6. feb. 2019 kl. 11:14
Fyn

Se regnestykket: Fynsk familie kører elbil og sparer penge på det

Artiklen er mere end 30 dage gammel

LYT
Del
Link
kopieret!

Fynsk familie ejer to elbiler. Hver bil sparer dem cirka 1.000 kroner om måneden. Også ifølge FDM er elbilerne billigere end benzin- og dieselbiler. Dog kun så længe særlig afgiftrefusion gælder. Den udløber 1. januar.

I det nordlige Odense bor Rune Duban Grandal sammen med sin kone Sara Tummasardottir og deres to børn på tre og ti år.

“For os kan det i hvert fald godt svare sig. Men det kræver, at man kører nogle kilometer. En dyrere bil, der skal spare pengene hjem på brændstof, det kan kun lade sig gøre, hvis man har et højt kørselsbehov.”

— Rune Duban Grandal, elbilejer, Odense.

For to et halvt år siden købte de deres første elbil. Idéen var Rune Duban Grandals. Sara Tummasardottirs samtykke var til gengæld ikke uden en vis bekymring.

- Jeg tænkte ej, kan vi så køre rigtig langt? Kan vi så komme på bilferie? Hvor lang tid tager det at køre over til familien i København?

I dag har familien to elbiler.

- Jeg kan ikke forestille mig at køre på andet, siger Sara Tummasardottir.

Læs også: Inge har lige droppet diesel: Alle skulle prøve at køre på el
Gå tilbage Del
4. feb. 2019 kl. 13:27
Fyn

Inge har lige droppet diesel: Alle skulle prøve at køre på el

Inge Priisholm fra Ringe skiftede den gamle dieselhakker ud med en elbil. Og hun har ikke fortrudt. Heller ikke, når hun skal besøge sønnerne i henholdsvis Frederikssund og Varde. Men hun er stadig en af meget få fynboer, der er gået over på el.

Få dage før jul kunne Inge Priisholm fra Ringe for første gang - og for den nette sum af 300.000 kroner - kalde sig elbil-ejer.

“ Jeg var ikke i tvivl, da jeg prøvede den. At det var noget, jeg kunne tænke mig. Og manden blev også hurtigt glad for den.”

— Inge Priisholm, elbilejer, Ringe.

- Jeg var ikke i tvivl, da jeg prøvede den. At det var noget, jeg kunne tænke mig. Og manden blev også hurtigt glad for den, siger Inge Prisholm.

Så nu står der en spritny Nissan Leaf hjemme i garagen på Midtfyn. Den er tilsluttet et ladeapparat, som Inge Prisholm fik med, da hun købte bilen.

For et ladeabonnement til 600 kroner om måneden må hun lade så meget hun vil. Og det gælder både hendes ladestander hjemme og på alle ladefirmaets standere rundt om i landet.

- Og det kan jeg jo ikke købe meget benzin eller diesel for jo, siger Inge Priisholm.

Men Inge Prisholm er som elbilejer stadig en sjældenhed her på Fyn. En særkørsel for Danmarks Statistik viser, at der kun er 647 elbiler her på Fyn. Således udgør elbilerne blot 0,3 procent af Fyns samlede bilpark.

Inge Priisholm betalte 300.000 kroner for sin elbil. Det længste, hun har prøvet at køre på en enkelt opladning er 240 kilometer. Som regel lader hun bare bilen op hjemme i garagen, hvor hun har fået installeret en ladeboks.

Elbil? Nejtak!

Vi mødte fire fynboer, der var ved at tanke deres bil ved motorvejen i Ringe. For dem var barrieren ikke prisen, men elbilernes rækkevidde.

Fokus på elbiler

  • Elbiler reducerer drivhusgasudledningen. Men der findes stadig forsvindende få elbiler på Fyn.
  • TV 2/Fyn undersøger elbilens muligheder og barrierer på Fyn.

- Rækkevidde og opladetid. Det er stadig ikke godt nok til, at jeg ville købe en elbil, lød det fra Niels Henrik Pedersen, automatiktekniker, Ringe.

Samme melding havde Anders Højgaard Nielsen, der til daglig er sælger hos Scanpipe i Odense:

- Før batterierne bliver større på de elbiler, vil det ikke have nogen interesse.

Heidi Bendtzon fra Odense ville mangle motor-lyden:

- Jeg kan altså ikke lide, når man ikke kan høre motoren, så, nej.

Louise Hansen fra Steenstrup var ligeglad med lyden, men bange for at løbe tør for strøm:

- Det hjælper ikke noget, jeg kommer halvejs, og så fortæller den mig, at "nu kan du faktisk ikke køre længere."

240 km på en opladning

For Inge Priisholm betyder den kortere rækkevidde imidlertid ikke noget. Sønnerne bor i henholdsvis Varde og Frederikssund. Varde har de ikke været i endnu. Men Frederikssund gik fint.

- Det var en dag, hvor jeg havde været i Svendborg dagen før. Jeg havde kørt 130 på motorvejen, så derfor mente kørecomputeren ikke, vi kunne nå til Frederikssund på en opladning. Derfor valgte vi at holde ind i Slagelse for lige at lade i ti minutter. Men da vi kørte hjem havde vi kørt så pænt, at computeren sagtens mente, vi kunne nå hjem. Så der tog vi hele turen uden at lade.

Hvor langt har du prøvet at køre i den?

- Jeg har prøvet at køre 240 kilometer på en opladning. Det er det højeste indtil videre. Men i dagligdagen, hvor vi bare kører her på Fyn, er det sjældent, vi er udfordrede af rækkevidden.

Selv når turen kræver en opladning, er det ikke noget, der piner Inge Priisholm.

- Jeg vil som regel gerne have en pause, hvis jeg kører en længere tur. Så gør det ikke noget bare lige at køre ind til en hurtiglader og holde der 10-12 minutter. Tit står laderne et sted, hvor der måske er et storcenter. Så kan man jo gå derind, mens man venter.

Mål: En million elbiler

Men fynboernes ulyst til elbiler er altså dårligt nyt for klimaet.

“Jeg vil som regel gerne have en pause, hvis jeg kører en længere tur. Så gør det ikke noget bare lige at køre ind til en hurtiglader og holde der 10-12 minutter. Tit står laderne et sted, hvor der måske er et storcenter. Så kan man jo gå derind, mens man venter.”

— Inge Priisholm, elbilejer, Ringe

Ifølge klimarådet står transportsektoren for 25 procent af Danmarks samlede udledning af drivhusgasser. Den udledning kan elbiler reducere. Såfremt altså, at de kører på grøn strøm.

En ny elbil udleder ifølge klimarådets beregninger cirka halvt så meget CO2 som en moderne fossilt drevet bil. I det regnestykke er medtaget brug af bilen og den udledning afdrivhusgasser, der sker i produktionen af bilerne.

Derfor har regeringen et mål om en million elbiler på de danske landeveje inden 2030.

Inge opfordrer: Prøv den

Men er det ikke dyrere at have en elbil? Den er jo dyr i indkøb, er den ikke?

- Nej, fordi den er jo afgift fritaget, så der er ikke så stor forskel længere, siger Inge Prisholm.

Eneste minus for den nye elbilejer er trækkrogen. Hun har krog på sin elbil, men den må kun laste 40 kilo. Den er altså kun beregnet til en cykel eller en bagageboks.

Alligevel tøver Inge Priisholm ikke med at anbefale andre at køre på el. Så til skeptikerne har hun ét budskab:

- Jeg synes, de skulle tage og booke en prøvetur. Så kan de jo se, om de bliver lige så solgt, som jeg var.

Skøre eller first moovere

Familien købte egentligt den første elbil på grund af dieselskandalen, der afslørede, at blandt andre Volkswagen havde fiflet med deres bilers udledning.

Fokus på elbiler

  • Elbiler reducerer drivhusgasudledningen. Men der findes stadig forsvindende få elbiler på Fyn.
  • TV 2/Fyn undersøger elbilens muligheder og barrierer på Fyn.

- Det ønskede vi ikke at være en del af. Da vi købte den første var der ligesom to lejre. Der var dem, der syntes vi var seje first moovere, og så var der dem, der bare syntes vi var skøre, siger Rune Duban Grandal.

I dag sparer familien rent faktisk penge på at køre elbil.

- For os kan det i hvert fald godt svare sig. Men det kræver, at man kører nogle kilometer. En dyrere bil, der skal spare pengene hjem på brændstof, det kan kun lade sig gøre, hvis man har et højt kørselsbehov, siger Rune Duban Grandal.

Han pendler hver dag til Fredericia. Og han har regnet ud, at besparelsen på driften løber op i 800-1000 kroner om måneden per elbil.

- Både brændstof - eller strøm, om man vil - er billigere, og så er serviceregningen heller ikke så høj som på en fossil bil, siger Rune Duban Grandal.

Bilejernes organisation, FDM, har også regnet på, hvad der bedst kan betale sig. FDM konkluderer, at elbilen er en kende billigere end fossile biler. 

FDM lægger alle udgifter sammen: Indkøb af bil, udgift til brændstof og vedligehold, lån, forsikring og værditab. Udgangspunktet er desuden, at bilerne, der sammenlignes, kører 20.000 kilometer om året i fem år.

Af regnestykket fremgår det, at elbilen koster 3,02 kroner per kilometer, mens dieselbilen koster 3,14 kroner per kilometer. Benzinbilen er dyrest. Den koster 3,20 øre per kilometer.

Rune Duban Grandal og hans kone Sara Tummasardottir har allerede to elbiler. Men om lidt skifter de den ene ud til en nyere model. De har købt den nye Hyundai Kona Electric. Foto: Flemming Ellegaard.

El bliver dyrere i 2020

Men fra 1. januar 2020 kan det regnestykke blive vendt på hovedet. For i dag får bilejerne såkaldt afgiftreduktion for den el, de lader på deres biler.

Det betyder, at hver kilowattime til bilen bliver godt en krone billigere end den strøm, man ellers forbruger.

Men ordningen med afgiftrefusion udløber med udgangen af i år. Den fortsætter kun, hvis den genforhandles politisk, og det er der endnu ingen politikere, der har taget initiativ til.

“Der har i forvejen været en masse utryghed omkring afgifter og beskatning af elbiler. Og nu får vi så utryghed omkring afgiftrefusionen. Det går ud over folks lyst til at køre på el.”

— Ilyas Dogru, forbrugerøkonom, FDM.

Hvis afgiftrefusionen ikke fortsætter, vil det gøre elbilen til det dyreste alternativ. Derfor er forbrugerøkonom Ilyas Dogru heller ikke tilfreds med, at politikerne endnu ikke har taget stilling til refusionens fremtid.

- Der har i forvejen været en masse utryghed omkring afgifter og beskatning af elbiler. Og nu får vi så utryghed omkring afgiftrefusionen. Det går ud over folks lyst til at køre på el, siger han.

Hos Dansk Elbilalliance er branchechef Lærke Flader heller ikke tilfreds. Hun peger på, at el i forvejen er beskattet hårdere end fossile brændsler.

- Elafgiften er i forvejen tre gange så høj som på diesel og to gange så høj som på benzin. Hvis politikerne virkelig mener, at de vil have en million elbiler på vejene inden 2030, så bliver de nødt til at skabe ro om skatter og afgifter, siger hun.

Tilbage i Odense er Rune Duban Grandal heller ikke tilfreds med udsigten til dyrere strøm:

- Det kan bestemt godt være med til at skabe en usikkerhed. Det er der ikke nogen tvivl om, siger Rune Duban Grandal.

Alligevel har familien netop investeret i men ny elbil til erstatning for den ene. For selvom det skulle blive en lille smule dyrere at køre på el i fremtiden, så går de ikke tilbage til benzin eller diesel.

- Jeg gider ikke køre andet end el. Det er fantastisk at køre elbil. Det er nemt, siger Sara Tummasardottir.

Læs også: Fynsk bilsælger: Skab ro om afgifter, og giv elbiler konkrete fordele
Gå tilbage Del
5. feb. 2019 kl. 8:36
Fyn

Fynsk bilsælger: Skab ro om afgifter, og giv elbiler konkrete fordele

Casper Mysling i Svendborg er en af Nissans bedste elbilsælgere i Danmark. Men han får først rigtig gang i salget, når politikerne begynder at bakke op med konkrete fordele til elbilisterne, advarer han. For eksempel gratis parkering og tilladelse til at køre i busbanerne.

Casper Mysling er vild med at sælge elbiler. Han kører selv i en. Og han tror, at 2019 bliver året, hvor fynboerne for alvor får øjnene op for de klimavenlige køretøjer.

“Vi har fået to år med afgiftfrihed, men det er ikke godt nok på den lange bane. Som forhandlere vil vi også gerne vide, hvad der skal ske om tre, fem og ti år. Ellers tror jeg ikke, vi når politikernes mål om en million elbiler i 2030.”

— Casper Mysling, elbilforhandler, Svendborg.

- Vi solgte knap 50 elbiler sidste år, og vi regner med at sælge endnu flere i år, siger Casper Mysling til TV 2/Fyn.

Men for at der for alvor kommer hul på bylden, så skal der større politisk opbakning til, mener den sydfynske bilsælger.

En særkørsel, som Danmarks Statistik har foretaget for TV 2/Fyn, viser, at elbilerne udgør knap 0,3 procent af Fyns samlede bilpark. I absolutte tal betyder det, at der finde 647 elbiler på Fyn.

Kort før jul besluttede regeringen at forlænge afgiftfritagelsen på elbiler, så den gælder de næste to år.

Men det vækker kun moderat begejstring hos forhandleren i Svendborg.

Fokus på elbiler

  • Elbiler reducerer drivhusgasudledningen. Men der findes stadig forsvindende få elbiler på Fyn.
  • TV 2/Fyn undersøger elbilens muligheder og barrierer på Fyn.

- Vi har fået to år med afgiftfrihed, men det er ikke godt nok på den lange bane. Som forhandlere vil vi også gerne vide, hvad der skal ske om tre, fem og ti år. Ellers tror jeg ikke, vi når politikernes mål om en million elbiler i 2030, siger Casper Mysling.

For når afgifterne dykker op og ned, så skaber det uro, og så vælger folk det sikre, lyder det fra bilhandleren. Og det er ikke kun køberne, der holder igen. Producenterne risikerer også at sende deres biler til andre og mere sikre markeder, hvis rammebetingelserne i Danmark er for usikre.

Så mangel på elbiler kan altså også blive en stopklods for salget.

FDM: Ro om elbiler tak

Casper Mysling bakkes op af bilejernes organisation, FDM, som også kritiserer politikerne for ikke at have skabt ro om rammevilkårene for elbiler.

“Folk begynder at tænke tanken nu, at de måske skulle vælge en elbil. Det er tanker, som ikke tidligere har været i hovederne på folk, siger forhandleren, som altså har solgt biler i Svendborg de seneste 12 år.”

— Casper Mysling, elbilforhandler, Svendborg.

- Der er behov for trygge rammevilkår om elbilerne. Der har været tale om udfase og forlænge osv. Og det har skabt en utryghed om elbilerne, siger forbrugerøkonom hos FDM Ilyas Dogru.

Bare siden 2010 har politikerne pillet ved beskatningen på elbiler fem gange. Senest i december 2018, hvor de altså besluttede at afgiftfritage elbiler til under 400.000 kroner de næste to år. Når de to år er gået, indfases afgiften gradvist.

Hyundai har netop lanceret sin nyeste elbil, Konaen, der kan køre over 400 kilometer på en opladning. Bilsælger Nicolai Juul oplever, at flere viser interesse for at køre elbil. 

Øget interesse i 2019

Men det er netop nu, politikerne skal træde i karakter, mener Casper Mysling. For lysten til elbiler har aldrig været større.

- Der er en stemning blandt folk. De begynder at tænke tanken nu, at de måske skulle vælge en elbil. Det er tanker, som ikke tidligere har været i hovederne på folk, siger forhandleren, som altså har solgt biler i Svendborg de seneste 12 år.

Casper Myslings vurdering afspejler sig også i salget de første uger af 2019. Tal fra Autobranchen viser, at danskerne købte 20 nye elbiler inden januars udløb. Det er lige så mange, der blev solgt i første halvdel af 2017. I hele 2018 blev der solgt 1.545 elbiler.

Hos Terminalen Odense oplever filialdirektør Nicolai Juul også øget efterspørgsel. Her forhandler de blandt andet Hyundais nye elektriske satsning, Konaen, der kan køre over 400 kilometer på en opadning

- Elbilerne er blevet tilgængelige. Prisniveauet er inden for en normal økonomi at købe en elbil nu. Og så er produktet også ved at være der, hvor folk føler, de får deres behov opfyldt. Rækkevidden er blevet længere, og ladenetværket er blevet tættere, siger Nicolai Juul.

Men der er også behov for anden støtte end den rent økonomiske, lyder budskabet fra Svendborg.

- Jeg synes i virkeligheden, det er nemt at kigge over til vores naboer i Norge. 30 procent af deres salg sidste år var rene elbiler.

I Norge må elbilerne blandt andet køre i busbanerne og parkere gratis i byerne.

- Sådan nogle helt lavpraktiske fordele til elbilisterne, som de andre ikke får. Det ville hjælpe til at sætte yderligere skub i salget, siger Casper Mysling.

2. jan. 2025 kl. 13:10
Tophistorie
Fyn

I over 100 år har familien båret den, men nu er unikt arvestykke forsvundet

LYT
Del
Link
kopieret!

Mere end 100 år af Malene Nichola Grods' familiehistorie er forsvundet.

Der er tale om en dåbskjole, der gennem tiden er båret af seks generationer.

- Vi flyttede for et år siden, og jeg er bange for, dåbskjolen har gemt sig blandt noget andet tøj, som er røget til genbrug, forklarer Malene Nichola Grods til TV 2 Fyn.

Nu håber hun på, at nogen kan hjælpe hende på vej til at få den tilbage i familiens besiddelse, så fremtidige generationer kan bære den.

Landsdækkende eftersøgning

Malene Nichola Grods skrev en efterlysning på Facebook den 29. december 2024, og siden da er hendes opslag blevet delt mere end 1.200 gange.

- Det betyder meget, at så mange har hjulpet til i eftersøgningen, men desværre har ingen set kjolen, forklarer hun.

Samtidig har Røde Kors-butikker på tværs af Danmark ledt i deres butikker, men indtil videre uden held.

Dåb og bryllup til februar

Der krydses fingre for, at dåbskjolen vender hjem snart. For om få uger skal Malene Nichola Grods’ yngste søn døbes.

Den 1. februar for at være nøjagtig.

Og ikke nok med det, så skal hun også selv giftes den samme dag.

- Det ville jo være den perfekte bryllupsgave, hvis kjolen dukkede op til den dag, der betyder så meget for min familie, afslutter hun.

Har du set kjolen, er du velkommen til at kontakte Malene Nichola Grods via telefonnummeret: 42 30 47 06

2. jan. 2025 kl. 15:41
Tophistorie
Peter Salomon

Politiet opgiver eftersøgning af 70-årige Poul

LYT
Del
Link
kopieret!

Siden 27. december har politiet ledt efter 70-årige Poul Frank Andersen, efter han den 26. december forlod sin bopæl i Årslev.

Eftersøgningen indstilles nu, efter politihunde, helikopter og droner har ledt i et større område omkring den 70-åriges bopæl.

Fyns Politi har løbende fået henvendelser fra befolkningen, som alle er blevet fulgt op. Men disse har heller ikke givet noget resultat, oplyser politikredsen.

- Der har været tale om en grundig eftersøgning, men vi må indse, at vores muligheder er ved at være udtømte. Hundene har ikke fået fært og dronerne har ikke kunnet se noget. Vi er nu på syvende døgn, siden Poul Frank Andersen forlod sin bopæl, og uden nye konkrete tips eller spor har vi udtømt vores muligheder, siger politikommissær Lars Sønderskov Kristensen fra Fyns Politi.

Hvis man  har oplysninger om Poul Frank Andersens opholdssted – eller hvis man har set ham - bedes man ringe til Fyns Politi på telefon 114.

Poul Frank Andersen beskrives som en mand på 70 år med hvidt hår og gråt fuldskæg, iført sort eller grå kedeldragt.

2. jan. 2025 kl. 10:56
Tophistorie
Sune Jørgensen

Snevejr på vej til Fyn - kan give problemer i trafikken

LYT
Del
Link
kopieret!

Der er snevejr på vej til Fyn og store dele af landet. Det skriver TV 2 Vejret.

Allerede torsdag aften falder det første sne, men det er særligt natten til fredag og fredag morgen, at der falder sne, og det vil give problemer i trafikken.

Der kommer dog ifølge TV 2 Vejret ikke de store mængder, men det vil påvirke trafikken i hele landet.

Der ventes generelt mellem 1 og 5 centimeter nysne. Lokalt kan der komme endnu mere sne. Der vil dog ifølge prognoserne også være dele af Fyn, som intet sne får.

Grafik TV 2 Vejret

Henter vejret...

°

Lige nu

Weather Icon

Rain: mm

mm

m/s

Baseret på data fra MET Norway. Licenseret under CC 4.0.

Tid Temperatur Regn Vind
2. jan. 2025 kl. 15:02
Fyns Politi

Knivdrama i supermarked - kan du genkende denne mand?

LYT
Del
Link
kopieret!

- Det er et røveri, hænderne op. Giv mig pengene, råbte en ung mand under et væbnet røveri i Rema 1000 på Jernbanevej i Nørre Aaby.

Røveriet fandt sted den 29. december 2024 klokken 20.23, hvor den maskerede gerningsmand henvendte sig ved kassen.

Fyns Politi har tidligere udsendt et signalement, og nu deler politikredsen også billeder af manden, som står bag røveriet. Kender du manden, eller kender du til oplysninger der kan bringe politiet nærmere en opklaring, kan du ringe 114.

Gerningsmanden beskrives som en mand på 18-25 år, 180-185 centimeter høj og med spinket kropsbygning. Mandens hudfarve er lys og han talte dansk. Manden var iført en sort jakke med et hvidt mærke på venstre skulder og et mindre hvidt logo på venstre bryst.

Desuden var han iklædt en mørk hættetrøje under jakken, mellemblå jeans og mørke kondisko.

Han var maskeret med tørklæde eller halsedisse til op over næsen og havde hætten trukket over hovedet, samt iført mørke handsker. Gerningsmanden var bevæbnet med kniv og undløbet med de stjålne kontanter i en blå Rema 1000-pose.

Fyns Politi oplyser i øvrigt, at der er sikret DNA-spor på gerningsstedet, som politiet venter analysesvar på.

Leder efter flere spor

På overvågning fra gerningsstedet ses manden løbe alene i vestlig retning ad Svinget efter røveriet.

Vidner har kontaktet politiet og forklaret, at de har set en mand svarende til gerningsmanden løbe ad Østergade i vestlig retning og på Kongsgaardsvej i sydlig retning mod rundkørslen ved Idrætsvej, skriver politiet i en pressemeddelelse.

Politiet er interesseret i at høre fra borgere der enten har set eller hørt noget i relation til røveriet.

Politiet vil høre fra dig hvis:

  • Du har set noget ved butikken eller på den beskrevne strækning den 29. december omkring gerningstidspunktet klokken 20.20-20.40.

  • Du bor langs den nævnte strækning og har videoovervågning i din indkørsel eller i din bil som måske har optagelser fra gerningstidspunktet

  • Du kan genkende – eller mener at kunne genkende - gerningspersonen ud fra overvågningsbillederne og signalement

  • Du har hørt nogle tale om nogen eller noget, som kunne have relation til røveriet

2. jan. 2025 kl. 14:13
Fyn
Kasper Marquardtsen - TV2 ØST

Nu bliver det dyrere at tanke din bil

LYT
Del
Link
kopieret!

Når ejerne af Fyns 223.631 benzin- og dieselbiler i de private husholdninger næste gang skal have fyldt tanken, bliver det til en væsentlig højere pris end før årsskiftet.

For ved årsskiftet er afgifterne på både benzin og diesel steget, hvilket har medvirket til, at en liter diesel onsdag formiddag er steget til sit højeste niveau i 10 måneder.

Ifølge energiselskabet OK er listeprisen for diesel dermed oppe på 14,62 kroner per liter.

Listepriserne ligger generelt 1,2 kroner over den pris, som står på pumpen ved de ubemandede tankstationer, hvilket i praksis betyder, at diesel onsdag kan købes fra 13,42 kroner per liter.

Det er den højeste pris siden midten af februar måned sidste år, og cirka en krone mere end gennemsnitsprisen for diesel i 2024.

For benzin er afgiftsstigningen mindre.

Her er prisen onsdag steget til lige over 14 kroner ude på tankstationerne, hvilket bringer prisen lige op over gennemsnitsprisen for benzin i 2024.

Benzin- og dieselbiler hitter

Ifølge FDM er det blandt andet en skatteaftale fra 2009, som igen i 2025 gør det dyrere at tanke bilen.

Alt imens benzin- og dieselpriserne stiger, forbliver det såkaldte befordringsfradrag uændret.  Det har Skatterådet besluttet.

Befordringsfradraget er en skatterabat til pendlere, der har mere end 24 kilometer til og fra arbejde.

DSB har tidligere oplyst, at priserne for pendlere, der rejser mere end tre zoner, ikke vil opleve prisstigninger, når taksterne ændres den 19. januar 2025.

2. jan. 2025 kl. 12:31
Jakob Fenger, TV MIDTVEST

Flere postkasser sprængt i luften nytårsaften

LYT
Del
Link
kopieret!

Flere postkasser blev nytårsaften sprængt i luften. Alene i nytårsdøgnet har Fyns Politi modtaget otte anmeldelser.

Det fremgår af politiets døgnrapport.

Allerede mens rådhusklokkerne ringede, fik politiet den første anmeldelse fra Bøgevej i Haarby. Dernæst fulgte de på stribe rundt om på Fyn.

På Dalby Bygade i Dalby ved Kerteminde, på Gislev Lærkevej i Gislev, på Rønningevej i Langeskov, på Assensvej i Ørbæk, på Ådalsvej i Odense, på Humblevej på Langeland og Tulipanvej på Ærø.

Fyrværkeri forventes at være årsagen til alle sprængninger.

2. jan. 2025 kl. 11:12
Arkiv, Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Stort millionunderskud til fynsk frugtvirksomhed

LYT
Del
Link
kopieret!

Det går skidt for den fynske frugtvirksomhed Orskov Foods.

For tredje år i træk er der underskud - denne gang på 37,2 millioner kroner. Sidste år lød underskuddet på 22,6 millioner kroner. Det skriver Fødevare Watch.

Ifølge Orskov Foods, der har 400.000 frugttræer på Fyn, skyldes underskuddet et skuffende salg i udlandet, eksempelvis i Polen og Chile.

2. jan. 2025 kl. 10:14

Leder stadig efter 70-årig - men snart bliver eftersøgningen indstillet

LYT
Del
Link
kopieret!

I en uge har Fyns Politi ledt efter den forsvundne 70-årige Poul Frank Andersen på Midtfyn. Han har været forsvundet siden anden juledag.

- Vi er fortsat i gang med eftersøgningen af den bortgåede Poul Frank Andersen i dag, siger Mads Boel, der er kommunikationsrådgiver hos Fyns Politi.

- Eftersøgningen er ikke længere med henblik på at redde liv. Vi bruger de sidste muligheder, vi har i dag, og giver det ikke resultat, vil eftersøgningen blive indstillet, medmindre der kommer nye henvendelser, som kan give os noget at gå efter, siger Mads Boel.

Poul Frank Andersen forlod sin bopæl i Årslev og gik i ukendt retning anden juledag.

Helikopter, droner og hunde

Eftersøgningen er blevet besværliggjort af et "langsommeligt terræn", der består af både moser, vandhuller, afvandingskanaler, plørede marker og skovområder.

Politikommissær Jesper Schmidt-Nielsen har deltaget i eftersøgninger i mere end 30 år og fortalte i sidste uge til TV 2 Fyn, at netop denne eftersøgning placerer sig i den helt svære kategori.

Forsvaret har hjulpet politiet med at søge efter manden med en helikopter.

Derudover har politiet brugt hunde og droner - intet videre uden held.

I weekenden opfordrede politiet borgere i området omkring Nørre Lyndelse til at kigge i skure, lader og andre gemmesteder efter manden.

Har du oplysninger i sagen, kan du kontakte Fyns Politi på telefonnummer 114.

To fynske øer undtaget taxiloven

LYT
Del
Link
kopieret!

Avernakø og Lyø er fra årsskiftet kommet med på listen over øer, der er undtaget taxiloven, meddeler Transportministeriet på sin hjemmeside.

Det betyder, at enhver kan sætte et skilt op på havnen og tilbyde kørsel mod betaling uden at skulle have blandt andet et taxameter eller andet, der er et krav i taxiloven.

I alt 11 øer er nu undtaget fra loven.

2. jan. 2025 kl. 8:58

Flere tog aflyst på Fyn

LYT
Del
Link
kopieret!

Flere tog er torsdag morgen og formiddag aflyst på Svendborgbanen. Det oplyser Go Collective, der driver Svendborgbanen.

Det drejer sig blandt andet om afgangene mellem Odense og Svendborg klokken 08.31, 09.22, 09.31 og 10.22.

- Aflysningen skyldes materielforhold. Vi beklager de gener, dette kan medføre, skriver Go Collective på sin hjemmeside.

2. jan. 2025 kl. 7:32

Rasmus Lyberth sagde tre ord, da han så Annette første gang - og så ringede han til sin mor

LYT
Del
Link
kopieret!

Når man ser en smuk kvinde, skal man sige det til hende. Sådan er grønlandske Rasmus Lyberth opdraget.

Så da han i 1991 så en underskøn kvinde træde ind af døren på en restaurant, gik han straks op til hende og sagde:

- Du er smuk.

Og så inviterede han hende med i byen samme aften.

Annette Bogø, som hun hed, nåede aldrig hjem på eget værelse den nat. De har faktisk været sammen lige siden.

Også selvom parret aldrig var blevet matchet i DR's datingprogram "Kærlighed ved første blik", for som Annette siger:

- Vi har jo ingenting til fælles!

Det var bestemt ikke planen, at 30-årige Annette Bogø fra Søborg den aften skulle finde sig en kommende ægtefælle. Hun arbejdede som lærer i Sydgrønland og var på ferie med sine forældre i Ilulisat, hvor Rasmus samme dag skulle holde koncert i anledning af byens 250 års jubilæum.

Han havde på det tidspunkt længe haft en solid karriere i Grønland og Danmark som musiker og sangskriver, så Annette kendte til ham, men havde aldrig mødt ham før.

- Det var against all odds, for ganske vist var det kærlighed ved første blik, men vi har i virkeligheden ingenting til fælles! Vi kommer fra forskellige kulturer, har forskellig alder og forskellige interesser. Men han var jo en flot mand.

Morten Albek

Jeg sagde vist nok ja

For Rasmus var vejen klar allerede efter den første aften med Annette:

- Der var ikke noget at rafle om. Jeg kunne bare mærke, at mit liv skulle ligge der. Det er den smukkeste oplevelse, jeg har haft.

Der gik heller lang tid før Annette fik noget af en overraskelse.

Hun var stadig på samme ferie, nu på en sejltur langs Grønlands kyst, da det pludselig gjaldede udover skibet, at der var telefon til en Annette Bogø Jensen.

Hun tog telefonen på kaptajnens kontor. Det var via kystradioen, så alle kunne følge med. Så kom spørgsmålet fra Rasmus: Vil du gifte dig med mig?

Snart efter vidste hele Grønland, at et af deres helt store sangikoner, Rasmus Lyberth, havde fundet kvinden i sit liv.

- Jeg sagde vist nok ja, men jeg var ret overrumplet. Dels over spørgsmålet, men mere over, at alle kunne høre det. Og lynhurtigt var det officielt, for i Grønland kan man ikke holde noget hemmeligt.

Rasmus og Annette har været sammen siden 1991. Det har de ikke tænkt sig at ændre på.

Som nat og dag

Selvom Rasmus og Annette aldrig var blevet matchet i et datingprogram, har de passet sammen i alle årene som fod i hose. For de har det bare godt i hinandens selskab.

Og så er de gode til at sige undskyld.

- Hvis der kommer en høj lyd fra køkkenet, mens jeg laver mad, kan Rasmus råbe UNDSKYLD ude fra badeværelset. Bare for en sikkerheds skyld. For ikke at få skældud. Og når der virkelig har været grund til at sige undskyld - og der er der efter så mange års samliv - har vi været gode til det. Men også gode til at holde op med at snakke om det. Det er lige så vigtigt, understreger Annette.

For det er ikke en mulighed for parret at forlade hinanden.

- Når man har sagt ja, har man sagt ja. Problemer er en del af livet og faktisk en gave, for problemets energi er fantastisk. Vi går ind i dem, fortæller om dem og kommer over dem. Jeg havde aldrig været sangskriver, hvis der ikke var problemer i verden., siger Rasmus.

For Annette har skilsmisse heller aldrig været en mulighed på trods af problemer hen ad vejen:

- Jeg kan ikke forestille mig et liv, hvor vi ikke er sammen. Jeg har måske truet med at gå, eller haft lyst til at slå ham ihjel. Men det er ikke en følelsesmæssig mulighed at gå fra hinanden. Rasmus får mig til at grine og til at havde det godt med mig selv. Det er den største gave, han har givet mig.

Morten Albek

Dig og mig

I serien Dig og mig fortæller fynske par deres kærlighedshistorie. Hvordan de mødte hinanden, hvad de faldt for, hvad de bliver mest irriterede over og om, hvordan de bare ikke kan undvære hinanden.

Afsnit 1: Jim Lyngvild og Morten Paulsen. "Vi er hinandens åndedrag"

Jim Lyngvild og Morten Paulsen fandt hinanden på dating.dk for 24 år siden. Første date bød på både store overraskelser om Mortens udseende og på spagat fra Jim. Parret har været sammen lige siden.

Afsnit 2: Lasse Helner og Mathilde Bondo. "Mathilde kan være røvirriterende"

Fyn er fin. Den sang har Lasse og Mathilde sunget i evigheder. Deres kærlighed er ligeså fin, den har holdt i 49 år. Selvom de begge kan være vanvittigt irriterende.

Afsnit 3: Rasmus Lyberth og Annette Bogø Lyberth. "Jeg har haft lyst til at slå ham ihjel, men har aldrig overvejet at forlade ham."

Det var kærlighed ved første blik, da den grønlandske sanger og kunstner Rasmus Lyberth i 1991 fik øje på en smuk kvinde og straks inviterede hende ud. Danske Annette Bogø, som hun hed, sagde ja til at gå i byen med ham samme aften, og de har været sammen lige siden.

2. jan. 2025 kl. 6:13

Glatte veje flere steder

LYT
Del
Link
kopieret!

Der er god grund til at være forsigtig på vejene her til morgen. Flere steder er der nemlig risiko for, at de er glatte i det fynske, skriver Vejdirektoratet på sin hjemmeside.

Samtidig er der forbud mod passage med lette påhængskøretøjer på Storebæltsbroen, da det fortsat blæser kraftigt. Forbuddet forventes ophævet op ad dagen.

Vejdirektoratet opfordrer til øget opmærksomhed, da der er risiko for nedfaldne grene og væltede træer samt risiko for væltet vejarbejds-afmærkning og tabt gods på kørebanerne efter blæsevejret onsdag.

2. jan. 2025 kl. 6:00
Sune Jørgensen

Nu skifter vejret: Masser af sol og måske sne på vej til Fyn

LYT
Del
Link
kopieret!

Efter et par meget regnvåde og stormende nytårsdage bliver torsdag helt anderledes.

- Der er mulighed for en rigtig flot dag med solskin og tørvejr langt det meste af tiden. Vinden har lagt sig og er let til jævn, siger Lone Seir fra TV 2 Vejret.

- Der kan komme nogle byger, og de kan godt være med sne eller slud, fordi temperaturen er faldet, fortæller hun.

Torsdag bliver temperaturen omkring eller lige over frysepunktet.

Henter vejret...

°

Lige nu

Weather Icon

Rain: mm

mm

m/s

Baseret på data fra MET Norway. Licenseret under CC 4.0.

Tid Temperatur Regn Vind

Dit digitale aftryk

Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.

Du kan altid ændre dine præferencer senere

Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.

Se flere detaljer om vores cookies her