- Det var kun til inspiration.
Sådan lyder forklaringen fra John Andersen, næstformand i fodboldklubben B1909, efter klubben præsenterede en tidligere træner for en række falske køresedler og bad ham underskrive dem.
Torben Bo Harder blev mellem jul og nytår bedt om at skrive under på, at han havde fået 35.000 kroner udbetalt fra den odenseanske boldklub B1909 i skattefrie kørselspenge.
Problemet var bare, at Torben Bo Harder aldrig havde kørt de mange tusinde kilometer eller fået pengene udbetalt.
Men papirerne han blev bedt om at underskrive var bare til inspiration. Sådan lyder det nu fra klubbens næstformand.
- Til hver en tid så råder og vejleder vi vores medlemmer til at udføre det her (kørselsbilag, red.) korrekt. Vi opfordrer dem på ingen måde til at lave noget ulovligt. Så det har var egentlig kun inspiration til, hvordan og hvorledes han kunne udfylde den, siger John Andersen, næstformand i B1909.
Den 30. december stod det tidligere bestyrelsesmedlem i B1909 Torben Bo Harder frem, efter han igennem længere tid havde været involveret i en skattesag på 35.015 kroner. Penge han ikke havde fået.
Sagen om de forkerte kørselsbilag
Torben Bo Harder, der tidligere har siddet i bestyrelsen og været træner i den odenseanske fodboldklub, fik tilbage i juli 2017 et brev fra Skat, hvor de bad ham redegøre for 35.015 kroner.
Penge, som han skulle have modtaget fra B1909 tilbage i 2015.
Pengene skulle stamme fra skattefri kørselsgodtgørelse, som han havde modtaget for sit arbejde i foreningen. Skat manglede dokumentation for beløbet. Torben Bo Harder afviste, at han havde modtaget pengene.
- Jeg har aldrig modtaget godtgørelse fra B1909, og det gjorde jeg både Skat og klubben opmærksom på, har Torben Bo Harder fortalt til TV2/Fyn.
Bilag i postkassen
Mellem jul og nytår afleveres to bilag i Torben Bo Harders postkasse.
Papirerne oplister en række køreture på i alt 8.078 kilometer dateret i 2015 i forbindelse med arbejdet i B1909. De giver en række skattefrie godtgørelser - sammenlagt på i alt 35.588 kroner.
Det mener B1909, at Torben Bo Harder har fået udbetalt i skatteåret 2015.
Men det afviser Torben Bo Harder.
- De steder, der er beskrevet i de bilag, der har jeg ikke befundet mig. Jeg har heller ikke været til de udekampe for B1909, som er beskrevet. Jeg har trænet serie 3-holdet, og der har jeg kørt til udekampe, men det har jeg ikke fået kørselsgodtgørelse for, fortæller Torben Bo Harder.
Formand afleverede papirer uden at vide hvad det var
Jan Bramsen, der er formand for B1909, har senere fortalt, at det var ham, der afleverede dokumenterne i postkassen. Dog uden han vidste, hvad papirerne indeholdt.
Men i en SMS til Torben Bo Harder den 26.december, skrev han:
- Der ligger 2 stk. papirer til underskrift. Vil du smide de underskrevne i min postkasse?, skrev Jan Bramsen i SMS til Torben Bo Harder.
Efterfølgende skrev Torben Bo Harder om sagen på Facebook, hvorefter sagen blev til en historie hos TV2/Fyn den 30. december.
Torben Bo Harder mener, at køresedlerne er konstruerede i B1909 i et forsøg på at dække over sagen.
(Artiklen fortsætter under videoen.)
Erkender fejl i bilag
Den 5. januar sendte B1909 en pressemeddelelse ud og erkendte, at de har lavet en fejl i forhold til Torben Bo Harder.
- Vi har dags dato udarbejdet et brev til Skat, hvor B1909 påtager sig ansvaret for denne misforståelse, skriver formand Jan Bramsen fra B1909 i en pressemeddelelse sidste fredag eftermiddag.
Klubben konstaterer efter en gennemgang af lønopgørelser, at Torben Bo Harder ikke havde fået udbetalt de mange tusinde kroner for kørsel.
- B1909 har nu gennemgået henholdsvis DIF-kontrakten indgået mellem Torben Bo Harder og B1909 gældende for 2014, samt DATA Løn opgørelsen for 2015, og kan konstatere, at B1909 ikke har udbetalt 35.015 kroner til Torben Bo Harder, står der i pressemeddelelsen.
Var kun et eksempel
Men til trods for, at Torben Bo Harder blev bedt om at underskrive papirer for adskillige tusinde kroner, så var papirerne med de mange køreture altså kun et eksempel på, hvordan man kunne lave et kørselsregnskab.
I var ude og erkende, at I havde lavet en fejl, og Torben Bo Harder ikke havde fået de penge her. Men hvem har så kørt de ture, som fremgår af kørselsbilaget?
- Der er ikke noget i forhold til den kørselsseddel, der blev lagt i hans postkasse. Det var egentlig til, hvordan den kunne laves. Indtil vi opdager, at han aldrig har fået pengene, siger John Andersen, der er næstformand i klubben.
Han fortæller fredag den 12. januar til TV 2/Fyn, at de papirer, Torben Bo Harder modtog i sin postkasse mellem jul og nytår, kun var en inspirationskilde til, hvordan Torben Bo Harder kunne udfylde et kørselsbilag.
Alligevel blev Torben Bo Harder af formanden i klubben opfordret til at aflevere de underskrevne “inspirations-bilag” hos selvsamme B1909-formand, Jan Bramsen.
- Har ikke noget med Torben Bo Harder at gøre
Ifølge næstformanden skulle problematikken omkring de manglende kørselspenge nu være løst.
- Som Jan (Bramsen, red.) også sagde i fredags, så er der sket det, at vi har lavet et skriv til Told & Skat, at Torben Bo Harder aldrig har modtaget de penge. Det må være et mellemværende mellem B1909 og Skat - og ikke Torben Bo Harder, der ikke har modtaget nogen af de her penge.
Men når der nu ikke har været styr på den her kørselsseddel, kan du så garantere, at der er styr på det nu og har været det på det tidspunkt?
- Jeg kan ikke bekræfte noget på det tidspunkt. Men jeg kan bekræfte, at der er styr på det nu.
Så der vil ikke være flere af sådan nogle sager her?
- Nej, det vil der ikke, siger John Andersen.
TV 2/Fyn har i dag forsøgt at få en kommentar fra B1909’s bestyrelsesformand, Jan Bramsen, men han har ikke svaret på vores henvendelser.