Nøgen mand smadrer kæmpe, lysende kunstværk
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
En nøgen mand har fredag eftermiddag ødelagt en stor kunstinstallation på Heartland Festival.
Den odenseanske kunstner Magnus Fuhrs store, lysende stjerne, som rigtig mange fynboer har set lyse op i Skovsøen i Odense sidste sommer, er fredag eftermiddag blevet smadret af en nøgen mand.
Den lysende stjerne, der er skabt af Magnus Fuhr og kunstgruppen Chaos Engine, som han er en del af, var en af de mange kunstinstallationer på årets Heartland Festival, hvor den var placeret ude i den store sø, der er en del af festivalområdet.
Over for tv2.dk vurderer Magnus Fuhr, at kunstværket koster op mod 300.000 kroner.
- Det er altid svært med den slags, men jeg vil da skyde på, at stjernen har en pris i 2-300.000 kroners klassen, vurderer kunstneren selv.
Sidst på fredag eftermiddag svømmede en nøgen mand ud i søen, hvorefter han kravlede op på stjernen. Uheldigvis kunne den ikke bære hans vægt, og stjernen blev derfor ødelagt.
- Det er super ærgerligt. Jeg håber meget, at den kan repareres, men det kræver nogle særlige materialer, som jeg ikke ved, om vi kan skaffe. Jeg er ked af det. Det er forfærdelig trist, siger Magnus Fuhr, som er kunstneren bag den lysende stjerne, til TV 2/Fyn.
Vagtchefen hos Fyns Politi bekræfter over for TV 2/Fyn, at sagen er blevet meldt til politiet, der klokken 19.30 er på vej til Kværndrup for at undersøge affæren.
- Det er korrekt, at vi har fået en anmeldelse for hærværk. Vi er på vej derned nu, og vi skal have talt med anmelderen, siger vagtchef Hans Jørgen Larsen.
Vil reparere den
Heartland Festival har sagt til Magnus Fuhr, at de vil forsøge at reparere kunstværket så hurtigt, som de kan fremskaffe de fornødne materialer.
Magnus Fuhr er både kendt og anerkendt for at lave større kunstinstallationer til en række festivaler, blandt andet er han manden bag det store Tinderbox-logo, ligesom han har lavet et stort, lysende kranie til metalfestivalen Copenhell.
Kunstneren er ikke selv til stede på Heartland Festival, men ankommer til festivalpladsen senere på aftenen fredag for ved selvsyn at bese skaderne på den store, lysende stjerne.