Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Robotvirksomheden MiR er blandt favoritterne, når den eftertragtede EY Entrepreneur of the year 2018 uddeles i Forum i aften.
Malerne dypper flittigt rullerne i spanden med hvid maling. En interimistisk masonitplade er sat op omkring testbanen, hvor den nye MiR-500 robot kører rundt.
På bordene ligger bunker af elektronik, som medarbejderne er i gang med at samle til en succes.
For produktionen er vokset så meget, så der er brug for nye 400 kvadratmeter til udvikling og test af de rullende robotter.
- Det er lige nok til tre måneder, så er her ikke længere plads. Vi vokser simpelthen så stærkt, fortæller stifter af robotvirksomheden MiR, Niels Jul Jacobsen.
Årets entreprenør på Fyn: De dygtigste til vækst
Fynske Mobile Industrial Robots er blevet kåret som EY Entrepreneur Of The Year 2018.
Robotter med blå lys ruller ned ad ramperne i hallen, hvor montørerne er i fuld gang. MiR 500 er den nye baby hos årets entreprenør på Fyn.
Den er netop lanceret på markedet og er designet til at flytte paller og tung last i forskellige typer industrier. Robotten kan løfte op til 500 kilo, og har fået stor opmærksomhed ude i verden.
Indtil videre har robotvirksomheden bygget 20 eksemplarer af den nye robot. Målet er at producere 100 styk i løbet af i år.
Ambitionerne er store og har været det fra starten.
- Da vi startede med at lave MiR i sin tid var målet netop at skabe en virksomhed, som var verdensførende indenfor det her. Det synes jeg, vi er ved at være, nu skal vi bare ud i alle kroge i hele verden. Det er ret fedt, siger Niels Jul Jacobsen, der har været med til at stifte virksomheden.
Iværksætterhjerte og stædighed
Prisen som EY Entrepreneur Of The Year går til den virksomhed, som er den bedste vækstskaber. På Fyn har 137 virksomheder kvalificeret sig, og det er 27 procent flere end sidste år.
Men ikke kun vækst tæller. Juryen kigger også på virksomhedens værdier, socialt engagement og lederevner.
Juryen mener blandt andet, at Thomas Visti og Niels Jul Jacobsen begge har et stort drive, iværksætterhjerte, stædighed, disciplin og energi.
- Det er et stort skulderklap til hele organisationen og vi er stolte af den vækst, vi har opnået. Vi skal huske at hjælpe hinanden og kommunikere, så alle er med på, hvor virksomheden er på vej hen, mener adminstrerende direktør, Thomas Visti Jensen.
MiR 500 er et eksempel på, at robotvirksomheden er først på verdensmarkedet - og de har travlt.
Siden direktøren vendte hjem efter fem uger i Kina i sidste uge, har han sagt goddag til 17 nye medarbejdere.
Ekstra indsats fra medarbejderne
Virksomheden holder månedlige medarbejdermøder og afholder interne træningsprogrammer for nye medarbejdere i de første par uger. Herefter får de gradvist flere opgaver. Det gælder også Maibritt Larsen, som har været ansat i to måneder som robotoperatør.
- Der er en rigtig god stemning herude, og man arbejder sådan meget selvstændigt, når man er lært op. Det kan jeg rigtig godt lide, siger hun.
Mobile Industrial Robots er i år vokset med 150 procent og har ansat 75 nye medarbejdere siden årsskiftet.
Stresset ville nogle måske mene, men det er en del af mindsettet, at medarbejderne skal have lyst til at tage del i væksteventyret. De skal være villige til at yde en ekstra indsats på nogle tidspunkter, og det er ikke et 9-16-job at bygge robotter.
- Det er klart, jeg også har travlt indimellem og føler mig presset. Men når det går godt, så er det meget nemmere at håndtere. Det synes jeg, det gør her hos os, og derfor tror jeg, vi har været så gode til at vækste i den her periode, fortæller Thomas Visti Jensen.
Han lægger vægt på kommunikation og muligheden for at spørge og hjælpe hinanden i den hurtigt voksende organisation.
Finalister 2018
- Larsen og Ibsen Holding A/S
- Mobile Industrial Robots ApS
- Nature Planet
- Scangrib A/S
- Trade Point A/S
Moden vækstvirksomhed
EY Entrepreneur of the Year gives hvert år til en moden og etableret vækstvirksomhed, der stadigt vokser.
Virksomheden skal være mindst tre år gammel og seneste regnskab skal vise positivt resultat og positiv egenkapital.
Kravet er mindst 20 ansatte og en vækst i antallet af medarbejdere foruden vækst i omsætning og bruttoavance på mindst 15 procent.
En uafhængig jury af erhvervsfolk kårer seks vindere i regionerne, som går videre til landsfinalen.
Sidste år gik prisen til den fynske møbelvirksomhed Carl Hansen & Søn, men også Micro Matic og Niels Thorborg har tidligere vundet prisen.
Årets fynske entreprenør er førende producent af de samarbejdende mobile robotter, som alle er udviklet og bygget i Danmark.
Nystartet: Vi skal nå 80 mere i år
Mathias Pedersen er netop startet som robotmontør efter gymnasiet.
- Det er nyt og udfordrende at bygge den nye MiR500. Vi er alle nye og skal sætte os ind i tingene og vi skal nå at have lavet 80 mere i løbet af i år. Vi har lavet 20, så vi har lidt travlt, fortæller han.
Det kræver vilje i hele organisationen
Ifølge EY's jury er det virksomhedens evne til at disrupte markedet kombineret med et stort drive og et stædigt iværksætterhjerte, som gør Mobile Industrial Robots til årets entreprenør.
Ambitionen for MiR i år er at vokse fra en omsætning på 75 millioner kroner til knapt 200 millioner kroner og få cirka 1.200 robotter ud at køre.
- Jeg tror, det kræver en mentalitet i at synes, at vi skal lykkes. Det kræver simpelthen viljen i hele organisationen til at vide, at det er en kæmpestor forandring, mener Thomas Visti Jensen.
Robotvirksomheden blev, efter at have eksisteret i bare fire år, i foråret solgt for 1,6 milliarder kroner til amerikanske Teradyne.
100 nye medarbejdere
Robotvirksomheden skal torsdag aften konkurrere med fem andre vækstvirksomheder fra hele landet om den eftertragtede EY Entrepreneur of the year 2018.
Det går altså strålende i den fynske robotvirksomhed.
MiR forventer da også et salg i 2018 på over 200 millioner kroner og satser på at fordoble omsætningen næste år. Det betyder 100 nye medarbejdere.
Siden amerikanske Teradyne opkøbte den fynske virksomhed for 1,7 milliarder kroner, er svimlende summer tikket ind på kontoen.
Men omfanget af penge er endnu ikke gået op for Niels Jul Jacobsen. Hans mål er ikke pengene, men at lave robotter til hele verden. Da han stiftede Mobile Industrial Robots, var ideen helt simpel.
Finalister til EY Entrepreneur Of The Year 2018
- Mobile Industrial Robots, vinder af Region Fyn
- Bila, vinder af Region Nordjylland
- Mountain Top Industries, vinder af Region Sjælland
- Netcompany, vinder af Region København
- NTG, vinder af Region Syd- og Sønderjylland
- Søstrene Grenes Holding, vinder af Region Midtjylland
Han ville udvikle et køretøj, som var bedre og billigere end alle andre på markedet. Dermed opfandt fynboerne en ny industri, som de amerikanske ejere har store forventninger til.
- Evnen til ikke bare at skabe noget interessant men gøre det til en kommerciel succes. Mange virksomheder har det ene eller det andet, men ikke begge evner, siger koncerndirektør Mark Jagiela til TV 2/Fyn.
Købte en jaguar
Stifterens hverdag bliver ikke lavet om, for pengene har ikke hans store interesse.
- Det er stadig lidt uvirkeligt. Jeg tror ikke helt, det er gået op for os, hvad vi har af midler der, fortæller Niels Jul Jacobsen til TV 2/Fyn.
Pengene giver dog muligheder for at få hans gamle drømme opfyldt. Det gælder for eksempel muligheden for at flytte ind i et hus ved vandet i Svendborg. Og så har hans kone fået noget at glæde sig over.
- Jeg har købt en jaguar til min kone, for det lovede jeg hende, da jeg var 20 år gammel. Hvis jeg engang blev rig, så ville jeg gøre det. Så det har hun fået nu. Det er små ting, der ændrer sig, griner han.
For administrerende direktør, Thomas Visti Jensen, blev amerikanernes opkøb af virksomheden den anden gang, han blev en del af en milliardexit.
- Da jeg forlod Universal Robots, var jeg ret sikker på, det var sidste gang, jeg nogensinde var med til sådan en oplevelse. Så det er jeg enormt stolt og glad over, fortæller han.
Kunderne er medudviklere
Den fynske robotproducent har med stor succes udviklet robotterne i tæt samarbejde med kunderne fra starten. De første udgaver af MiR-robotterne blev testet af to forskellige kunder.
Robotterne havde ikke kameraer indbygget og så derfor ikke udfordringer, der kunne være på deres vej. For eksempel kunne planter på den måde stoppe robotten, der ikke kunne se rummet i 3D.
Hermed kunne udviklerne finde fejlene og justere dem med det samme. Netop hastigheden i at komme hurtigt på markedet med robotterne er afgørende i en branche med stor konkurrence fra hele verden.
På gulvet i det kommende nye showroom går vi forbi en af robotterne med en krog monteret.
- Den er jo lavet ud fra at sygehuset havde et behov for at transportere nogle vogne rundt og sige - hvordan kunne vi gøre det? fortæller Niels Jul Jacobsen.
Eksklusivt interview med rigmand: Vi kan sælge fynske robotter for milliarder
De amerikanske ejere forventer at sælge fynske robotter for over 6,5 milliarder kroner indenfor de næste tre til fire år.
Vi møder Teradynes koncerndirektør, Mark Jagiela, i Mobile Industrials hovedkvarter. Her har de ansatte travlt med at samle de splinternye MiR500-robotter.
Teradyne har opkøbt både MiR og Universal Robots, og i det seneste kvartalsregnskab nævner den amerikanske koncern begge de fynske robotvirksomheder som vækstskabere. De står sammen med Energid for en vækst i koncernen på 64 procent i forhold til sidste års tredje kvartalsregnskab.
Vækstrater i den kaliber ser man kun hos få virksomheder. Samtidigt har koncernen ikke andre at spejle sig i eller kigge over skulderen for at se, hvordan de løser opgaven med at være globale men forankrede i et område som Fyn.
- Der er ikke mange andre virksomheder, vi kan kigge over skulderen og se, sådan har de løst det. Så vi lærer på egen hånd, men jeg er fortrøstningsfuld, og alle er topmotiverede her, fortæller Mark Jagiela til TV 2/Fyn
Fakta om Teradyne
- Koncernen har hovedkontor i Boston, USA og har eksisteret i mere end 58 år.
- Teradyne er en stor spiller på markedet for leverancer af automatiseret testudstyr.
- I 2017 havde Teradyne en omsætning på 12,87 milliarder kroner.
- Koncernen beskæftiger globalt cirka 4.500 medarbejdere.
Kilde: Mobile Industrial Robots
Koncerndirektøren er i Odense på et af sine jævnlige møder med fynboerne. Det er tre et halvt år siden, de købte Universal Robots for 1,9 milliarder kroner, og siden er salget i virksomheden næsten femdoblet.
Flere fynske job
Alligevel er planerne fortsat ambitiøse, for der er ifølge ejerne et kollosalt salgspotentiale i de fynske robotter. Teradyne forventer at sælge fynske robotter op mod 15 milliarder danske kroner inden for de næste ti år.
Det kræver et stort udviklingsarbejde, så robotterne bliver bedre og mere inteligente. De skal i fremtiden kunne se og træffe de rigtige beslutninger, samtidigt med at de kan bevæge sig.
Derfor vil den største vækst i job være inden for forskning og udvikling. Teradyne vil etablere andre sattelitorganisationer til at hjælpe med nogle områder inden for forskning og udvikling. Det gælder for eksempel i Boston nær Teradynes hovedkvarter, hvor en lille gruppe arbejder med software.
Men hovedparten af de nye job vil være forankrede på Fyn.
- Jeg tror altid udvikling og forskningafdelingerne vil blive her. Vi har fundet noget meget specielt i de mennesker med forstand på teknologi, som er vokset op i industrien her og er vaskeægte innovative. Den største vækst i antal arbejdspladser vil være her, siger han til TV 2/Fyn.
Mangler infrastruktur
Som global virksomhed har Teradyne kunnet hjælpe de fynske robotvirksomheder med nogle af de logistiske opgaver, som møder små virksomheder, der vokser så hurtigt globalt. De har erfaring med at få nye virksomheder integreret og få nye medarbejdere ombord.
Det har været svært at finde lokal arbejdskraft, men ikke umuligt. En større effektivitet har gjort det muligt, men som global virksomhed er de fleksible og henter også specialiseret arbejdskraft i udlandet for at sikre væksten.
- Det er et smukt område, men der er ikke tilstrækkeligt infrastruktur til at hjælpe mange udenlandske medarbejdere. Det gælder især børnefamilier, som skal flytte ind og har brug for et uddannelsessystem. Vi har gjort det med nogle få. Jeg ville ønske, vi kunne få flere, siger koncerndirektøren.
Selvom MiR og Universal Robots ligger i Odense, er der tale om globale virksomheder. Og de får lov at beholde en vis grad af autonomi. Der står ikke Teradyne på skiltene, og ejerne står bag den entreprenørånd, som skal bevare i virksomhederne.
Direktør i Mobile Industrial Robots, Thomas Visti Jensen, har oplevet begge milliardopkøb, selvom han aldrig havde troet det.
Teradynes opkøb
- I 2015 opkøbte Teradyne den fynske robotvirksomhed Universal Robots for 1,9 milliarder kroner
- I 2018 købte Teradyne Mobile Industrial Robots for 1,7 milliarder kroner
- Da jeg forlod Universal Robots, var jeg ret sikker på, det var sidste gang, jeg skulle være med til sådan en oplevelse. Så det er jeg enormt stolt og glad over, at vi har været med til at sætte Odense og Danmark på verdenskortet, siger han.
Men amerikanerne møder en stor kulturforskel i den danske måde at arbejde på. De oplever kaos og færre processer end hos amerikanerne.
Kulturclash på Fyn
Et kaos, som betyder lange danske møder med masser af dialog, fordi det tager lang tid at forstå fynboernes arbejdsgange. Når han bruger hele dagen på et møde i Odense, ville et lignende møde med en langt større amerikansk virksomhed tage den halve tid.
- I vores to danske selskaber er der ikke meget proces. Derfor er der meget mere kaos i forhold til, hvordan folk udfører arbejdet, end vi er vant til i USA. PÅ en måde vil vi gerne vise dem en måde, som er nyttig at arbejde på, især fordi de vokser. I stedet for at ansætte ti medarbejdere om året ansætter de jo nu i størrelsesorden 150-200 mennesker om året. Det er en udfordring at få alle til at være effektive uden en proces.
I Universal Robots nikker HR-chef Anette Dahl genkendende til den problemtstilling. Hun kan godt se, at amerikanerne har langt flere processer, men vil gerne bevare friheden til at være entreprenant.
- Vi er en entreprenørvirksomhed, og vi har ikke altid processerne på plads. Så det er et af de steder, hvor vi bruger af deres kompetencer. Jeg tror, vi kan mødes et sted midt i. Omvendt bidrager vi med en hurtig reaktionstid og at kunne træffe beslutninger på kortere tid, siger hun.
De to kulturer mødes på midten, for dansk kaos er også en fordel for friheden og kreativiteten til at udforske. Og det er netop entreprenørånden og de nye ideer, som ifølge Mark Jagiela er nøglen til succes.
Ved at styrke kreativitet og innovation kan de fynske robotter beholde førertrøjen på foran konkurrenter fra Asien.
- Den fine linje mellem de to skal vi finde og finde balance. Vi skal holde fast i kreativiteten, men sikre, at virksomhederne ikke bliver så kaotiske, at de falder ud over klippen og stopper med at vokse. Det er meget udfordrende, siger Mark Jagiela.
Fordelen på Fyn
Amerikanerne ser en fordel i at være i Odense og i at kunne være en del af innovationen inden for robotområdet. Koncerndirektøren ser kombinationen af kloge mennesker, som grundlagde virksomhederne kombineret med en pragmatisk sans for forretninger.
Evnen til ikke bare at skabe noget interessant, men samtidigt gøre det til en kommerciel succes har været en anden af nøglerne til succesen.
- Mange virksomheder har den ene eller den anden evne, men ikke begge. Nøglen til vækst er ikke bare kloge ingeniører og en tilknytning til universitet, men også hvordan de finder kaptial og investorer, der kan tage det ud på markedet. Den kombination i de to fynske virksomheder har været meget effektiv og meget unik, siger Mark Jagiela.
Ifølge koncerndirektøren kan det for nystartede virksomheder nogle gange være en forbandelse at have for mange penge, ikke en velsignelse.
Både Universal Robots og Mobile Industrial Robots har fra dag et været nødt til at tænke sig om og undgå for mange fejl, for de er startet uden stor kapital. Det har tvunget dem til at være fokuserede og træffe de hårde beslutninger fra starten.
- Det er næsten sværere at vælge fra end at beslutte, hvad man gerne vil. Startup-virksomheder, som får en masse venturekapital eller funding, har dilemmaet. De har nok penge til at gøre mange ting. Men de er ikke i stand til at fokusere på de vigtige ting. Det har absolut været et nøglepunkt, at Universal Robots og MiR er startet helt fra bunden, mener Mark Jagiela.
Globale konkurrenter
Han vurderer, at der er opstået mellem 30 og 40 konkurrenter til Universal Robots ude i verden, som gerne vil gøre fynboerne kunsten efter.
- Så vi bliver nødt til at blive ved med at innovere for at blive ved med at skubbe foran. Jeg er sikker på, dette team kan gøre det. Men det stopper aldrig. Sådan er det for en teknologivirksomhed. Man skal blive ved med at genopfinde sit produkt, fortæller Mark Jagiela.
Teradyne kigger fortsat efter nye investeringer globalt, ikke kun i Danmark. Men fundet og investeringen i to succesfulde virksomheder på Fyn gør dem mere opmærksomme på, hvad der rører sig i den fynske robotbranche.
Yngste finalist
I dag eksporterer de mellem 95 og 96 procent af robotterne fra Odense og ud til resten af verden. Planen er at åbne et kontor i Japan, og de overvejer at åbne salgskontorer i Sydkorea og Singapore også.
Direktør Thomas Visti Jensen er netop kommet hjem til Danmark efter en tur til San Diego, Japan og Singapore. Både for at være tæt på kunderne og salgskanalerne og for at holde samtaler med nye medarbejdere.
Som vækstvirksomhed er der ikke tid til at ramme forkert, når man skal ansætte nye medarbejdere. Derfor håber salgschefen at vinde prisen som EY Entrepreneur of the year 2018.
Om EY Entrepreneur of the year
- Virksomheden skal have eksisteret i mindst tre år og have mindst 20 ansatte
- Virksomheden skal have minimum 15 procent vækst og seneste regnskab skal vise positiv egenkapital og positivt resultat
- EY gennemgår samtlige danske virksomheder undtagen virksomheder med under 20 ansatte, offentlig ejede selskaber og dem med udenlandsk aktiemajoritet.
- Kandidaterne præsenteres for en uafhængig jury, der kårer de regionale og nationale vindere
Den er nemlig en anerkendelse af medarbejderne, som man lægger mærke til, både i Danmark og i udlandet. I feltet af finalister er de langt den yngste repræsentant blandt virksomhederne.
- Bare det at vi vandt på Fyn, er rigtig mange medarbejdere stolte af. Det har vi da stor fordel af, at alle de hårdarbejdende medarbejdere får et skulderklap og en anerkendelse også udefra, mener Thomas Visti Jensen.
Den betragtes som en slags erhvervslivets Oscar-uddeling, og som vinder af den danske konkurrence går man videre til den verdensomspændende finale i Monaco i juni næste år. Her vil vindere fra over 50 lande dyste om sejren.
Åbner døre
En ære, som fynske Micro Matic oplevede forrige år som vinder af kategorien "globalization". Virksomheden leverer dele til fadølsanlæg i hele verden og for virksomheden har prisen åbnet mange døre både hos leverandører, medarbejdere og kunder.
- Over for de store internationale bryggerier kan man jo lige pludselig se, at vores lille danske underleverandør altså er vækstvinderen fra Danmark. Det er jo nok dem, man skal satse på. Jeg synes jo prisen er god, fordi man ikke kårer en enkelt person, men det er hele holdet, og det har været alle medarbejdernes pris, siger han.
Prisen uddeles torsdag aften kl 22.20. TV 2/Fyn vil løfte sløret, om MiR går hen og vinder.
Medarbejderne i Orifarm, der med egne ord er "Danmarks største inden for håndkøbsmedicin og kosttilskud", har fået overleveret en af de mere triste beskeder.
Virksomheden, der har hovedsæde i Odense, har besluttet at nedlægge i omegnen af 70 stillinger.
Det bekræfter direktør for Orifarm Erik Sandberg over for TV 2 Fyn.
- Det er korrekt, at vi planlægger en mindre tilpasning, oplyser han i et skriftligt svar.
Rammer ikke produktionen
Kommunikationschef hos Orifarm Kristian Lysgaard fortæller til TV 2 Fyn, at der er tale om administrative stillinger, der nedlægges, og at de alle er varslet. Fyringerne rammer ikke produktionen, slår han fast.
Han oplyser videre, at man forventer, at processen med fyringerne er gennemført “sidst på ugen”.
Årsagen til de omkring 70 fyringer blandt de 2300 medarbejdere, der er i hele organisationen, er en strategisk beslutning, forklarer Kristian Lysgaard.
Han afviser samtidig, at det skyldes faldende omsætning eller stigende udgifter på markedet.
- Det er altid kedeligt, når det skal ske, men det er nødvendigt for vores mål, siger Kristian Lysgaard.
Indgik stor aftale i september
I september sidste år kunne Orifarm offentliggøre, at de havde indgået en aftale med investeringsfirmaet Carlyle’s Global Credit platform.
Investeringen havde det til formål at understøtte Orifarms fremtidige vækst.
- Den strategiske investering ventes at styrke Orifarms fortsatte ekspansion i Europa, både organisk og gennem opkøb, og derved øge adgangen til medicin af høj kvalitet til overkommelige priser for så mange forbrugere som muligt, lød det dengang fra Orifarm i en pressemeddelelse.
Orifarm blev grundlagt i 1994 af Hans og Birgitte Bøgh-Sørensen og vil efter denne transaktion fortsat være ejet af familien.
Der har været stilhed om årsagen fra de tre ejere, efter at et tag under konstruktion på Flemløse Biogas styrtede sammen.
Men nu har ejerne via deres forsikringsselskab Almindelig Brand kortlagt årsagen til ulykken. Og den stemmer meget godt overnes med de oplysninger, som Arbejdstilsynet kom med for nyligt.
”Kollapset på Flemløse Biogasanlæg kan med overvejende sandsynlighed henføres til brud i IPE-profilerne (stålbjælkerne), der fungerede som understøttende dragere for betonformen."
Det fremgår af en pressemeddelelse som hovedaktionæren i Flemløse Biogas, Kurt Poulsen, har sendt til TV 2 Fyn.
“Undersøgelserne afslører markante fejl i beregningsgrundlaget samt væsentlige afvigelser i udførelsen. Disse forhold har medført en kritisk overbelastning af materialerne og dermed forårsaget kollapset,” fremgår det videre af pressemeddelelsen.
Hyrede nogle af dygtigste eksperter
Ifølge Arbejdstilsynet havde det tyske firma Formtec Spezialschalungs GmbH & Co ikke sikret, “at støbeformskonstruktionen under det midlertidige arbejde, ophold eller færdsel i højden i forbindelse med støbning af betontaget på siloen var egnet og tilpasset hertil, så anvendelsen er sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarlig”.
Kurt Poulsen fortæller, at han påtager sig det overordnede ansvar, men oplyser samtidig, at havde stor tillid til det tyske firma.
- Jeg har hyret nogle af de dygtigste eksperter i Europa til at bygge tanken. Entreprenøren EnviTec Anlagenbau er en af Tysklands førende entreprenører inden for opførelse af biogasanlæg, og deres belgiske underleverandør, BioDynamics, er specialister i at bygge betontanke.
- De er begge eksperter på området med mange års erfaring. Derfor har jeg selvfølgelig også haft stor tiltro til, at alt foregik efter alle forskrifter.
Alle på nær en er hjemme
Ulykken, der skete 26. november sidste år, har påvirket medarbejder voldsomt, fortæller Kurt Poulsen. Han er også selv meget påvirket og fortæller, at ulykken “for altid vil sidde i os”.
Efter ulykke fik Flemløse Biogas to strakspåbud. Et, fordi byggeriet ikke var anmeldt rettidigt, og et, fordi der manglede en plan for sikkerhed og sundhed.
Også her lægger Kurt Poulsen sig fladt ned.
- Det er mit ansvar, og det har jeg fået et strakspåbud for. Det har jeg taget til efterretning, og jeg har foranlediget, at begge dele bringes i orden.
Kurt Poulsen oplyser sidst i pressemeddelelsen, at Flemløse Biogas er blevet oplyst, at de seks tilskadekomne fra ulykken alle er i bedring og ikke ser ud til at får varige mén..
- Alle på nær en er nu hjemme og har det godt. Den sidste skal gennemgå en operation i sit ben, men har det ellers okay, siger han.
Det er et spørgsmål om timer, før Barfoed Group kan fortælle, hvad årsagen er til, at en svalegang på en etageejendom i Munkebjerg Park faldt ned.
En person omkom i forbindelse med arbejdsulykken, der skete fredag 24. januar. To personer kom lettere til skade.
Siden ulykken er der blevet arbejdet på at finde frem til, hvordan ulykken kunne ske, og status er ifølge Frederik Barfoed, der er bygherre og koncerndirektør i Barfoed Group, der har stået for projekteringen og byggeledelsen på byggeriet i Munkebjerg Park i Odense.
Ingen overraskelser
- Vi forventer, at vi senere i dag (mandag, red.) eller i morgen, kan redegøre for den præcise årsag er til ulykken, og hvor ansvaret ligger, fortæller Frederik Barfoed til TV 2 Fyn og uddyber, at der ikke er kommet nogle overraskelser frem i forhold til hans tidligere vurderinger af årsagen til ulykken.
Lørdag forklarede han, at der ikke var fejl i den sikkerhed, der er på byggepladsen, men at det snarere handlede om en konstruktion, der bristede.
Frederik Barfoed fortæller videre, at der er blevet arbejdet i døgndrift hele weekenden på at sikre de sidste værn, så beboerne kan komme tilbage.
Derudover har man rådført sig med “myndigheder” for at få sikkerhedsgodkendt boligerne.
- Takket været et godt samarbejde med de respektive myndigheder, så forløber det planmæssigt, og vi er fortrøstningsfulde, da alle myndigheder har sikkerhedsgodkendt boligerne, så folk kan vende hjem.
Mulighed for krisehjælp
Frederik Barfoed lægger ikke skjul på, at de sidste par dage har været nogle af de hårdere af slagsen. Men ulykken har også sat følelser i kog hos andre, og det har de givet udtryk for over for virksomheden Barfoed Group.
- Mit firma har ikke været den daglige byggeledelse, og det har gjort, at vi er blevet udsatte for nogle voldsomme angreb fra folk, der ikke har kendskab til, hvordan det har hængt sammen, forklarer han og uddyber:
- Det er Rambøll, som har projekteret og har den daglige byggeledelse. og det har vi skulle forklare mange mennesker.
Ulykken fandt sted ligesom Frederik Barfoed var ved at besigtige lejlighederne sammen med en række medarbejdere fra både Barfoed Group og ingeniørfirmaet Rambøll.
De er alle blevet tilbudt psykologkritisk krisehjælp, som de samles til mandag eftermiddag, fortæller Frederik Barfoed.
Det var ikke terrorbilligelse, da en i dag 42-årig kvinde 7. oktober 2023 skrev "Ingen ord kan beskrive, hvor smukt det var at stå op til den nyhed", på et Facebook-opslag med en nyhed om Hamas' angreb på Israel.
Det skriver Fyns Amts Avis ifølge Ritzau.
Kvinden var tiltalt for at have billiget et terrorangreb ved at have skrevet ovenstående efterfulgt af emojis med V-tegn og det palæstinensiske flag og ordene Free Palestine (befri Palæstina, red.) på et opslag fra Ekstra Bladet på Facebook.
Ifølge Fyns Amts Avis forklarede kvinden, at hun ikke vidste, at det var Hamas, der stod bag angrebene. Anklageren mente, at det måtte hun have vidst.
Retsformanden fandt ikke anklagerens påstand bevist
Kvinde frifindes for anklage om at hylde terrorangreb i Israel
En kvinde fra Fyn er onsdag blevet frifundet for en anklage om, at hun i en kommentar på Facebook billigede Hamas' terrorangreb mod Israel 7. oktober sidste år.
Det oplyser den 28-åriges forsvarer, advokat Helene Brædder. Tiltalen blev rejst på grund af hendes kommentar i december på Politikens side på Facebook.
Hun reagerede på en artikel om 7000 døde børn i Gaza og skrev:
"Der har været krig i 73 år men først NU slår Hamas for alvor tilbage. Med god grund!"
Men Retten i Odense har fastslået, at kvinden ikke havde forsæt til at overtræde en bestemmelse i straffeloven, oplyser forsvareren.
Det er vinter, det er koldt, og det er mørkt.
Derfor sætter Rådet for Sikker Trafik i denne uge fokus på skolepatruljerne, der trodser vind og vejr, og sikrer sikker trafik omkring skolen om morgen.
- Vores elever møder op, om det regner eller sner, og det er vigtigt at anerkende dem, så de føler, at vi værdsætter det de gør, siger Maja Høj-Sunesen, der er skolelærer på Risingskolen.
Ugen markeres ved, at alle byens 17 skolepatruljer får tilsendt gifler, chokolade og kakao.
Udover issvømning, sauna og andre indendørsaktiviteter, kunne Faaborg vinterdage også byde på andre specielle former for aktivitet i kulden.
Her er det hækling og strik i vildmarksbade helt ude ved vandkanten. I tre bade kunne man få lov at nørkle i det varme vand eller tage en dukkert i det kolde.
- Jeg læste om det, og så tænkte jeg, at det lød sjovt. Det kunne jeg godt tænke mig at prøve, siger Anne Poulsen der var forbi arrangementet søndag formiddag.
Koordinator for arrangementet, Johanne Holten, forventer, at arrangementet vender tilbage igen næste år.
Fredag skete endnu en dødelig arbejdsulykke på Fyn, hvor en svalegang styrtede ned fra fjerde til tredje sal, og kostede en medarbejder livet.
Det skete ved Munkebjerg Park, hvor det er ingeniør- og rådgivningsvirksomheden Rambøll, der har stået for byggeledelse og projektering af byggeriet.
Og mens bygherrer og koncerndirektør i Barfoed Group, Frederik Barfoed, med forbehold, kaldte byggepladsen sikker, mangler der stadig svar på, hvordan det kunne ske at en hel svalegang styrtede ned og kostede en ansat livet.
- Vi kan sige med sikkerhed, at der ikke er fejl i den sikkerhed, der er på byggepladsen. Og så skal vi tage forbehold og vente på myndighedernes svar. Det her handler ikke på nogen som helst måder om sikkerhed, der ikke er opfyldt. Det handler om en konstruktion, der brister, slog Frederik Barfoed fast lørdag.
Barfoed Group ejer og udlejer omkring 4.500 lejemål herunder en lang række i Odense.
Svarene mangler fortsat
Derfor har TV 2 Fyn rakt ud til Rambøll for at få svar på, hvordan ulykken kunne ske.
I et svar på mail, er det begrænset, hvad der kan siges. Rambøll skriver, at det fortsat er ved at blive analyseret, hvad der gik forud for, at svalegangen pludseligt styrtede ned.
- Det er desværre ikke så meget vi kan sige på nuværende tidspunkt, hvor undersøgelserne stadig er i gang.
- Vi har stået for projekteringen og byggeledelsen på byggeriet i Munkebjerg Park i Odense. Vi er dybt berørte og vores tanker og kondolencer går til den afdøde og de berørte af ulykken. Vi har bistået både bygherre og myndigheder med at sikre, at der ikke sker flere ulykker på boligblokken, hvor svalegangen kollapsede, hvor myndighederne ophævede politiafspærringerne i går og man igen sikkert kan bevæge sig sikkert rundt.
- Lige nu arbejder vi intensivt med at beregne og analysere, hvad der skete. Samtidig er vi i dialog med både bygherrer og myndighederne i deres videre arbejde med at finde årsagen til ulykken.
Fyns Politi har færdiggjort deres arbejde i området, og har ikke yderligere kommentarer til sagen mandag formiddag.
OB er godt i gang med et forberede sig til forårssæsonen i 1. division, og i fredags spillede fynboerne 2-2 mod Silkeborg i en træningskamp.
Et af kampens højdepunkter var en flot scoring af 20-årige Max Ejdum, og netop han bliver en vigtig spiller for OB i fremtiden.
Det talte de om i weekendens udgave af Stemmer Fra Ådalen, hvor panelet satte fokus på Max Ejdums betydning for OB.
”Han er nøglespilleren for OB og den vigtigste spiller i OB’s startopstilling,” siger journalist og OB-fan Jonas Knudsen i podcasten.
Han bliver bakket op af Daniel Lerke Ramming, der har fulgt OB fra tribunen i mere end 25 år.
”Han er en yndlingsspiller, og han har mange af de dyder, som en OB-spiller skal have”, siger Daniel Ramming.
Hele udsendelsen kan ses på YouTube hos Stemmer Fra Ådalen.
Når stjerner som Kylie Minogue, Green Day, Christopher, Jada, Kesi og Lukas Graham til sommer gæster Tinderbox, får de følgeskab af en række flere artister fra både ind- og udland, som festivalen i dag har afsløret navnene på. Det oplyser festivalen i en pressemeddelelse.
Scissor Sisters, The Streets, Natasha Bedingfield, Reyna Tropical, Dizzy Mizz Lizzy, Love Shop, Hugorm, Ida Laurberg og August Høyen.
Ovenstående er netop føjet til plakaten hos festivalen, der i den seneste tid har været i vælten, fordi det er kommet frem at lokalplan har betydet, at tilladelserne til afholdelse af festivalen ikke har været helt fyldestgørende.
Flere indbyggere ved Teglværksvej i Odense er indtil klokken cirka 11.30 uden vand som følge af et akut ledningsbrud, oplyser VandCenter Syd på sin hjemmeside. Også i Hjulets Kvarter er vandet lukket indtil klokken cirka 10 som følge af reparationsarbejde. Det skriver TV2.
Køreturen sluttede brat for en mand og hans passager fredag aften. Her ville vedkommende nemlig lige vende bilen i nogens indkørsel. Undervejs gik det dog ikke som planlagt, og bilen endte med at sætte sig fast i en bunke grus.
Hertil kom ejeren af indkørslen ud og ville se, hvad der foregik. Det endte i en diskussion mellem husejer og bilist, hvor husejeren bemærkede, at bilisten var tydeligt beruset. Ligeledes var passageren, lyder det i døgnrapporten fra Fyns Politi.
Derfor tog husejeren den beslutning at snuppe nøglerne fra bilisten og tilkalde politiet, som havde alkometeret med. Det viste en promille over det tilladte, og den 49-årige fra Faaborg-Midtfyn Kommune blev sigtet.
Søndag blev en 31-årig kvinde fundet død på en adresse i Søndersø. Fyns Politi har nu forladt adressen, hvor det var til stede det meste af søndagen. Det oplyser vagtchefen.
- Vi er ikke længere til stede derude, men er stadig i gang med efterforskningen, siger vagchef Christoffer Jacobsen.
Et større område i Søndersø var afspærret mens Fyns Politi arbejdede på stedet.
På 72 grunde rundt om i landet er der mistanke om forurening, der truer overfladevand som søer, åer og havet. Blandt andet på Fyn.
Kort før nytår afsatte miljøminister Magnus Heunicke (S) 54 millioner kroner til, at regionerne over de kommende fire år kan undersøge og oprense grundene. Men pengene rækker ifølge Danske Regioners næstformand, Mads Duedahl, slet ikke.
Han siger, at oprensning af en enkelt grund snildt kan koste mellem 8 og 10 millioner kroner og endda løbe helt op i 50 millioner kroner.
Regionerne mener, der bør afsættes 50 millioner kroner om året fremover til formålet.
Det afviser miljøministeren dog.
Brug vores app og få de vigtigste nyheder fra Fyn lige ved hånden.
Dit digitale aftryk
Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.
Du kan altid ændre dine præferencer senere
Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.
Se flere detaljer om vores cookies her