Banedanmark: Vinden gav ikke anledning til begrænsninger for togdrift
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Selv om Storebæltsbroen var lukket for biltrafik på ulykkestidspunktet, så var der ingen begrænsninger på togdriften. Det er to forskellige ting, forklarer Banedanmark.
Politiet og Havarikommissionen arbejder på højtryk for at få klarlagt, hvad der onsdag morgen førte til den alvorlige togulykke på Storebæltsbroen, som foreløbigt har kostet seks mennesker livet.
Også hos Banedanmark, der har ansvaret for den danske jernbane og styrer togtrafikken, arbejder de intenst på at finde ud af, hvad der førte til dødsulykken.
- Status lige nu er, at vi ikke ved, hvad der er sket. Vi er alle sammen meget berørte af det, der er sket, og vi er i gang med at undersøge det. Og så er vi i gang med en oprydningsindsats i forhold til at få reetableret trafikken, og det håber vi på – at kunne sætte trafikken i gang – i morgen tidlig, siger Banedanmarks områdechef for kvalitet og sikkerhed, Martin Harrow, til TV 2 News.
- I første omgang skal vi finde ud af, hvad det er, der er sket. Vi har nogle intervaller for, hvornår vi må køre over broen, og i forhold til de intervaller og vindstyrke, så er der ikke noget her, som har givet os anledning til at sætte begrænsninger på togdriften. Derfor er det enormt vigtigt at finde ud af, hvad der er sket, så vi er mere klar på at kunne undgå det i fremtiden, siger Martin Harrow.
Martin Harrow forklarer til Jyllands-Posten, at godstogstrafikken over Storebæltsbroen jævnfør reglerne skal indstilles fuldstændig, hvis den gennemsnitlige vindhastighed overstiger 25 meter i sekundet.
Hastigheden skal nedsættes til 80 kilometer i timen, hvis målingerne viser over 21 meter i sekundet.
Seks dræbte: Tom trailer formentlig skyld i storebæltsulykke
Dødsulykken på Storebæltsbroen skyldes formentlig en tom lastbil-trailer, der er blæst af en godsvogn. Vognen blev efterfølgende påkørt af et passagertog.
Det er formentlig en tom lastbiltrailer, der var kørt op på en godsvogn, som er blæst af og har forårsaget den alvorlig ulykke på Storebæltsbroen onsdag morgen.
Traileren ligger på sporene og har enten ramt lyntoget foran eller i siden.
Det vurderer Bo Haaning, der er havariundersøger og befinder sig på ulykkesstedet.
- Man kan se derude, at der ligger en trailer, som er væltet eller blæst af godstoget og ind i InterCity-toget. Om den har ramt toget foran eller i siden, ved vi ikke, siger Bo Haaning til Ritzau.
Fyns Politi arbejder ud fra den samme tese, men understreger, at det er for tidligt at drage konklusioner om, hvad der er sket.
- Vi ved stadigvæk ikke præcis, hvad årsagen er. Det, vi kan konstatere derude, er, at der er en vogn på en godsvogn, der er væltet af. Der er så et tog, der er kommet i østgående retning, som har påkørt det her gods, og der er sket væsentlig skade på toget i den forbindelse. Men hvad selve årsagen er, det kan vi på nuværende tidspunkt ikke udtale os om, siger Lars Bræmhøj, der er chefpolitiinspektør ved Fyns Politi.
Vindmålinger oversteg ikke grænserne
Banedanmark fortæller til Jyllands-Posten, at godstogstrafikken over Storebæltsbroen jævnfør reglerne skal indstilles fuldstændig, hvis den gennemsnitlige vindhastighed overstiger 25 meter i sekundet.
Hastigheden skal nedsættes til 80 kilometer i timen, hvis målingerne viser over 21 meter i sekundet.
Ifølge Banedanmark var der ingen målinger, der indikerede, at der skulle indsættes restriktioner på togtrafikken.
- Togene har kunnet køre med fuld hastighed, for vi har ikke registreret gennemsnitlige målinger over de fastsatte grænser, siger sikkerhedschef i Banedanmark, Martin Harrow, til Jyllands-Posten.
Han tilføjer, at det endnu ikke vides, om vinden overhovedet spillede en rolle i ulykken.
På vej til bryggeri
Godstoget var på vej fra Høje Taastrup til Carlsbergs bryggeri i Fredericia og var lastet med tom emballage til tapperiet.
Ulykken har foreløbigt kostet seks mennesker livet, mens 16 er såret. Ifølge Søren Jepsen, overlæge på OUH, er ingen af de sårede i livsfare.
Der var 131 passagerer og tre DSB-medarbejdere om bord på toget, da ulykken skete kort efter klokken 07.30.
- Lige nu kan vi ikke sige ret meget. Vi kan sige, at der er et persontog, som er blevet ramt af nogle genstande fra et modkørende tog. Og vi kan se, at det har haft meget, meget alvorlige konsekvenser. Ret meget mere ved vi reelt set ikke. Lige nu bliver det spekulationer, og dem vil vi helst ikke gå ind i. Og så håber vi på at kunne vide mere inden alt for længe, siger Martin Harrow.
Store undersøgelser forude
Han håber på, at undersøgelserne hurtigt vil kaste lys over, hvad der er sket. Men han regner omvendt også med, at der kan gå ganske lang tid, før de har det fulde overblik.
- Forhåbentlig har vi relativt hurtigt noget, som giver os en rimelig indikation på, hvad der er sket. Ellers går der ofte noget tid. Dels er der de tekniske undersøgelser, der er nogle log-filer fra togene, der er aflytninger fra kommunikationen. Der vil også være nogle tekniske afprøvninger, og så vil der selvfølgelig være afhøringer af de implicerede. Så inden vi har det fulde overblik, vil der gå et stykke tid, og det må vi selvfølgelig respektere. Det er Havarikommissionen, der har førertrøjen på der.
- Banedanmark har naturligvis sin egen undersøgelse, og det vil både DSB og DB Cargo også have. Og så vil Havarikommissionen være dem, som har ansvaret for at samle det her op, siger Martin Harrow.
Han kan derfor endnu heller ikke sige ret meget om det godstog, der forårsagede ulykken. For det er formentlig en tom lastbiltrailer, der var kørt op på en godsvogn, som er blæst af og har forårsaget den alvorlig ulykke på Storebæltsbroen onsdag morgen.
Operatør bag forulykket godstog:
- Vi fik grønt signal fra Banedanmark
DB Cargo er den ansvarlige operatør for de godsvogne, der var impliceret i ulykken på Storebæltsbroen.
Der er endnu ikke overblik over, hvad der helt konkret skete, da dele af taget fra nogle lastbiltrailere placeret på et godstog ifølge Banedanmark ramte et lyntog fra DSB onsdag morgen.
Det oplyser operatøren af det implicerede godstog, DB Cargo.
- Hvad der er gået galt, ved vi ikke, og jeg vil ikke spekulere i, hvad der er sket. Reelt set ved vi jo ikke, om ulykken er sket, fordi noget på vognene har revet sig løst, eller noget andet har ramt vognene, siger kommunikationsdirektør i DB Cargo, Jan Wildau.
DB Cargo er et datterselskab til den tyske togoperatør Deutche Bahn (DB).
- Vi fik grønt signal fra Banedanmark
På billeder fra ulykkesstedet ses det, at flere af lastbiltrailerne på godsvognene kommer fra Carlsberg. Virksomheden bekræfter da også overfor TV 2, at det er deres gods.
- Vi er dybt berørt. DB Cargo har klokken 9.30 meddelt os, at der er sket en ulykke med vores gods. Det er DB Cargo, der er operatør for denne del af vores transport, og de plejer at transportere gods på en forsvarlig måde, siger pressechef i Carlsberg, Kasper Elbjørn.
Han oplyser, at Carlsberg står til rådighed med hjælp til opklaring af ulykken, men henviser til DB Cargo for yderligere detaljer om selve transporten.
Jan Wildau fra DB Cargo siger til TV 2, at godstransporten kørte i overensstemmelse med Banedanmark:
- Vi fik grønt signal fra Banedanmark; at det var sikkert at køre over. Vi var klar over, at det blæste kraftigt. Vores set-up er normalvis meget robust, og burde kunne klare det.
Havarikommissionen er på ulykkessted
Jan Wildau fortæller, at DB Cargo havde to medarbejdere på ulykkesstedet – én der sad i lyntoget fra DSB samt en lokomotivfører i godstoget.
- Medarbejderen i IC4-toget tilbød sin assistance på stedet, for at ulykken ikke skulle sprede sig, fordi han har erfaring i forhold til sikkerhed ved togtransport.
For DB Cargo handler det nu om at samarbejde med de relevante myndigheder for at finde frem til, hvad der skete, og hvordan lignende ulykker kan undgås i fremtiden.
- DB Cargo har sendt flere sikkerhedseksperter til ulykkesstedet, hvor de skal bidrage til Havarikommissionens arbejde. Formålet er at placere et ansvar og at minimere lignende ulykker fremover, siger Jan Wildau.
Havarikommissionen, der er den myndighed, som undersøger alvorlige ulykker i blandt andet jernbanetrafikken, bekræfter overfor TV 2, at man er på ulykkesstedet og har iværksat indledende undersøgelser:
- Lige nu indsamler vi alle de oplysninger, vi kan få på stedet, og derefter skal vi have indsamlet en masse andre data. Lige fra vindhastighed, til hvordan godsvognen er lastet, og til hvad reglerne er for, hvornår Storebælt skal lukke forbindelsen – alt, der kan være relevant, siger Bo Haaning, havariundersøger i Havarikommissionen.
Seks omkomne og 16 tilskadekomne
Seks togpassagerer omkom efter ulykken med et lyntog på lavbroen over Storebælt. Det oplyser DSB til TV 2. Der var 131 ombord på toget, hvoraf to til tre var medarbejdere.
Fyns Politi oplyser, at 16 personer er kommet til skade ved ulykken. Alle er uden for livsfare, oplyser Fyns Politi.
Lyntoget afgik klokken 05.19 fra Aarhus H og blev ifølge Bane Danmarks oplysninger til TV 2 ramt af dele af taget på lastvogntrailere, der stod på godstoget, da toget befandt sig på lavbroen over Storebælt.
Traileren ligger på sporene og har enten ramt lyntoget foran eller i siden.
- Det ligger sådan lidt i sagens natur, at det her er så alvorligt, at vi ikke har lyst til at gå ud og sige noget, som vi så bliver nødt til at trække i land på. Vi kan sige, at der er nogle ting fra det her tog, som har ramt passagertoget, og ret meget mere er der ikke at sige lige nu, forklarer Martin Harrow.
Biler og tog er forskellige ting
På tidspunktet for ulykken var Storebæltsbroen lukket for biltrafik, men alligevel fik godstoget lov til at køre over broen. Det er to vidt forskellige sager, forklarer områdechefen.
- Biler, der kører på en motorvej og som risikerer at slingre ind i hinanden, er noget andet end en godsvogn, hvor godset er surret fast, og passagertog, som jo har en vis tyngde. Dermed så er der nogle andre regler, og det er nogle helt faste tabeller, som har eksisteret gennem rigtig mange år. De siger, at ved dén og dén vindstyrke så sætter man begrænsninger på togtrafikken, man nedsætter hastigheden, og når vi så kommer over nogle andre vindstyrker, så lukker vi helt for togtrafikken.
- Og dem har vi altså ikke ramt på Storebælt, og dermed så har vi ikke kørt med de her begrænsninger. Vi har ikke været oppe på de vindhastigheder, hvor vi har skulle sætte begrænsninger ind, siger Martin Harrow.
Politiet bekræfter: Seks dræbte og 16 sårede i togulykke
Politiet bekræfter, at der er seks dræbte ved togulykken på Storebælt.
Fyns Politi bekræfter, at der er seks omkomne og 16 sårede ved togulykken på Storebæltsbroen.
Ulykken skete kort før klokken 07.35 onsdag morgen, og politi og redning arbejder fortsat på ulykkesstedet. Dødsulykken skete på lavbroen, da dele af taget fra en modkørende godsvogn ramte et passagertog, så toget måtte lave en meget hård opbremsning.
Godstoget var på vej til Fyn, og passagertoget var på vej til København. Passagertoget holder fortsat stille på lavbroen fra Fyn mod Sjælland, mens godstoget holder på Fyn.
Alle de dræbte var passagerer i toget, udtalte DSB tidligere onsdag formiddag.
Der var 131 passagerer og tre DSB-medarbejdere om bord på toget, da ulykken skete.
Sæt ikke farten ned
Broen er igen blevet åbnet for biltrafik i retning mod Sjælland, dog med en hastighedsbegrænsning på 50 kilometer i timen.
Der er stadig politi og beredskab på ulykkesstedet, og politiet opfordrer bilister til ikke at sætte farten ned ved toget.
- Nu hvor der er åbnet for trafikken igen i den ene retning, opfordrer vi bilisterne til at respektere den alvorlige ulykke og til lade være med at tage billeder eller at køre langsomt forbi ulykkesstedet, skriver politiet i en pressemeddelelse.
Lad være med at sætte hastigheden ned ved ulykkessstedet eller at tage billeder og video. Hav respekt for de omkomne og sårede. #politidk
— Fyns Politi (@FynsPoliti) January 2, 2019
Evakueringscenter
Fyns Politi har oprettet et evakueringscenter i Nyborg for passagererne fra toget. Det er beliggende i Nyborg Idrætscenter, Storebæltsvej 13-14.
Der vil ikke være adgang for pårørende. Der vil være et psyko-socialt beredskab til stede til at modtage og hjælpe passagerne.
Politiet opfordrer samtidig alle, der har været om bord i toget, om at kontakte deres pårørende og oplyse, at de ok.
Pårørende kan kontakte politiet på telefon 9697 0000 for at få nærmere oplysninger om deres pårørende, der var ombord i toget.