Øboernes kamp for billigere færgebilletter har været lang og sej. Men i år skete det endelig. Der er blevet afsat næsten 30 millioner til at gøre færgeovergangene billigere. Det har specielt kunne mærkes blandt de rejsende med campingvogne og autocampere, hvor der har været 35 procent flere i august 2016 sammenlignet med året før. Derudover har der været otte procent flere almindelige passagerer og 12 procent flere biler.
- Vi var nervøse for, at folk ikke ville opdage, at priserne var sat ned. Det ville have været en katastrofe, for så ville vi miste vores argument for, hvorfor priserne skal være lavere hele året rundt, siger brand manager for Ærø Turist og Erhverv, Bjørg Kiær til TV 2/Fyn.
Udviklingen fortsætter her i september, hvor antallet af campingvogne allerede knapt halvvejs inde i september har oversteget antallet af campingvogne, der tog med Ærøfærgerne i hele september sidste år. I dag har 61 campingvogne været med færgen til Ærø siden 1. september 2016, hvor det var 58 campingvogne i hele september sidste år.
Antallet af billister, der har været ovre med færgen de første 11 dage i september 2016, ligger i dag på 6.052, hvor det for hele september sidste år var 13.102 billister.
Se hele oversigten over færgeovergange her.
Rabatterne på færgebilletterne er trådt i kraft på grund af det såkaldte landevejsprincip, der indebærer, at det skal koste det samme at sejle med færge som at køre en tilsvarende strækning i bil på landevejen.
- Vi er rigtig tilfredse med rabatterne, men politikerne på øerne vil fortsat kæmpe for nedsatte priser hele året, siger Ærøs borgmester, Jørgen Otto Jørgensen til TV 2/Fyn.
Store prisændringer
Prisændringerne på billetterne trådte i kraft 15. august 2016, hvor alle billetter er blevet billigere. For eksempel er prisen for en voksen faldet fra 205 til 78 kroner. Hvis man kører over med bil, betaler man både for bilen og det antal passagere, som sidder i den. En personbil uden passagere er faldet fra 449 kroner til 162 kroner, og det samme er prisen for Campingvogne faldet. Det har da også været så stor en succes, at flere afgange er udsolgt, og der er sat ekstra færger ind alle søndage i september.
De nedsatte priser gælder indtil 13. november, hvor de først til foråret sættes ned igen.
Der er i år sat næsten 30 millioner kroner af til at gøre færgeovergange billigere, og næste år er der sat over 55 millioner kroner af.