En ældre mand er onsdag eftermiddag blevet sigtet for mandag eftermiddag klokken 13.30 at have påkørt en 13-årig pige på Bjernevej i Faaborg, hvorefter han forlod stedet.
- Moralsk og etisk er det helt godnat, siger kommunikationsmedarbejder hos Fyns Politi Sunniva Pedersen-Reng og fortsætter:
- Ifølge færdselsloven har man en forpligtelse til at stige ud og orientere sig, hvis man har ramt noget, og sikre sig, at folk er okay.
Pigen gik med sin cykel sammen med en veninde, da en mindre grå bil kom kørende bagfra og ramte hendes cykel. Hun endte i grøften, men slap fra påkørslen uden større skader.
- Ifølge pigernes forklaring, kører bilen forbi og stopper længere henne, hvorefter en person stiger ud og kigger på bilen og kører videre, siger Sunniva Pedersen-Reng.
Der er tale om en ældre herre fra lokalområdet, som politiet fandt frem til ved hjælp af en henvendelse om en bil, der passede til beskrivelsen, og som havde mindre skader.