Museets arkæologer har fundet to brønde, der stammer fra jernalderen, i de første århundreder efter Kristi fødsel. Brøndene er fundet nær tidligere bebyggelser i området ved Vindinge å i Årslev på Midtfyn.
- Her er tale om to utrolig godt bevarende brønde. De er bevaret, fordi de har ligget lufttørt og samtidig dækket af vand, skriver Øhavsmuseet på Facebook.
Det er første gang nogensinde, at arkæologerne fra Øhavsmuseet finder sådanne flere tusind år gamle brønde.
Årringe i træ afslører alder
De to brønde er lavet i træ, og det gør det muligt for arkæologerne at fastsætte en præcis alder. Ved hjælp af årringene i træet kan arkæologerne med sikkerhed fastslå, at brøndene er lavet i jernalderen.
Når træet vokser, dannes det årringe, hvis tykkelse varierer fra år til år alt efter, hvordan klimaet har været.
- Det er fascinerende, at uanset om et træ vokser i jernalderen eller i dag, vil det have sin unikke kode, skriver Øhavsmuseets arkæologer på Facebook.