Først var det Brøndby - nu er det "The Reds"
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Horne Forenede Sportsklubber lægger tirsdag aften græs til en kamp mellem FC Liverpools U-23 hold og FC Nordsjælland ved den årlige fodboldfestival.
FC Liverpool U-23 tørner tirsdag aften sammen med FC Nordsjællands superligamandskab som led i Horne FS' traditionsrige fodboldfestival.
Arrangørerne forventer op mod et par tusinde tilskuere til kampen, der er den seneste af en lang række i det, der efterhånden er blevet en tradition.
Det hele begyndte i juli 1997, da klubben fejrede sit 25 års jubilæum med en opvisningskamp mod Brøndby og stjerner som John Faxe Jensen, Ebbe Sand og Peter Møller optrådte på det lokale stadion, Egsfield Ground.
Under kampen, der foregik i regnvejr, stod de 2.600 tilskuere på paller, der fungerede som tribuner.
Kampen endte 10 - 1 til Brøndby, og Ebbe Sand indledte sin målrige karriere med tre mål.
Alligevel gav det lyst til at gentage succes'en, og det er blevet til en hel del siden.
Gennem årene har Horne FS arrangeret 14 internationale kampe med deltagelse af hold som Bolton, West Bromwich, Liverpool Legends, Liverpool U-21, Hamburger SV og Werder Bremen, som har spillet mod danske superligahold som OB, FCK, FC Midtjylland, Silkeborg, Esbjerg og Brøndby overværet af i alt mere end 35.000 tilskuere.
-Det er vigtigt for os, at festivalen ikke bare er en “normal” byfest med fadøl og så videre. Vi er en fodboldklub, så vi har fokus på sporten. Derudover vil vi gerne tjene en skilling til klubben, det er klart. Men derudover så giver det en fællesskabfølelse blandt de frivillige, der banker fodboldfestivalen op - og så er det også bare en god oplevelse for de lokale, der er med til at sætte Horne og Faaborg-Midtfyn-området på landkortet, siger Hans Martin Møller, der er næstformand i Horne FS Fodbold.
Han tilføjer, at klubben er indstillet på at fortsætte med lignende arrangementer.
- Vi er virkelig stolte af fodboldfestivalen, fordi den er nået så langt ud. Vi er en lille klub i en lille by, der har fået muligheden for at vise os frem igennem sporten. Det er ret stort, at det ikke kun er de store klubber i de store byer, der bliver lagt mærke til, siger han.
Liverpool-stjerner i Horne
Fire tidligere Liverpool-stjerner gæster Horne, hvor 130 børn og unge lærer fodboldtricks fra de gamle legender.
Fredag, lørdag og søndag løber 130 børn og unge i alderen 7-17 år rundt på græsset i Horne for tage ved lære af stjernerne. Det er David Johnson, John Durnin, David Fairclough og Phil Neal, som styrer træningen. Den mest legendariske er nok Phil Neal, som har vundet det engelske mesterskab otte gang og samtidig er vinder af fire europæiske mesterskaber.
- Det går godt, og vi har 130 glade børn, som løber rundt herude. Det er fantastisk vejr, så kan næsten ikke være bedre, siger næstformand i Horne fs, Hans Martin Møller.
De unge spillere kommer fra hele landet, og selv om campen er for alle, så bliver der alligevel lagt vægt på, at lære de unge fodboldspillere at spille samme foldboldstil, som de gør i Liverpool.
- Det er 'The Liverpool way', hvor de forsøger at lære de unge move-and-pass, altså bevægelse og spil. Det er helt unikt, at det er eneste sted i Danmark at de her legender kommer og samtidig kan fortælle noget om, hvordan de gjorde, og give deres erfaring videre, siger Hans Martin Møller.
TV 2/FYN sender live fra aftenens kamp klokken 19.30 - en times tid inde i kampen.
Du kan se en reportage fra Horne fra den dag, da Brøndby spillede opvisningskamp i juli 1997 herunder.