Kraftig blæst aflyser igen flere færgeafgange
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Kraftig blæst får igen Ærøfærgerne til at aflyse flere afgange. Søndag aflyste selskabet også mange færgeafgange.
Mandag morgen havde Ærøfærgerne aflyst flere afgange til og fra Ærø. Det skete på grund af den kraftige blæst.
Nu aflyser selskabet så flere afgange.
Det drejer sig om ruten Søby-Fynshav med afgang klokken 13.00 og 16.10. På den omvendte strækning mellem Fynshav og Søby er afgangene klokken 14.20 og 17.30 også aflyst på grund af kraftig vind. Det oplyser Ærøfærgerne på deres hjemmeside.
Formiddagens sejladser sejles planmæssigt. Du kan holde dig opdateret om færgeafgangene på Ærøfægernes hjemmeside.
Færgerne mellem Ærøskøbing og Svendborg sejler normalt. Det samme gør færgen mellem Spodsbjerg og Tårs.
Borgere kan hente sandsække: Her stiger vandet på Fyn
DMI varsler om forhøjet vandstand på den nordlige del af Fyn. Flere steder bliver der lagt sand og sandsække frem.
Opdatering:
-
Artiklen er opdateret med oplysninger om, at Middelfart Kommune også lægger sand og sandsække ud til borgerne.
-
Beredskab Fyn mener ikke, at det er nødvendigt at hente sand og sandsække på de to adresser i Odense, da risikoen for forhøjet vandstand her er faldet.
-
Se den seneste opdatering i artiklen her: Efter varsel om vandstigninger: Få er udsat, men flere fynboer kan tage det roligt
Først kom stormen, og nu kommer vandet. Sådan kan vejrsituationen vel bedst beskrives lige nu.
For efter en omgang med kraftigt blæsevejr søndag aften og natten til mandag er der nu varsel om forhøjet vandstand.
Ifølge Danmarks Meterologiske Institut, DMI, vil vandet nemlig stige i det Nordlige Lillebælt og på Nordfyns kyst.
Derfor har de sendt et varsel ud om voldsomt vejr i de berørte områder.
DMI forventer, at vandet vil stige mellem 1,2 meter og 1,4 meter over normal vandstand. Ifølge prognoserne vil vandet være på sit højeste sent mandag aften omkring midnat.
Ved nordkysten i Middelfart Kommune forventes vandstanden også at stige. Derfor har kommunen valgt at lægge sand og sandsække ud fire steder i kommunen, som borgerne kan hente.
De fire adresser er :
Feddet nr. 2, 5464 Brenderup
Kystvejen og Pilevangsvej, 5466 Asperup
Vegavej/stjernevej, 5500 Middelfart
Rigelvej, 5500 Middelfart
Risiko faldet i Odense
Der var også tidligere varsel om forhøjet vandstand i Odense Fjord, men mandag eftermiddag er det blevet vurderet, at risikoen er faldet.
Dermed har Beredskab Fyn også droppet at uddele sand og sandsække de to tidligere annoncerede steder, ved Muslingevej 14, 5240 NØ og Skibhusvej 428C, 5000 Odense C.
Beredskab Fyn følger dog fortsat udviklingen.
- Lige nu er prognoserne ikke til, at vi skal gøre andet, end vi har gjort. Men vi følger selvfølgelig med i udviklingen, siger Mikael Enevold Pedersen, myndighedschef ved Beredskab Fyn.
Søndagens storm aflyste afgange
Mandagens aflyste færgeafgange kommer dagen efter, at mange andre færger måtte blive i havn.
ÆrøXpressen i Marstal aflyste afgangene til Rudkøbing klokken 16.30 og 18.30. Den anden vej blev afgangene klokken 17.30 og 19.30 aflyst.
Mellem Bøjden og Fynshav foregeb man ligeledes situationen og aflyste flere afgange. Den sidste færge fra Bøjden sejlede klokken 11.
I Søby var færgen også påvirket. Klokken 9.10 sejlede den sidste afgang fra Søby til Fynshav, mens sidste afgang fra Fynshav til Søby sejlede klokken 10.30.