(Læs artiklen uden opmærksomhedsforstyrelse her)

Tuschpennen glider let henover tavlen. Det hyler svagt.

O-P-G...

To meter til højre for sidder klassens klogeåge. Han vipper let med tæerne. 

Lugten af leverpostej stiger langsomt op fra tasken og kravler ind i dine næsebor.  

I gennem vinduet kan du høre, hvordan de mindste elever har lokket vikaren til rundbold.

...-A-V-E

 Igennem en lille sprække i døren fanger du, at at rengøringsvognen triller stille afsted på gangen. Det ene hjul har sat sig fast. Det skurer let. 

- Hey? Har du...

Den kølige luft fra en lille vinduesprække prikker på dine arme. 

- ...forstået opgaven, lyder det med en bestemt stemme. 

- Hvad?

Dine læber bævrer let, mens du forsøger at fordøje alle indtryk, som var de skruet helt op på ti. 

Som en dobbeltteenager

- Jeg er dobbelt-teenager på grund af ADHD. Det er bare ikke nemt.

15-årige Rasmus Jensen sidder roligt i sofaen. Siden han var seks år, har han taget medicin for den psykiske lidelse ADHD.

- Hvis jeg ikke tager medicinen, kan jeg ikke fokusere på ting, og jeg kan godt få en kortere lunte. Derfor sørger jeg altid for at få taget min medicin, forklarer han.

Ifølge Rasmus Jensen betyder ADHD, at mange sanseindtryk bliver forstærket. Eksempelvis er lyden fra en bil, der passerer meget intens. Det samme gælder journalisten, der klikker med kuglepennen under et interview.

I praksis betyder det, at Rasmus Jensen har svært ved at samle fokus om eksempelvis lærerens gennemgang af tysk grammatik. Derfor er medicinen afgørende for hans indlæring.

Medicinen klarer det meste

Dorthe Pedersen har som mor fulgt med Rasmus Jensen, siden han fik konstateret ADHD som femårig. Han var ikke i tvivl om, at hendes søn skulle medicineres for den medfødte lidelse, men hun er opmærksom på, at ADHD-præparater som Ritalin og Adderall ikke kan klare alt.

- Medicinen kan ikke hjælpe med at lære de sociale spilleregler. Derudover er Rasmus også udfordret med at holde opmærksomhed og organisere sig. Medicinen kan ikke stå alene, understreger hun.

Derfor har hun løbende forsøgt at skaffe hjælp til sin søn. Alligevel kulminerede sønnes udfordringer da han på grund af en politianmeldelse kørte af sporret i efteråret 2018. Familien ønsker ikke at komme nærmere ind på politianmeldelsen.

Siden august har Rasmus Jensen været elev på Tommerup Efterskole.

- Jeg tror aldrig, at jeg har været så glad for det, jeg har opnået. Det har været en forfærdelig vej, men jeg er nået dertil, og jeg har ikke haft det bedre før, forklarer han.

Derfor har mor og søn meldt sig til et forskningsprojekt for at hjælpe andre med ADHD. Projektet er med i kapløbet om førstepræmie på én million forskningskroner ved "Et sundere Syddanmark".

- Jeg bliver faktisk lidt flov, når jeg tænker på, at vi ikke har gjort det før.

I flere end 25 år har forskningsleder og speciallæge i børnepsykiatri Niels Bilenberg hjulpet børn og unge med den psykiske lidelse ADHD.

Og i de 25 år har han, ligesom mange andre specialister i ADHD, fokuseret på at behandle symptomer ved lidelsen fremfor at sikre barnet eller den unge et godt liv.

Men det er ikke godt nok, mener den garvede speciallæge.

- Det er i virkeligheden helt oplagt. Det skal ikke være læger, der sidder bag et skrivebord, som definerer succeskriterierne. Det skal være barnet selv, understreger han.

Derfor har Niels Bilenberg sat sig i spidsen for et forskningsprojekt, der er indstillet til at vinde en million kroner ved "Et sundere Syddanmark".

Projektet skal undersøge den såkaldte REHAB-model, der er møntet på børn med ADHD. Modellen bygger på et tættere samarbejde mellem kommune, psykiatrien samt større indflydelse fra børnene selv.

Mere konkret skal personer fra både kommune og psykiatrien mødes med familierne for i fællesskab at tilrettelægge behandlingen.

- Det er normaltbegavede børn, der har forudsætninger til at klare sig bedre. Det gør ondt på mig, at det ikke er lykkedes, siger børnepsykiateren.

Som at sidde mellem to stole

Niels Bilenberg mener, at der er behov for en ny tilgang inden for ADHD-området.

- Familier og børn med ADHD har nogle gange følt, at de var placeret mellem to stole. Det er det, vi skal undgå, forklarer Niels Bilenberg, der med forskningsprojeket vil undersøge om REHAB-modellen er løsningen.

Følelsen af at sidde mellem to stole eller være kastebold mellem to systemer går igen hos 15-årige Rasmus Jensen, der har ADHD, og hans mor, Dorthe Petersen

- Jeg har oplevet, at den ene part har sagt, at du skal gå derover, mens den anden part har sagt, at du skal gå derover. Jeg er blevet sendt frem og tilbage, forklarer hun.

Hun bliver bakket op af sin søn:

- Hvis der havde været kommunikation mellem dem, så havde hjælpen kunne været kommet hurtigere, er han overbevist om.

Vil sprede budskabet

Hvis Niels Bilenberg får del i pengene, forventer han, at der går op til et par år, inden han ved om REHAB-modellen er den rigtige løsning.

- Hvis REHAB viser sig at være noget, der er en succes, så skal man selvfølgelig ud og fortælle omverdenen, at vi har succes, understreger han.

Selvom forskningsprojektet endnu ikke er sat i søen, er Rasmus Jensen overbevist om, at REHAB-modellen kan vise sit værd, da den kan være med til reducere de nederlag, som flere personer med ADHD oplever.

- Ingen skal gennemgå det, jeg har oplevet.  Der er ikke nogen, som skal gennemgå og lide under den samme mangel på kommunikation som mig, understreger Rasmus Jensen.

Han bliver bakket op af sin mor.

- Jeg er 100 procent sikker på, at REHAB-modellen er det, der skal til. Det er folks selvværd, der er på spil, forklarer moren.

Ifølge Niels Bilenberg kræver det forskning før man kan vide, om REHAB-modellen er den rigtige løsning.

- Vores opgave som forskere er at se om det her er bedre, end det vi plejer at gøre. Hvis vi kan lykkes med det, så har vi lavet det, man kalder evidens. Det betyder, at vi har noget at gå ud med til andre kommuner og regioner for at sprede projektet, forklarer Niels Bilenberg.

En god forretning

REHAB-modellen kan vise sig ikke kun at være en gevinst for folks selvværd. Den kan også spare samfundet penge, mener Niels Bilenberg.

- Der er en stor gruppe, der på trods af behandling har svært ved at gennemføre folkeskole, ungdomsuddannelse og komme i arbejde, forklarer forskeren.

I 2014 undersøgte Rockwool Fonden de samfundsudgifter, der er knyttet til personer med ADHD, som ikke er blevet behandlet for lidelsen som børn. Forskerne nåede frem til, at personerne i højere grad var kriminelle og på overførselsindkomster.

Derfor er en tidlig og effektiv indsats afgørende for både personernes selvværd og samfundet.

- Hvis man har ADHD, så er der en stor risiko for, at man falder af toget eller kommer ud på et sidespor. Vi skal holde dem på det her spor, så de ender med at få en god uddannelse og kunne klare sig selv. På den måde bliver de gode skatteborgere i stedet for nogle, der "belaster" samfundet, siger Niels Bilenberg.

Rasmus M. Jensen har selv oplevet at være kørt ud på et sidespor. I august startede han efter et år med en række nederlag i 10. klasse på Tommerup Efterskole.

- Jeg tror aldrig, at jeg har været så glad for det, jeg har opnået. Det har været en forfærdelig vej, men jeg er nået hertil og jeg har ikke haft det bedre før, forklarer han.

Allan Friis var 25, da han fik konstateret psoreasisgigt.

- Jeg begyndte lige så stille at få ondt i mine fødder. Men så en dag kunne jeg slet ikke gå. Jeg havde slidt fem millimeter af begge mine fodrodsknogler, siger han.

Efter et længere udredningsforløb fik Allan Friis, der i dag er 41, endelig sin diagnose. Siden har han kæmpet for at få et tåleligt liv med sygdommen.

Allan Friis er forsøgsperson i forskningsprojektet FLORA på Odense Universitetshospital, hvor forskere eksperimenterer med at kurere gigt ved at transplantere afføring fra raske til gigtpatienter.

FLORA er sammen med fire andre forskningsprojekter med i opløbet om at vinde to millioner kroner til videre forskning i konkurrencen "Et sundere Syddanmark".

Det seneste års tid har Allan Friis haft det godt, efter han fik en ny men meget dyr biologisk medicin. I dag har han det så godt, at han kan kaste bold med sin hund Balder. Sidste år havde det været umuligt.

- Havde det været for et år siden, så skulle jeg nærmest bukke mig i hak, fordi jeg havde ondt i knæet eller i skulderen.

Gigt er en livslang sygdom

Der findes 200 forskellige typer af gigt. De fleste kender slidgigt, som primært rammer ældre mennesker. Men mange gigttyper rammer både unge og gamle. Det er for eksempel tilfældet for psoreasisgigt.

Og har man først gigt, så slipper man altså ikke af med det igen, fortæller Torkell Ellingsen, der er professor på gigtafdelingen på Odense Universitetshospital.

- Gigt er en livslang sygdom, og for de flestes vedkommende er det et liv med medicin. Gigt kan ramme mennesker i alle aldre. Det har stor betydning for patienternes livsmuligheder. Hvis man er gravid, kan man blive nødt til at lægge sit liv om. Gigten kan også få indflydelse på ens arbejdsliv. Nogle må pensioneres tidligere eller sygemeldes, siger Torkell Ellingsen.

I Bred, hvor Allan Friis bor sammen med sin kone og femårige søn, kan familien godt skrive under på, at gigt ikke er noget, man bare lige lægger om i baghovedet.

- Mange tror, at gigt kun er fysisk. Men ud over alle de ting, der begrænser dig, smerterne og den voldsomme træthed, som mange gigtpatienter oplever, så er det også hårdt psykisk. Det er for eksempel hårdt ikke at have energi til sin søn, når man kommer hjem. Man kan næsten blive depressiv af det nogle gange, siger Allan Friis.

Medicin gav Allan migræne

700.000 danskere lider i dag af en gigtsygdom.

- Hvis man måler på samfundsbyrden økonomisk, så er den en af de store sygdomme. Og det er den, fordi det er livslang behandling, siger Torkell Ellingsen.

Desuden er gigt-medicin i mange tilfælde meget dyr. Alternativet ville dog være dyrere, anfører professoren.

- God behandling er oftest billig behandling på lang sigt, fordi det gør, at patienten bevarer erhvervstilknytning og sikrer sin egen forsørgelse, siger Torkell Ellingsen.

Allan Friis har også været sygemeldt. Det tog lægerne mange år at finde den rigtige medicin til ham. Sådan er det for mange gigtpatienter.

- Og noget af det medicin, man får, er der mange bivirkninger ved. Det sidste, jeg fik, før jeg begyndte på det, jeg får nu, det fik jeg meget slem migræne af, siger Allan Friis.

Og det er altså en af grundene til, at Allan Friis meldte sig til FLORA-studiet.

- Tænk hvis tarmbakterier kunne være med til at kurerere min sygdom. Tænk, hvis jeg ved at være med i det her forsøg kan spare nogle andre for alt det, jeg har været igennem.