Den 80-årige, pensionerede sydfynske læge Svend Lings fik tirsdag beslaglagt sin mobiltelefon og sin computer.
Det fortæller han til TV 2 Fyn.
- Jeg vidste godt, de ville komme en dag, siger Svend Lings, og fortæller, at der først på dagen tirsdag pludselig stod to betjente med skilt og dommerkendelse ved hans dør i Kværndrup.
Udover beslaglæggelsen blev han siget efter straffelovens paragraf 240, som handler om, at yde hjælp til selvmord.
Svend Lings blev kendt i offentligheden i 2017, da han medvirkede i et program på hedengange Radio24syv. Her fortalte han, at han havde hjulpet flere end ti patienter til at dø.
Han blev siden tiltalt i tre konkrete sager og dømt i både by-, lands- og Højesteret.
Så sent som for et par uger siden fortalte Svend Lings til Kristeligt Dagblad, at han hjalp en ældre kvinde med at planlægge selvmord.
Og den hjælp agter han at fortsætte med - trods tirsdagens beslaglæggelse.
- Jeg har min kones telefon og min iPad, så jeg fortsætter med at rådgive.
- Jeg er ikke i stand til at sige nej, hvis jeg får en henvendelse. Det er en beslutning, jeg har truffet for længe siden, så jeg er nødt til at hjælpe, siger Svend Lings.
Ti henvendelser på to dage
I februar fortalte Svend Lings til TV 2 Fyn, at han cirka hver anden dag får en henvendelse om hjælp.
Henvendelserne kommer både via mail og telefon fra syge eller pårørende til syge.
- Jeg rådgiver så godt, jeg kan. Det gør jeg ud fra den selvmordsmanual, jeg har lavet, og som ligger frit tilgængeligt på nettet, sagde han.
Han oplyser tirsdag til Ritzau han mandag fik syv henvendelser og tirsdag har modtaget tre.
Allerede 23. september oplyste Fyns Politi, at der var iværksat en efterforskning af Svend Lings, efter at flere medier skrev, at han fortsat rådgav folk om, hvordan de kunne begå selvmord.
Risikerer fængsel i op til tre år
Kommunikationsrådgiver Charlotte Nyborg fra Fyns Politi fortæller, at man ikke vil oplyse noget om sagen, men bekræfter, at man har talt med Svend Lings i forbindelse med efterforskningen.
Svend Lings mistede i 2017 sin autorisation, og i 2019 blev han ekskluderet fra Lægeforeningen. Det var ikke sket siden efterspillet fra Anden Verdenskrig.
Bliver man dømt for straffelovens paragraf 240 straffes man med bøde eller fængsel indtil tre år.