Efter årelang kamp og sengepraktik: Charlotte har fået pension
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Charlotte Poffler fra Assens har kæmpet i årevis for at få førtidspension. Nu har hun fået den.
Det var en tydelig rørt Charlotte Poffler, som TV 2/Fyn besøgte onsdag.
- Nu kan jeg endelig få ro. Lige nu ved jeg ikke om jeg skal være glad eller lettet eller hvad - men nu kan jeg endelig selv planlægge mit liv, fortæller hun.
Charlotte Poffler har siden 2009 kæmpet for at få tilkendt førtidspension, fordi hun lider af svær gigt i ryggen.
Tilbage i 2013 sendte Assens Kommune hende i et jobafklaringsforløb, der endte med konklusionen: At hun kun kunne arbejde to gange 30 minutter om ugen med en arbejdseffektivitet på 30 procent.
Alligevel forsøgte Assens Kommune i 2015 at sende hende i et nyt praktikforløb for at afklare hendes arbejdsevne. Denne gang med en seng.
- Jeg tænker: Jamen troede de ikke på mig første gang, eller hvad sker der for dem. Og det er rigtig, rigtig pinligt at skulle i praktik med en seng. Hvem vil have mig bagefter i et eventuelt flexjob? Med en seng, sagde Charlotte Poffler til TV 2/Fyn i 2015.
Sagen blev for alvor landskendt i sommeren 2015, da planerne om sengepraktikken kom frem. Det endte med, at SF's Karsten Hønge kaldte beskæftigelsesminister, Jørn Neergaard Larsen, i samråd og sengepraktikken blev droppet igen.
TV 2/Fyn var med til at afdække flere sager med fynboer, der blev sendt i sengepraktik.
Her kan du se indslaget fra 2015 med Charlotte Poffler.
Se meget mere om den sag på TV 2/Fyn klokken 19.30.