Fra affald til mad
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Kan en klump frosne kyllingeskrog i virkeligheden blive brugt til noget spiseligt? Det hjælper studerende fra Erhvervsakademiet lige nu en virksomhedsejer med at finde ud af.
Hen over en periode på 12 uger arbejder et hold kommende fødevareteknologer fra Kold College på livet løs med at eksperimentere med fonder, patéer og salattern lavet på baggrund af kyllingeskrogene.
- Vi har en mængde skrog og fødder, som er i overskud fra vores produktion af økologisk kyllingebryst og -vinger, som vi leverer til blandt andet restauranter. For os er det en udgift at komme af med det, men det ville jo være godt, hvis det kunne konverteres til noget, der kunne sælges i stedet for, siger en af ejerne af Sødam Økologisk Fjerkræ, Michael Orbesen til TV 2/FYN.
Innovative kompetencer tilføres
Mange små og mellemstore virksomheder har ikke selv tid og kompetencen til at være innovative.
- Vores studerende bliver uddannet til at være innovative, og derfor kan vi hjælpe virksomhederne, siger Alice Petersen, der er erhvervskontaktchef hos Erhvervsakademiet Lillebælt.
Samarbejdet mellem studerende og fjerkræproducenten er kommet i stand via et projekt, der hedder Innovirk. Det er støttet af EU og styret af Udvikling Fyn. Over to og et halvt år skal projektet hjælpe små- og mellemstore virksomheder, blandt andet i jern- og metalbranchen, med at overleve via innovation.
- Vi prøver at finde ud af, om vi kan hjælpe virksomheder med at få innovation ind som en fast del af deres arbejde ved at tilbyde forskellige aktiviteter, siger Mads Wojtynka, der er leder af Innovirk.
De studerende på Kold College har et par uger endnu til at arbejde med smag og konsistens i.
Håb om flere arbejdspladser
For ti dage siden var et andet hold studerende fra Erhvervsakademiet på mission i smedefirmaet Kettek i Faaborg. Her hjalp de ejeren Kim Tolderlund med at få hans ide om en ny badebro omskrevet til en handlingsplan, der skal munde ud i en egentlig produktion.
Begge virksomhedsejere er meget positive over udbyttet af den hjælp, de har fået til innovation.
- Det bliver til produktion. Og meget gerne til mere stabile arbejdspladser. De jobs, jeg har nu, er for afhængige af andre, fordi vi først og fremmest er en underleverandør. Jeg vil gerne flytte mig til også at have slutkunder, siger Kim Tolderlund, Kettek.
- I og med at vi tror, at kyllingeskrogene kan blive en indtægtskilde, håber vi også på, at det kan give nye arbejdspladser, siger Michael Orbesen fra Sødam Økologisk Fjerkræ
Hør endnu mere om innovation på TV 2/FYN kl. 19.30 onsdag aften, hvor professor i innovation ved SDU, Mette Præst Knudsen, blandt andet giver gode råd i studiet.