Tusindkunstneren Jim Lyngvild lægger hus til, når næste film i rækken om Lille Per og hans familie skal optages på vikingeborgen Ravnsborg denne måned.
Denne gang ender Per, Onkel Anders og resten af familien med at tage på familieterapi sammen, hvor de skal leve som vikinger i en uge. Det kommer ikke til at gå stille for sig, lover folkene bag filmen.
Jim Lyngvild, som selv bor på Ravnsborg, er blandt andet kendt som designer, fotograf og modekommentator. Nu kan han snart tilføje, at han også bor i en filmkulisse.
Premiere næste år
Optagelserne til Far til fire og vikingerne, som får premiere til efterårsferien næste år, begynder den 25. september på Ravnsborg.
Filmen har blandt andet modtaget støtte fra FilmFyn og har Martin Brygmann og Thomas Bo Larsen på rollelisten som henholdsvis Far og Onkel Anders. Elton Rokahaim Møller indtager rollen som Lille Per.
Far til fire og Vikingerne bliver film nummer 20 i rækken om Lille Per og hans familie. Den første udkom i 1953 og hed Far til Fire.