På gården Christiansborg står over 600 malkekvæg af racen Dansk Holstein og brøler. Dem har Anne Grete Hedegaard ansvaret for. Hun er 31 år, uddannet landmand og i dag driftsleder på gården udenfor Ørbæk.
Hun er kvinde i en branche domineret af mænd.
- Jeg er da megastolt over at være i det her fag og lave det jeg brænder for, siger Anne Grete Hedegaard.
Nu begynder flere kvinder at gå den samme vej som Anne Grete Hedegaard.
Tal fra Danmarks Statistik viser, at de seneste ti år er antallet af kvinder, der starter på landbrugsskolerne steget med 52 procent.
Det var ikke givet, at Anne Grete Hedegaard skulle blive en del af den statistik. Selvom hun er opvokset på den store gård, som hendes forældre har bygget op, tog hun en utraditionel vej ind i landbruget.
Hun startede i gymnasiet, hun arbejde samtidig i et køkken og som tjener. Noget hun blev glad for og et fag hun overvejede at uddanne sig indenfor, når hun var færdig på gymnasiet.
Men efter en rejse om på den anden side af jorden var hun ikke længere i tvivl.
- Jeg tog et sabbatår, hvor jeg arbejde på en gård i New Zealand. Imens jeg var væk fandt jeg bare ud af, at jeg ikke kunne komme i tanke om noget jeg hellere ville end at komme tilbage til Danmark og passe køer, siger Anne Grete Hedegaard.
Stikpillerne skal modbevises
Da hun trådte ind på Dalum Landbrugsskole var hun en af de eneste kvinder på gangene, og hun var godt klar over, at hun trådte ind i mandeverden.
- Jeg har fået lidt stikpiller gennem tiden. Det kunne for eksempel være, at man ikke kan finde ud af at køre en traktor eller at man ikke kan skifte olien. Men jeg er ikke bleg for at sige, at ja, der er masser af ting jeg ikke kan med maskiner, men så er der noget andet jeg kan, siger Anne Grete Hedegaard.
Selvom der kan komme stikpiller i ny og næ omkring mekanik og maskiner, så ved hun, at hendes styrke ligger et bestemt sted. Hun brænder for at arbejde med dyrene og hun kan fornemme, at de er syge, inden det kan ses.
- Det kan da godt føles lidt nedværdigende nogen gange at få de her stikpiller. Men jeg bliver ikke så let slået omkuld. Jeg er ikke bleg for at komme med en kæk bemærkning en gang imellem, så jeg kan sagtens skyde tilbage med et modspørgsmål om der er noget om dyr, som en mand ikke lige kan. Det lukker munden på de fleste, siger Anne Grete Hedegaard med et stort smil.
Fra stald til beslutninger
Det kan også ses ude på de enkelte gårde, at der er flere kvinder der begynder på landbrugsuddannelserne.
Siden 2013 er antallet af kvinder der arbejder i landbruget steget med 10 procent. Det viser tal fra Danmarks Statistik.
Og det kan mærkes på de enkelte gårde, siger Lone Andersen der er viceformand i Landbrug & Fødevarer.
- Man kan ikke skære alle kvinder over en kam, men kvinderne kommer med andre kompetencer. Omsorgsgenet er stort ved mange kvinder, og det gør, at de er rigtig gode til at spotte dyrene og se hvornår de er syge før det kan ses, siger Lone Andersen
Men også i branchen kan kvindernes indtog mærkes.
- Der er behov for en stor diversitet og det gavner især når der skal tages beslutninger. Der bliver stille nogle nye spørgsmål end der hidtil er blevet og det giver nogle nye vinkler og nye inputs til det skal tages stilling til, sige Lone Andersen, viceformand i Landbrug & Fødevarer.
På med handsken
Anne Grete Hedegaard synes det er fedt, at der kommer flere kvinder ind i hendes fag.
- Man skal gøre det man rigtig gerne vil, så hvis der er nogen piger der drømmer om at blive landmand, skal de bare på med handsken. Og hvis de går og tænker det er et mandefag, så skal vi bare vise hvad vi kan, siger hun.
Og der er ikke nogen tvivl om, hvordan Anne Grete Hedegaard håber fremtiden ser ud.
- Da jeg startede min uddannelse, synes jeg måske mere, at jeg var trådt ind i et mandefag, end jeg synes i dag. Og der er jo ikke ret mange års forskel. Der er sket rigtig meget, og den udvikling er vi slet ikke færdige med, siger Anne Grete Hedegaard.