Rekordregnskab: Fynske designmøbler går som varmt brød
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
For 11. år i træk satte Carl Hansen & Søn i Gelsted omsætningsrekord. 707 millioner kroner solgte den fynske koncern møbler for i 2020.
Corona eller ej - fynske designmøbler sælger i hele verden- og 2020 blev det hidtil bedste af slagsen for Carl Hansen & Søn.
Salget toppede med 707 millioner kroner, og indtjeningen før skat blev på 93 millioner kroner.
På ti år har den fynske virksomhed femdoblet omsætningen.
- Jeg er utrolig stolt over at kunne præsentere det bedste årsregnskab i Carl Hansen & Søns historie, hvor både top- og bundlinje sætter rekord. Det er ingen hemmelighed, at det seneste år har bragt stor usikkerhed med sig. Derfor er jeg også særligt stolt af, at maskinerne kører, ordrebøgerne fortsat er godt fyldt op, og at vi oplever vækst på et konkurrencepræget marked, siger Knud Erik Hansen, administrerende direktør og tredje generation i spidsen for Carl Hansen & Søn.
Trods corona: Fynsk møbelfabrik ansætter og udvider
Carl Hansen & Søn har ansat 12-15 nye medarbejdere og forbereder en udvidelse af fabrikken på Vestfyn på trods af coronakrisen.
De har travlt på møbelfabrikken Carl Hansen & Søn i Gelsted, og det har de haft siden marts, hvor coronakrisen ramte.
- Det er gået meget kraftigt frem, siger Knud Erik Hansen, som er ejer af den vestfynske virksomhed.
Mens store dele af erhvervslivet fortsat er udfordret af coronaudbruddet, sælger fabrikken designermøbler i stor stil.
- Jeg tror, det er, fordi folk ikke kan komme ud at rejse. Så har de siddet og kigget på den gamle sofa eller det gamle spisebord og tænkt, at nu skal der altså gøres noget andet, siger Knud Erik Hansen.
Øget møbelsalg
Et af de steder, der forhandler de fynske møbler er Bolighuset Lindegaard Poulsen i Odense. Her har de også mærket en markant fremgang i møbelsalget som følge af coronakrisen.
- Vores kundestrøm har været øget, og vi kunne tydeligt se, at der var gang i renoveringer i hjemmet, siger Søren Lindegaard Poulsen, som er medejer af Bolighuset Lindegaard Poulsen.
Ifølge medejeren er det primært de private kunder, der har haft pengene oppe af lommen.
- Vi startede foråret med fokus på udemiljøet, og så henover sommeren og ind i eftersommeren er det helt klart indendørssegmentet, og nu starter lyssæsonen. Så får vi nok også et fokus der, siger Søren Lindegaard Poulsen.
Betydelig tilbagegang for erhvervskunder
Også hos brancheforeningen har de oplevet den øgede interesse, danskerne har fået i at opgradere møblementet.
- Efter en kortvarig nedgang i perioden, hvor Danmark blev lukket ned, har vi set en positiv udvikling i salget af møbler til private forbrugere, siger Nils Knudsen, som er formand i Træ- og Møbelindustrien.
Han forventer, at salget til private vil fortsætte med at stige, mens det til gengæld ser mere skidt ud med salget til erhvervskunder.
- Her har vi set en betydelig tilbagegang, der primært er drevet af, at hoteller, restauranter og erhvervsvirksomheder køber væsentligt mindre ind, siger Nils Knudsen.
En mærkelig krise
Ifølge cheføkonom i Nordea, Jan Størup Nielsen, kan noget af forklaringen på fremgangen findes i årsagen til krisen.
- Det er en meget mærkelig krise. Stik modsat finanskrisen ser vi, at husholdningerne er villige til at bruge penge og faktisk også købe dyrere varer, siger Jan Størup Nielsen.
Helt konkret tror han især, at forklaringen ligger i et markant mere sikkert boligmarked, hvis man sammenligner med finanskrisen.
- Noget af forklaringen er udviklingen på boligmarkedet. Under finanskrisen var der mange boligejere, der kom i uføre. Det er stik modsat denne gang, hvor der bliver solgt masser af boliger, og priserne stiger, siger økonomen.
Han tror på, at det gode møbelsalg vil fortsætte, hvis der kommer mere styr på smittespredningen.
- Nu begynder vi igen at indføre restriktioner, og det er noget af det, der virkelig kan ødelægge det her opsving, hvis vi igen bliver bekymrede, og det bliver svært at handle i butikker. Men hvis vi kan undgå en grim situation som i foråret, tror jeg, det vil fortsætte, siger Jan Størup Nielsen.
Han fortæller desuden, at virksomheden i første kvartal af 2021 igen satte omsætningsrekord.
Globalt væksteventyr
I 2020 oplevede Carl Hansen & Søn særlig stor fremgang i Sverige med en vækst på 26 procent, i Norge en vækst på 27 procent, og Tyskland en vækst på 20 procent.
I 2020 åbnede fire nye butikker i henholdsvis Paris, Hamborg, Warszawa og på fabrikken i Gelsted.
I dag har Carl Hansen & Søn 13 flagshipstores, der samlet tegner sig for syv procent af virksomhedens omsætning.
Flagskibe
- Til trods for at vi har måtte holde lukket store dele af året grundet pandemien, har 2020 været endnu et godt år for vores flagshipstores, der har leveret et positivt resultat, og som i dag står for en betydelig del af vores omsætning. Vi oplever en enorm interesse i vores butikker, og kunderne værdsætter at kunne opleve møblerne på egen hånd og komme endnu tættere på historien bag, siger Knud Erik Hansen.
Mens den danske møbelproducent Hans J. Wegners verdenskendte CH24-stol – bedre kendt som Y- stolen – igen var årets storsælger, fik også et andet design af møbelproducenten nyt liv. Carl Hansen & Søn kunne i 2020 præsentere den elegante loungestol Mama Bear, der blev tegnet af Hans J. Wegner i 1954, og som ikke har været i produktion siden.
Går i arv
- Det er en tydelig tendens blandt forbrugere over hele verden, at man ønsker klassiske møbler, der altid er relevante i designet, og som samtidig er produceret i så høj kvalitet, at de kan gå i arv fra generation til generation. Folk ønsker at investere i bæredygtige designs, der holder, og hvor man både kan se og mærke, at der er en stolt håndværkstradition og gode materialer bag, siger Knud Erik Hansen.