Kunder og frivillige glæder sig: Flere fynske genbrugsbutikker åbner igen
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Siden midten af marts har mange af de fynske genbrugsbutikker været lukket på grund af risiko for coronasmitte. Men nu kan frivillige og kunder se frem til, at dørene igen åbner.
I genbrugsbutikken Blå Kors i Assens er tirsdag en helt særlig dag. Her er man nemlig klar til igen at tage imod kunder.
- Vi har gjort os mange tanker om, hvornår det ville være det rigtige tidspunkt at åbne, og hvad der skulle til for at skabe den fornødne sikkerhed. Det vigtigste for mig var at skabe tryghed for både vores kunder og frivillige, siger Anders Christensen, der er chef for Blå Kors Genbrug, til TV 2/Fyn.
I de sidste mange uger, hvor genbrugsbutikken har været lukket, har både de frivillige og i høj grad også kunderne glædet sig til at komme i butikken igen.
- Kunderne har været forbi hver dag og spurgt os, hvornår vi åbner. De har meget gerne ville komme i butikken igen, så det bliver så lækkert at kunne åbne igen, siger Alice Christensen, der er frivillig leder i Blå Kors butikken i Assens.
Kunderne nyder at vende tilbage
I Assens ligger også Folkekirkens Nødhjælp, der ligesom Blå Kors er en genbrugsbutik. De åbnede deres butik mandag i sidste uge.
Jonna Skøtt er frivillig i butikken og medlem i bestyrelsen i Folkekirkens Nødhjælp i Assens, og hun fortæller, at det har været forfærdeligt at have haft lukket.
- Det var så dejligt, da vi kunne åbne igen. Men jeg har så været her hver dag alligevel for at sortere alt tøjet, siger Jonna Skøtte og tilføjer:
- Nogle synes måske, at det er for tidligt at starte op, og det, synes jeg, er helt okay, men jeg tør godt at stå i butikken, siger hun.
Tiltag som i supermarkederne
Og for at kunne åbne ligesom Folkekirkens Nødhjælp, har de frivillige været i fuld gang den sidste uge med at få Blå Kors-butikken helt klar.
- Vi har sparret med detailhandlen om, hvilke tiltag vi kunne tage for at gøre turen i butikken tryg for alle. Men vi har også sagt til vores frivillige, at de først skal møde op, når de føler sig trygge nok til det, fortæller Anders Christensen.
I butikken har man blandt andet valgt at fordoble antallet af kvadratmeter pr. kunde, så sikkerheden og trygheden hos butikkens frivillige og kunder er i orden. Og flere andre tiltag er blevet gjort, for at gøre genbrugsshoppingen sikker og tryg.
- Vi har sat skærme op ved kassen og mærker på gulvet, og så lukker vi kun otte kunder ind ad gangen, så vi bedst muligt kan styre det, siger Alice Christiansen.
Flere fynske genbrugsbutikker åbner
Også andre fynske genbrugsbutikker ser frem til at åbne igen.
Det gælder blandt andet Røde Kors i Odense, som åbner den 1. maj, skriver de på deres hjemmeside. Frelsens Hær i Odense allerede åbnede op igen den 20. april.
Hos Kirkens Korshær er det værnemidler, som de venter på.
De frivillige i Kirkens Korshær på Langeland er nemlig mere end klar til at åbne, fortæller Teamleder og Genbrugsleder hos Kirkens Korshær Dorthe Egede Hansen til TV 2/Fyn.
På landsplan regner de med, at deres butikker er klar til at åbne den 11. maj. Men hvis den Sydfynske butik er klar med værnemidlerne før, så bliver der åbnet der.