En kold januarmorgen dukker Peter Hansted frem i mørket med en sort mappe under armen. Han er gående, for hans nye kontor på rådhuset ligger blot 350 meter fra byhuset i Ærøskøbing, hvor han bor. Det er tredje arbejdsdag som borgmester, og som ethvert andet nyt job er der meget at forholde sig til.
- Det er jo alt lige fra, hvor man skal gøre af sin madpakke, til at finde ud af, hvad der er hvad og få sat telefon og computer op.
Hele den tekniske del er også nyt for borgmesteren, som nu både er udstyret med ny PC, iPhone og iPad med tilhørende programmer og app's, som også kræver tilvænning.
Han hilser godmorgen til et par kollegaer og træder ind på borgmesterkontoret, hvor en rød buket pynter på det mørke skrivebord. Rundt i lokalet hænger malerier fra Ærø, ligesom tre lampeskærme i ærøflagets farver udvisker enhver tvivl om, hvor vi befinder os.