at rigtig mange mennesker køber en bil, når de får råd.

- Det betyder også, at nogle husstande får to biler. Samtidig er de små biler blevet billigere. Så det er blevet lettere at få endnu flere biler, siger Mogens Fosgerau.

Kigger man på udviklingen over antal motorkøretøjer per 1000 indbygger, ses det da også, at Danmark over de senere år nærmer sig det europæiske gennemsnit.

- Vi er på vej hen, hvor andre lande har været i et stykke tid, hvor der er mere trængsel. Danmark har været et land med forholdsvis lidt trængsel, fordi vi har forholdsvis få biler. Nu kommer vi til at ligne resten af verden mere, siger Mogens Fosgerau.

 

 

 

 

Oversigt

    Oversigt