Her køber Odense Havn enormt område og investerer milliarder

Odense Havn har købt et enormt område ved Årslev, der skal fungere som lagerplads for havnens mange kunder inden for vindmølle- og offshoreindustrien.

Et stort område, der tidligere har fungeret som forsøgsgartneri ved Årslev, er nu blevet købt af Odense Havn. 

Planen er, at det næsten en million kvadratmeter store område, skal fungere som opmagasinering for havnens store kunder - en såkaldt dry port. 

Det bliver i høj grad kunder hos havnen, der arbejder inden for vindmølle- og offshoreindustrien, som kan opmagasinere blandt andet vindmølledele på området. 

- Jeg ser placeringen i Årslev som en vigtig brik til, at vi herhjemme overhovedet kan lykkes med at producere de vindmøller og levere de grønne kvantespring, der kan give hele verden den bæredygtige energi, den har behov for, siger Odense Havns administrerende direktør Carsten Aa. 

Odense Havn har købt området, der ligger på Kirstinebjergvej 10 i Årslev, af staten og vil efter planen investere og udvikle området for fire til fem milliarder kroner. Efter planen skal der opføres 500.000 kvadratmeter bygninger. 

Byggeriet forventes at generere mellem 2.000-3.000 arbejdspladser i byggefasen og mere end 1.000 arbejdspladser, når dry porten står færdig.

Området er ifølge Carsten Aa ideelt for Odense Havn. 

 - Meningen er, at alt på og udenom pladsen skal tænkes grønt. Her er god adgang til el- eller brint-lastbiler via motorvejen, og på sigt kan vi arbejde med at bruge jernbanen, fordi sporene går lige forbi, og her er med tiden plads til, at transport-droner let kan komme til og fra. Det er et springbræt til fremtiden midt i Danmark for de virksomheder, der skaber den grønne energiudvikling, som vi har så meget behov for, fortæller Carsten Aa.

Her er området, som Odense Havn har købt.
Her er området, som Odense Havn har købt.
Foto: Odense Havn

Skal løse behov

Direktøren for Odense Havn mener, at den seneste tid med en pandemi, krig og en grundstødning i den vigtige Suez-kanal har gjort det klart, at der er et behov for at kunne klare flere ting selv. 

- Epidemier og krige har fået industrierne til at tænke sig om. Det er livsnødvendigt for at kunne nå verdens mål at opbygge lagre for vigtige komponenter og dele i nærheden af betydningsfulde industrier, der skaber bæredygtig udvikling og produktion. Man kan ikke bare længere regne med, at tingene ankommer til fabrikken til tiden fra den anden side af kloden. Det katastrofale er jo, at hele den grønne omstilling kan blive sat i stå, hvis virksomhederne ikke kan producere de kæmpestore vindmøller og deres fundamenter, siger Carsten Aa.

Den kommende Odense Dry Port bliver placeret i et område, der strækker sig over kommunegrænsen mellem Odense og Faaborg-Midtfyn. 

Og hos begge borgmestre er glæden over dagens nyhed stor. 

- I Faaborg-Midtfyn Kommune arbejder vi jo i forvejen med bæredygtig bosætning og en grøn hverdag som noget afgørende vigtigt. Et sted som Odense Dry Port gør, at vi kan være en aktiv del af at sætte den rivende udvikling fri, der er behov for. Pladsen bliver et pragteksempel på, hvordan man kan lave grøn transport, og samtidig kan vi se på lignende projekter herhjemme, at der bliver skabt mange gode lokale arbejdspladser, siger Hans Stavnsager (S).

- Den kæmpestore havneudvidelse, som havnen planlagde i 2008, stod færdig i 2020, og er i dag allerede afgørende for havvindmølleproduktionen. Derfor bliver Odense Dry Port en vital facilitet, fordi den kan styrke logistikken ind til den samme produktion på havnen. Det gør forsyningskæderne robuste bag den grønne omstilling, siger borgmester i Odense, Peter Rahbæk Juel (S).

Odense Havn skal nu i dialog med både Odense og Faaborg-Midtfyn kommuner for at få de nødvendige tilladelser på plads. 

Da staten i marts satte forsøgslandbruget til salg, var det til en pris på 25 millioner kroner.

Oversigt

    Oversigt