Købmands-app: Karin og Charlotte tager nye metoder i brug

Købmanden i Gudme gik sidste år konkurs og genopstod. Nu skal en app give kunderne nye muligheder.

- Vi kunne godt tænke os en lidt større kundestrøm, men det går fremad.

Sådan samler de to købmænd Karin Hansen og Charlotte Høyer Jensen de seneste fire en måned op.

I juni sidste år gik købmanden i Gudme konkurs, men 5. oktober blev butikken genåbnet. Lokalt engagement og hårdt arbejde havde fået varerne tilbage på hylderne.

Det var en dag, Karin Hansen og Charlotte Høyer Jensen havde ventet på siden konkursen, og i dag ser de lyst på fremtiden:

- Vi ser ikke sort på det. Der er ikke fare på færde.

Alligevel erkender købmands-duoen, at der skal ske noget. Og når kunderne ikke kommer til dem, så vil de nu komme til kunderne. De er hoppet med på app-bølgen og kobler sig på det omkringliggende samfunds mobiltelefoner.

Via appen kan man bestille varer - og så bringer enten Karin eller Charlotte ud til deres dør. Alternativt kan appen bruges til at bestille varer, som man selv afhenter.

- Vi kan ikke gøre mere end vi gør nu, så det er op til kunderne at komme, siger Karin Hansen til TV 2/Fyn.

Ved en simpel sammenligning af antallet af ekspeditioner i forhold til året før kan Karin og Charlotte konstatere, at der kommer færre kunder i butikken. De ligger dog mere i kurven, men butikken er samlet bagud på omsætningen.

Efter planen vil den nye app kunne hentes ned i løbet af den næste måneds tid. Det kommer til at koste 80 kroner at få varer ud, og umiddelbart vil Karin og Charlotte køre ud i Gudme og nærmeste omegn.

 

 

Oversigt

    Oversigt