Hestemishandling sætter gang i politisk diskussion: - Det er klamt

En skamferet hest i Voldtofte har fået blandt andre Dyrenes Beskyttelse til at ytre ønsket om en strammere lovgivning.

Sagen fra Voldtofte om skamferinger af heste har spredt sig. 

Episoderne om særligt Pernille Nannbergs hest Eydis, der blev mishandlet med kniv, har fået Dyrenes Beskyttelse til at kræve forandring.

- Det, vi ønsker, der kan gøres ved lovgivningen, er, at vi går ind politisk set og får en opstramning af Dyrevelfærdsloven. Så vi blandt andet får en øget strafferamme, sådan så politiet får bedre efterforskningsmuligheder, siger dyreværnschef Yvonne Johansen.

Som lovgivningen er nu, risikerer man op til to års fængsel ved overtrædelse af dyrevelfærdsloven. Hvis strafferammen hæves til seks år, vil politiet få flere redskaber til efterforskningen af de pågældende sager.

quote Det vigtigste for os er faktisk at sikre dyrene.

Yvonne Johansen, Dyreværnschef, Dyrenes Beskyttelse

Derfor prøver Dyrenes Beskyttelse nu at få Christiansborg-politikerne ind i folden. Og retsordførerne fra Socialdemokratiet og Moderaterne er heller ikke afvisende over for idéen.

- Jeg tager på det skarpeste afstand fra den vanrøgt og den mishandling, der er foregået dyr. Jeg synes, det er klamt, det er forfærdeligt, og det hører ingen steder hjemme i det danske samfund. Og derfor skal vi straffe de folk, der begår det, og derfor lytter vi også til de forslag, der kommer fra blandt andet Dyrenes Beskyttelse, siger retsordfører Bjørn Brandenborg (S).

Og Tobias Grotkjær Elmstrøm (M) møder også idéen med åbent sind.

- Jeg er egentlig åben over for at se på strafniveauet i forhold til vanrøgt af dyr.

Men som det ofte er, skal man lade tingene gå sin gang på Christiansborg. Derfor er tidshorisonten for en lovændring stadig ukendt for Bjørn Brandenborg og resten af Folketinget.

- Det kan jeg ikke sige noget om, og det er sjældent noget, man kan sætte en dato på herinde, siger Bjørn Brandenborg.

Tobias Grotkjær Elmstrøm er en smule mere konkret i forhold til forslagets fremtid.

- Vi skal i gang med denne her strafreform i regeringen i det her folketingsår. Der vil jeg tage det med på bordet. Og så skal man jo i gang med at kigge på det hurtigst muligt derefter.

Hesten Eydis blev skamferet i 2022
Hesten Eydis blev skamferet i 2022
Foto: Starling Air Ærø


Med lov kan problem løses

En lovændring ville give god mening ifølge Søren Stig Andersen, som er adjunkt ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet.

- Det signalerer jo til politiet, at når man har sådan nogle sager, som kan blive omfattet af straffeloven, så er det nogle sager, man bør prioritere højere.

Søren Stig Andersen fortæller også, at hvis man begår skade på miljøet, kan man straffes med fængsel i op til seks år. Hvis man tilføjer en lignende paragraf i straffeloven til sager om dyremishandling, vil det gøre en forskel.

- Det er derfor, vi har de høje strafferammer, det er jo også, fordi det har en præventiv effekt. Så det tror jeg ikke, man kan være i tvivl om.

Det betyder det, hvis strafferammen øges til seks år

Den forklaring køber Tobias Grotkjær Elmstrøm ikke i første omgang.

- Jeg kan ikke på nuværende sige, om det skal være seks år. Jeg synes, det er en høj strafferamme umiddelbart, fordi jeg også er retsordfører for et parti, Moderaterne, der ikke som udgangspunkt går ind for at have højere straffe i Danmark, siger Tobias Grotkjær Elmstrøm.

Vil sende et klart signal

Sagen startede i oktober 2022, hvor Pernille Nannbergs hest Eydis blev skamferet i skeden og på benet. Herefter gik der måneder med ubudne gæster i Voldtofte samt flere episoder med snitsår på Eydis og nabogårdens ene hest.

I februar gik politiet for alvor ind i sagen. Og finder de en gerningsperson, kan vedkommende risikere op til to års fængsel.

Sådan har loven været skrevet siden 2016, hvor Folketinget fordoblede straffen for dyremishandling.

Derfor spurgte TV 2 Fyn Bjørn Brandenborg, hvorfor endnu en stramning skulle fungere bedre, end den gjorde senest.

Eydis bliver skåret i igen. Denne gang i mundvigen.
Eydis bliver skåret i igen. Denne gang i mundvigen.
Foto: Starling Air Ærø

- Når vi fordoblede straffen tilbage i 2016, så var det jo, fordi vi også ville sende et meget, meget klart signal om, at Folketinget, politikerne på Christiansborg, herunder mit eget parti, Socialdemokratiet, tager skarpt afstand fra folk, der begår dyremishandling og behandler dyr på den måde.

I sidste ende går Yvonne Johansen på arbejde for dyrenes skyld, og en større straf til fremtidens gerningspersoner er et vigtigt skridt...

- Men det vigtigste for os er faktisk at sikre dyrene. Sikre, at dyrene får en fair, respektfuld behandling. At sagerne bliver taget alvorligt. At de bliver prioriteret, slår Yvonne Johansen fast.

Oversigt

    Oversigt