Albanere er tilbage i arbejde på Nyt OUH efter sag om retur-kommission
kopieret!
Striden om underbetaling af 135 albanske medarbejdere i firmaet Tekno Fire på Nyt OUH er endt med, at albanerne atter arbejder på Nyt OUH.
Det oplyser Itenera - en af hoved-entreprenørerne på projektet til TV 2 Fyn.
Oplysningerne kommer efter, at DR tirsdag kunne oplyse, at 270 albanske medarbejdere er blevet tvunget til at betale cirka en tredjedel af deres løn i Danmark tilbage til deres arbejdsgiver i Albanien.
Tekno Fire har også medarbejdere ansat på byggeriet af den nye Storstrømsbro og det nye supersygehus i Køge.
- Efter interne og eksterne undersøgelser har Itinera besluttet at fortsætte samarbejdet med Tekno Fire, siger Barry Crouchman, Nordic Area Manager, Itinera S.p.A.
Suspensionen er trukket tilbage efter, at Itinera selv har undersøgt sagen. Det fremgår af en mailkorrespondance til DR, som TV 2 Fyn er i besiddelse af.
Fandt ikke sted i Danmark
- Efter Itinera modtog påstandene om underleverandøren Tekno Fires formodede returkommissions-ordning og personlige trusler mod deres ansatte, besluttede Itinera torsdag den 28. november 2024 midlertidigt at suspendere Tekno Fire, mens anklagerne blev undersøgt. Efter hvad Itinera kan erfare, refererer de begivenheder, der henvises til i dokumentaren, der blev sendt på DR den 3. december 2024, til aktiviteter og/eller forretninger, der ikke har fundet sted i Danmark, hedder det korrespondancen til DR.
Efter Itineras mening beviser dokumentaren ikke, at der eksisterer en Tekno Fire returkommission-ordning, og som led i Itineras undersøgelse, har alle Tekno Fire medarbejdere på byggepladserne i Køge og Kalundborg besvaret spørgeskemaer, som er gennemført af et eksternt advokatfirma om vilkår og betingelser for Tekno Fire medarbejdernes ansættelse.
- I både Køge og Vordingborg var Itineras kunde til stede. Itinera har ikke fundet beviser for misbrug. Baseret på fakta, og de indsamlede beviser, har Itinera derfor besluttet at ophæve suspensionen og genindsætte Tekno Fire med virkning fra onsdag den 4. december 2024, hedder det i koresspondancen.
DR’s oplysninger bygger på viden hos seks medarbejdere, men i går kunne 3F’s forhandlingssekretær i 3F’s byggegruppe konstatere, at man har kendskab til 20 medarbejdere, der også har betalt penge retur.
Fagforening stadig ikke tryg
Hos 3F’s bygningsarbejdere i Odense giver formanden Torben Knudsen ikke meget for Itineras undersøgelse.
- Vi har set den model massevis af gange. Itinera har valgt en advokat til at undersøge sig selv. De medarbejdere, man har interviewet, føler sig formentlig også under et vist pres, siger Torben Knudsen, der efterlyser, at flere regionspolitikere træder i karakter.
OUH-entreprenør betaler millioner i forlig
Portugisisk entreprenør på Nyt OUH erkender at have krævet løn tilbagebetalt af deres medarbejdere. Nu skal de betale 4,5 millioner kroner for at have brudt overenskomsten.
Den portugisiske underentreprenør Vilaplano Construction har i et forlig med fagforbundet 3F erkendt, at selskabet lavede dobbelt lønregnskab mens det arbejdede på opførelsen af Nyt OUH.
Vilaplano Construction krævede ifølge Fagbladet 3F løn tilbage fra deres medarbejdere, når de kom hjem til Portugal.
Portugiserne har med forliget forpligtet sig til at betale 3,5 millioner kroner i erstatning for systematisk løndumping af 49 ansatte.
Underbetalingen er foregået i forbindelse med opførelsen af det nye Universitetshospital i Odense, Nyt OUH, hvor et stort antal udenlandske firmaer og arbejdere er i gang med byggeriet for Region Syddanmark.
En af de portugisiske bygningsarbejdere fortæller til Fagbladet 3F, at han, mens han arbejdede på Fyn, blev aflønnet med omkring 127 kroner i timen for, at få det til at se ud som om, at overenskomsten blev overholdt.
Men ved hjemkomsten til Portugal blev han og kollegerne mødt med et krav om at tilbagebetale en stor del af lønnen.
Inden afrejsen til Danmark havde han indgået en aftale om en timeløn på 14 euro svarende til 104 kroner. Han blev derfor mødt med at krav om alt tilbagebetale 6.680 euro (knap 50.000 kroner, red.) til Vilaplano Construction.
Beløbet var en nøje udregning af differencen på de 127 kroner, han havde fået i timeløn i de 18 måneder, han var i Danmark, og de 14 euro, som Vilaplano Construction havde lovet ham hjemmefra.
Ud over 3,5 millioner kroner i erstatning for underbetaling på Nyt OUH skal det portugisiske entreprenørselskab også betale en million kroner til 3F for at have snydt et stort antal ansatte for feriepenge på opførelsen af Kronprinsesse Marys Bro ved Frederikssund i perioden 2017-2019, skriver Fagbladet 3F.
Altså en samlet regning på 4,5 millioner kroner til portugiserne.
Vilaplano Construction er hyret af det italienske entreprenørselskab Itinera, som sidder på en stor del af milliardkontrakterne på både Nyt OUH og Sjællands Universitetshospital.
I 2022 fandt 3F fandt ud af, at det portugisiske firma Vilaplano Construction på Nyt OUH systematisk underbetalte sine 49 ansatte ved at kræve returkommission, når de kom retur til Portugal – den model, som Tekno Fire har været anklaget for at bruge.
Egenkontrol på arbejdspladsen
På papiret burde byggeriet af Nyt OUH sikre alle medarbejdere en ordentlig løn- og gode arbejdsforhold.
Nyt OUH: 78 kontroller mod social dumping uden bøder
Fem gange fra 2020 til 2022 har virksomheder på Nyt OUH haft truslen om store økonomiske bøder hængende over hovedet, fordi de enten ikke kunne dokumentere, at de overholdt danske løn- og arbejdsvilkår eller skatteforhold, eller fordi de rent faktisk overtrådte arbejdsklausulerne i de kontrakter, de har skrevet under på.
Det viser en aktindsigt, som TV 2 Fyn har gennemført.
Aktindsigten omfatter 34 kontroller – enten skrivebordskontroller eller pladskontroller omfattende 76 firmaer gennemført af Bureau Veritas.
I 17 tilfælde – altså i 22 procent af tilfældene - er virksomhederne blevet mødt med påkrav om yderligere dokumentation og i fem tilfælde har Veritas truet med dagbøder, fordi firmaerne enten ikke kunne fremskaffe den nødvendige dokumentation inden for de givne frister eller ikke havde bragt forholdene i orden, nemlig at følge danske overenskomster og lovgivning.
TV2 Fyn har haft adgang til to af de fem tilfælde, hvor der først er givet et såkaldt påkrav om at få den nødvendige dokumentation fremsendt til Bureau Veritas, og da dette ikke skete, et dagbodsvarsel om bøder på henholdsvis 522.000 kroner og 1,1 millioner kroner pr. dag, indtil forholdene blev bragt i orden.
Tilfældene er fra 2021 og omfatter i det ene tilfælde en underleverandør, der har arbejdet på byggeriet af behandlings- og sengeafsnit, den såkaldte vidensakse – hovedbygningen - og tre klynger, hvor hospitalsafdelingerne skal holde til.
Efter den første skrivebordskontrol og indkaldelse af dokumentation manglede Bureau Veritas fortsat lønsedler, pensionsoplysninger, feriepenge- og indkomst-oplysninger fra 7 ud af 12 medarbejdere.
Man kunne desuden konstatere, at 7 ud af 12 medarbejdere først fra registreret hos Skat fem måneder efter deres ansættelse, og at de heller ikke var registreret i CPR.
I et andet tilfælde – et uanmeldt byggepladsbesøg - manglende Veritas efter indkaldelse af dokumentation fortsat oplysninger om feriepenge, søgne- helligdagsbetaling, lønsedler og indbetaling til Skat.
I begge tilfælde er sagerne endt uden sanktioner, og det gælder i øvrigt i alle de 17 tilfælde, hvor, der er givet påkrav om dokumentation – herunder også fem tilfælde, hvor der er truet med dagbøder, oplyser jurist Karin Martinsen, chefjurist i økonomi-, og bygningsafdelingen i Region Syddanmark.
Bureau Veritas er nu afløst af revisionsfirmaet BDO.
Veritas havde kontrakt på kontrolopgaven frem til den forventede åbning af Nyt OUH sidste år, men da byggeriet trak ud, blev opgaven sendt i udbud og gik til BDO.
Den italienske hovedorganisation for byggeriet, Odense Hospital Project Team (OHPT), bestående af CMB/Itinera, udfører egenkontrol på byggepladsen og BDO er ansat til at tjekke gældende arbejdsklausuler på byggeriet.
Sidste år kunne TV 2 på baggrund af en aktindsigt oplyse, at man havde gennemført 78 kontroller, hvoraf nogle afslørede uregelmæssigheder, men ikke udløst bøder.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra projektdirektør Kenneth Holm fra Nyt OUH’s bygningsledelse.
DR oplyser i en mail til TV 2 Fyn, at de til fulde står inde for dokumentaren.