Nye smage og masser af creme og fløde: Fastelavnsbollesæsonen er gået i gang
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Der er knap to måneder til fastelavn. Men det stopper ikke bagerne i at starte salget af de populære fastelavnsboller.
- Det er sæson for fastelavnsboller, og jeg kan godt lide dem med creme i..
Sådan siger Nicholai Pedersen, der har været en tur forbi Vissenbjerg Bageri for at købe nogle af årets første fastelavnsboller.
Og selvom det først er fastelavn den 19. februar, så er det meget normalt, at salget går i gang i begyndelsen af januar.
- Det er jo en tradition, at bagerne starter lige præcis dagen efter nytårsaften, siger bagermester i Vissenbjerg Bageri, Michael Jensen.
Blandt kunderne er den creme- eller flødefyldte kage endda blevet mere populær de seneste par år.
- Det er ligesom om, den er blevet hypet lidt i forhold til for bare fem, seks år siden, siger bagermesteren.
I år eksperimenterer bageren også med nye smage såsom rødgrød og Nutella. I alt er der omkring otte til ti forskellige slags at vælge i mellem. Dem, som kunderne tager godt i mod, får lov at blive, og ellers bliver de taget af menuen igen.
- De første par uger har vi god tid til at eksperimentere med smagene, og nogle fjerner vi igen, hvis de ikke sælger så godt, siger bagermesteren.
Det er heller ikke januarkuren, der bekymrer de kunder, der besøger bageriet.
- Det ser de lidt bort fra. Man må jo gerne spise en kage en gang i mellem, siger Amia Kielberg, der er salgsassistent i Vissenbjerg Bageri.
- Det feder jo først i morgen, som man siger, hvis man spiser en fastelavnsbolle, siger Michael Jensen.
Sidste år begyndte fastelavnssæsonen også tidligt. Faktisk allerede inden nytår.